Det må ikke gøre ondt

Av - det må ikke gøre ondt!

Jeg bryder mig ikke om smerte. Så har vi det på det rene!
Jeg opdraget med: "Ja det gjorde ondt, lad mig puste på det og se så at komme ud og lege igen." Og "Så, hold nu op med at græde, værre var det vist heller ikke".

Der blev ikke uden videre delt hovedpinepiller eller smertestillere ud i mit barndomshjem. Min mor var omsorgsfuld og trøstede os når vi slog os eller var kede af noget. Men der var altid en stemning af: "Bliv nu ikke selvmedlidende, græd ikke over spildt mælk. Sådan er livet. Og nu skal du videre. Sådan, ud og leg med dig". Min far var en mand af den gamle skole. Nogen vil sige en RIGTIG mand. Selvfølgelig slog han sig, og skar sig ind i mellem, men arbejdet stoppede ikke af den grund. Når det var koldt gik han ikke med hue, vanter eller tørklæde. Han gik helst i træsko. Og han har vist aldrig trøstet mig eller mine søskende når vi har slået os.

Så jeg har sådan en indre kritiker der fortæller mig at jeg er lidt af en tøsedreng når jeg gerne vil bedøves hos tandlægen, eller når jeg tager en hovedpinepille fordi smerten er blevet for intens. Ja nogen gange tager jeg også en pille før smerten kommer, bare fordi jeg kan mærke at den kunne være på vej.
Jeg synes også jeg er en pivskid når jeg fryser og vil ind i varmen.

Det var ikke mange dage jeg var sygemeldt og hjemme fra skole. Og det var heller ikke særlig hyggeligt at være syg. 
Min mor og far var ikke benhårde jægersoldater, slet ikke. Der var bare ikke noget at klynke over, ingen grund til at have ondt af sig selv. Det kommer der jo alligevel ikke noget godt ud af. "Nu har du vist ligger der længe nok, er det mon ikke på tide at komme i gang igen?"
På en måde kan man jo sige at min far og mor heller ikke brød sig om smerte. De ville gerne have den overstået hurtigst muligt - og det lærte jeg og mine søskende så af dem.

Det var sådan det var. Og det er også sådan det stadig væk er. Jeg bryder mig ikke om smerte. Og måske har min opvækst betydet at smerte ikke fylder ret meget i mit liv?

I hvertfald er jeg meget sjældent syg. Jeg udholder meget pres i længere tid og uden beklagelse.

Og når jeg skriver at jeg ikke bryder mig om smerte, så er det den smerte jeg skal forberede mig på. Den smerte jeg ved kommer når jeg skal vaccineres, smerten ved at få lavet et hul i tænderne.
Men det er også smerten i musklerne når en god kropsterapeut tager fat og bearbejder mine skuldre, min nakke og min ryg. Det gør jo ondt. Kan det virkelig være rigtigt.

Og så er der smerte der handler om følelser, smerten i jalousien, i at sige farvel til en jeg holder af. Smerten i sorgen og afskeden.

Og endelig smerten i at skulle herfra, sige farvel til livet, til alt det jeg elsker og holder af.

En måde at vende sig væk fra smerten er også at være rigtig god til at se det der er rart, dejligt, godt og helt i orden.
Og måske nogen gange lidt for god til det. Lidt for god på den måde at opdagelsen af smerten stopper før jeg helt har forstået den, mødt den oplevet den. 
Og så får smerten i kroppen eller følelsen ikke lov til at bidrage med den intensitet, lidenskab og kraft som smerten også indeholder.

Og jeg tror det er en af mine store udfordringer i mit liv. At der faktisk inde i den smerte jeg forsøger at undgå findes den glæde og kraft jeg leder efter.

Tillid

Tillid - at tillade

At lade livet udfolde sig som det nu engang gør, og tillade det uden at vide hvad der skal ske er noget af det rigtig mange af os var i stand til som børn. Og fordi vi ikke vidste hvad der skulle ske blev en stor del af vores liv til et eventyr. Som voksne har vi fået for meget opmærksomhed på hvordan livet bør være og det kommer til at sætte grænser for hvilket liv vi bliver i stand til at opleve. Og så ind i mellem møder vi eventyrere, som giver sig i kast med sig selv og deres liv med nysgerrighed på hvad der ligger derinde eller derude hvor de ikke har været før. Som har mod og tillid til at gå på opdagelse i det de ikke ved noget om.

Et sådan møde har jeg lige haft i dag. Et møde med et menneske som går på opdagelse, som undersøger, som reflekterer og mærker efter. Et inspirerende og livgivende møde der motiverer til at ryste lidt bukserne og gå på opdagelse i nyt terræn. Indre som ydre.

Og inspirerer fordi det vækker genklang i mig fra dengang jeg var en eventyrer der hele tiden udforskede øjeblikkets muligheder for hvor og hvad jeg kunne opdage og undersøge nærmere. Og jeg mærkede glæde og liv bevæge sig i mave og i hovede. Både til at sidde stille alene i en skov, klatre i træerne med min ven, læse en mærkelig bog, tegne en tegning af noget jeg ikke ved hvad skal være, eller bare lytte til noget musik og se hvad det vil skabe af rørelse i mig.

Og jeg tænkte at det er godt at kende sådanne mennesker, venner eller nogen i sit netværk som virker sådan på dig. Som inspirerer dig til at gå lidt videre og lidt dybere.

Og så sad jeg lidt for mig selv og tænkte på min dag i dag og de mennesker jeg møder og ser. Og blev glad for at jeg kender sådan nogen, at jeg har eventyrere som kære venner. Venner der inspirerer og forstyrrer og inviterer mig med derud og derind hvor jeg ikke har været før. Hvor der er meget mørkt og meget ukendt eller alt for lyst og kendt.

Og jeg tænkte igen på teksten jeg har skrevet på en lampe i min stue: 

Courage is doing what you are afraid to do.
There can be no courage unless you are scared
-       Eddie Rickenbacker

"Vil han ikke udvikle sig - så må jeg forlade ham!

Måske er nedenstående refleksioner ikke ukendte for dig? Måske har du selv fundet en vej videre, eller igennem? Hvad enten det er det ene eller det andet, så må du meget gerne dele dine tanker og erfaringer med mig.

Her er det en kvinde der taler, måske kunne det også have været en mand. Men der er noget det tyder på at flest kvinder sidder med denne oplevelse. Tænker du også det?


"Vil han ikke udvikle sig - så må jeg forlade ham!

I lang tid har jeg accepteret at det er mig der tager initiativ til vores dybere samtaler, og at det er mig der sætter ord på, når stemningen imellem os er anspændt.
Jeg har også accepteret at det er mig der tager initiativ til vores seksuelle møder og at jeg er den udfarende når det drejer sig om udflugter og oplevelser sammen.

Jeg har også accepteret at det er meget vigtigt for ham at se fodboldkampen og tv-avisen, og at han nu er træt og bare gerne vil slappe af.

Jeg har gjort mig umage for at få ham til at tale om det og få ham til at forstå at jeg ikke synes det er en tilfredsstillende måde at leve sammen på, og jeg synes jeg har sagt det på en 'selvansvarlig' måde.

Jeg har også forsøgt i en periode at lade det være og så bare gøre noget for mig selv, være opsøgende på andre fællesskaber og fokusere på mine egne interesser.

Men nu er jeg ved at være træt. Jeg kan ikke holde det ud længere. Og jeg synes ikke jeg kan se mig selv i spejlet og se at jeg lever det liv jeg ønsker at leve.

Konsekvensen ser ud til at være at jeg må forlade ham, eller i hvert fald fortælle ham at det er det der kommer til at ske medmindre der sker en forandring. Og at den forandring må han være med til at skabe. Og jeg er helt med på at vi må skabe den sammen - så det bliver en fælles ønsket fremtid vi formulerer og efterstræber.

Han vil måske føle sig presset fordi han ikke vil have jeg forlader ham, og så indvilliger han måske i at lave noget om af frygt i stedet for af lyst. Og hvilket forhold skaber det så?

Eller han indvilliger og gør alligevel ikke noget og presser på den måde mig til at tage beslutningen. Og så får han fred og kan læne sig tilbage i sofaen med sin kaffe og sin fodboldkamp. Måske er det i virkeligheden det han allerhelst vil?

Er det så også det jeg vil? Forlade ham og efterstræbe et mere dynamisk og lidenskabeligt kærlighedsforhold? Eller fortsætte med at finde en måde at elske ham på - for det, og den, han nu en gang er?"

"I AM ME"

Sammen med en ven fik jeg taget en hel masse billeder til en ny hjemmeside. Det var temmeligt anstrengende og rørte også ved noget i os begge der handler om ikke at må være indbildsk. Ikke at få alt for meget opmærksomhed og tænke for store tanker om sig selv.

Når jeg rammes af den slags mindreværd (eller mereværd) så er det godt at have nogle kloge ord at vende sig mod. Virginia Satir, en super dygtig familieterapeut har skrevet dem her:

Virginia Satir:

“I am Me.

In all the world, there is no one else exactly like me.

Everything that comes out of me is authentically mine, because I alone chose it -- 

I own everything about me: my body, my feelings, my mouth, my voice, all my actions, whether they be to others or myself.

I own my fantasies, my dreams, my hopes, my fears. I own my triumphs and successes, all my failures and mistakes.

Because I own all of me, I can become intimately acquainted with me.

By so doing, I can love me and be friendly with all my parts.

I know there are aspects about myself that puzzle me, and other aspects that I do not know -- but as long as I am friendly and loving to myself, I can courageously and hopefully look for solutions to the puzzles and ways to find out more about me.

However I look and sound, whatever I say and do, and whatever I think and feel at a given moment in time is authentically me.

If later some parts of how I looked, sounded, thought, and felt turn out to be unfitting, I can discard that which is unfitting, keep the rest, and invent something new for that which I discarded.

I can see, hear, feel, think, say, and do.

I have the tools to survive, to be close to others, to be productive, and to make sense and order out of the world of people and things outside of me. I own me, and therefore, I can engineer me.

I am me, and I am Okay.”

Ensomhed

Ensomhed? 
Det sker ofte at jeg i mit arbejde møder følelser af dyb sorg hos mennesker der er ramt af ensomhed. For ikke længe siden havde jeg et sådant møde. I mødet med ensomheden opstod en skælven i hele kroppen og tårerne begyndte at trænge sig på. Der blev sat ord på ensomheden, så vi vidste hvad det var vi var 'oppe i mod'. "Det er vist noget eksistentielt. Det er et vilkår vi må leve med. At vi er ensomme".

I den skælven som ensomheden fremkaldte var der en mulighed for at gå på opdagelse i kroppens fortælling om ensomhed. Hvor kommer følelsen egentlig fra?

"Det sidder i brystet, men jeg kan godt holde det ud"
"Nu ændrer det sig og bliver til varme der breder sig"
"Og nu bliver jeg helt varm og fredfyldt"

At sidde lidt med sin følelse, blive opmærksom på hvilke reaktioner den skaber i kroppen og lade reaktionerne få lov til at fylde og måske forandre sig i eget tempo, kan afstedkomme oplevelser af ovenstående karakter.

Det sker ikke så tit, men det sker. Og ensomheden er forandret til velvære og tillid til livet selv.

Ensomhed er en helt igennem ok følelse - ellers ville den jo ikke være her!

Men at være ensom er ikke et eksistentielt grundvilkår, det er en følelse der beskriver noget om hvordan vi forholder os til et eksistentielt grundvilkår, nemlig det at være alene.

At være alene kan være med en oplevelse af ensomhed og isolation. Men at være alene kan så sandelig også være en oplevelse af fred og tillid til livet selv.

At sidde alene på en bænk i skovens gyldne efterårsfarver, nyde stilheden og den klare kølige luft kan skabe ydmyghed og taknemmelighed, men det kan også skabe tristhed og længsel efter en at dele det med.

Gad vide hvor jeg lader oplevelsen slutte?

JALOUSI

JALOUSI


Jalousi kan være en nøgle til et stærkere, ærligere, mere intimt og nærværende forhold. Og særligt hvis begge parter tager ansvar for deres forhold og for at jalousien er et fælles problem. Der måske opleves forskelligt for parterne, men som er smerteligt for begge. 

Og jalousi kan være en nøgle til selv at blive stærkere, mere fri, og mere ærlig. 
Udviklingsmæssigt ligger der en kraft i jalousien som kan sende os på en rejse mod os selv, med mulighed for mere selvværd, frihed og livskraft. 

Jalousi er en af de virkelig barske følelser. Måske den værste. Jeg tror at vi alle sammen kender den. Mere eller mindre. 
Jalousi en svær følelse at bekende sig til. Det er en af de ’forbudte’ følelser, vi bliver svage og magtesløse, og det er der ikke nogen af os der kan lide at mærke, eller for den sags skyld at se på, så vi prøver at skjule vores svaghed. Og når vi forsøger at skjule det bliver vi anspændte, indelukkede og irriterede. Anspændtheden tager til, over timer og måske dage, for endelig at komme ud som en mindre eksplosion af vrede, had, sorg, smerte og frygt. 
Når jeg bliver jaloux kan jeg mærke varmen brede sig i kroppen, mine tanker kører på højtryk, jeg gætter og ’ser billeder’, jeg forestiller mig det værste og jeg gør mig klar til konfrontation og på at jeg måske skal skilles fra den jeg elsker. Jeg føler mig vraget, uelsket, forrådt, trådt på og til grin. 

Jalousi viser os at vi er afhængige af et andet menneskes kærlighed, accept, ros, og anerkendelse. 
Vores liv sammen med vores kæreste er noget af det vigtigste for os. Vi har ledt længe efter den eneste ene og nu er hun/han der, vi bliver forelskede, tjekker hinanden ud, investerer i fællesskabet, går på kompromiser, giver af os selv. Vi bygger vores fremtid op sammen, børn, hjem, hus, familie, venner, interesser. 
Jalousi gør os opmærksomme på at vi kan miste det vi holder allermest af. 

Jalousi kan få mennesker til at slå ihjel, både sig selv og andre. Der er kraft i følelsen, der er magt og der er afmagt. Det er en alvorlig størrelse at være i kontakt med, vi kommer tættere på ’døden’, på at miste noget som vi har kært. Det inkluderer måske mere en blot vores partner, det kan også være venner, familie, børn, hjem osv. Vi kan miste det selvbillede som vores partner er med til at opretholde, det billede som vores partner spejler os i. Den kæreste som vi har investeret vores liv i, som vi håber at stifte familie med, blive gamle og smukke med – er hun/han virkelig ved at forlade mig, til fordel for en anden. Smukkere, smartere, stærkere, flottere, rigere og mere selvsikker end mig !!?? 

I begyndelsen af et forhold vil vi gerne vise os fra vores bedste sider, og jalousi er ikke noget vi stolt viser frem. Jeg ved hvor svært det er at blotte sig og udtrykke de konflikter vi oplever når vi på den ene side gerne vil gøre vores kæreste tryg og på den anden side har brug for at opleve vores frihed. Tryghed og frihed hænger sammen. Når vi oplever tryghed tør vi bevæge os ud i verden, når vi er utrygge forsøger vi sikre os og skabe kontrol. Det gælder både som en indre oplevelse og som en ydre, det gælder både for den enkelte og for parret. 

På overfladen ligner det en kamp om magt, men nedenunder handler det om sårbarhed og oplevelsen af ikke at blive mødt på sine følelser, og herunder handler det om at sætte så stor pris på sig selv at vi ikke længere er afhængige af hvad andre tror om os. 

Men hvordan skal vi lære os selv det ? Det kan vi bl.a. ved at bruge hinanden til at komme dybere ned i forståelseslagene omkring hvad kærlighed, frihed, integritet og ansvar er. Det er forskelligt fra menneske til menneske og alligevel er det oplevelsen af at blive forstået og anerkendt der giver muligheden for intime og nærværende møder mellem mennesker, som igen er grobunden for tryghed og tillid. 
Så der er god grund til at få talt om jalousi når følelsen opdages, hos den anden eller hos en selv. 

Her er nogle stikord og spørgsmål om jalousi: 

- Alle vores følelser er berettigede – også jalousi, det er bl.a. en grund til at overveje din rolle i dit parforhold. 
- Jalousi handler også om hvornår din grænse er nået, hvornår nok er nok. Både for dig og din partner. 
- Jalousi kan opstå som rene fantasier, men fortæller os at vi er utrygge i vores forhold. 
- Jalousi er en tabufølelse i vores verden og hvis vi i lider af mindreværd, gør det kun det hele værre når vi så oven i bliver jaloux. 
- Det er egentlig ikke den anden der er skyld i vores jalousi, det er faktisk vores egen følelse, som vi selv kan tage ansvaret for. 
- Jalousi stiller spørgsmålstegn ved vores kærlighed – hvilken slags kærlighed holder os sammen? 
- Hvem er mest jaloux i dit forhold? Hvad gør du når du er jaloux? 
- Gør det dig glad at din partner er jaloux, smigrer det dig lidt ? 
- Irriterer det dig at han/hun er så afhængig – at han/hun ikke tager sig selv lidt mere alvorligt ? 
- Er de her oplevelser egentlig så forskellige fra mænd til kvinder? 
- Jalousi er måske blot en smertelig oplevelse af at vi er langt væk fra en tilfredsstillende følelse af at være uafhængige og frie med rigelige mængder kærlighed til os selv og andre. 
- Jalousi handler mest om frygten for at miste, mens misundelse handler mere om ikke at være bedre eller ringere end. Om at gøre sig fortjent til. 

Gode råd om jalousi: 

- Giv dig selv og din kæreste lov til at have følelsen, accepter og anerkend den, du behøver ikke sige noget om det. 
- Det er vigtigt at du selv og din kæreste tager ansvar for egne følelser, og ikke giver hinanden skylden for at I bliver jaloux. 
- Spørg om din kæreste har lyst til at tale om det 
- Mind jer selv og hinanden om at det er et fælles problem 
- Brug jalousien til en snak om jeres værdier for et parforhold, hvad i hver i sær forstår som i orden og hvad der er forkert. 
- Fortæl hvilke følelser og tanker du gør dig om det 
- Fortæl også hvis det gør dig bange og ked af det 
- Undersøg om der er noget du kan hjælpe med 
- Fortæl om dine egne oplevelser med jalousi 
- Undersøg hvordan I godt kunne tænke jer at have det med jalousi 
- Undersøg om der ligger nogen positive budskaber i følelsen
- Sæt det i perspektiv i forhold til jeres fremtid sammen 
- Hvad med frihed, tryghed, tillid, respekt, troskab 
- Brug det som en mulighed for at komme tættere på hinanden ! 
- Vreden, frygten og smerten hører med til opdagelsen, prøv at lade være med at undgå det, men vær nysgerrige uden at fordømme. 
- Lige meget hvordan vi garderer os – så vil rigtig mange af os blive sårede og jaloux igen og igen
- Det hører med til at lære os selv at kende 
- Når jalousien overvælder din kæreste så lad ham/hende vide at du ser det, og lad ham/hende tage slåskampen med sin drage, vær med til at pleje hans/hendes sår, det handler om adgangen til kraft og styrke, dyder som du vil nyde godt af når din kæreste får bearbejdet det. 
- Turen skal måske tages mange gange, men det kan være den er det værd.

I nærværets lys

I nærværets lys
Sidder du godt? Trækker du vejret? Slapper du af i kroppen?
Spørgsmål der løbende dukker op i tanke eller ord når vi sidder sammen med et andet menneske. Spørgsmål til den anden og spørgsmål til os selv. 
Værdien af at sidde godt, trække vejret og slappe af er afgørende for nærværet, dialogen og det nærende samvær.

At miste nærvær, at tankerne strejfer og kroppen spænder lidt op samtidig med at vejrtrækningen bliver mere overfladisk er noget vi alle kender til. Det er noget de fleste af os også opdager og tager os selv i. Så tager vi en dyb indånding, retter nakken eller ryggen, og vender tilbage til samtalen igen.

For tiden er jeg optaget af den kant der forbinder nærvær og fravær. Jeg har i mine møder med mennesker mulighed for at iagttage og reflektere over hvad der sker på kanten. 
I nærværet er der fuld opmærksomhed. Der er engagement, nysgerrighed og interesse. Der er øjne der ser, ører der lytter, tanker og følelser vedrører dialogen der udfolder sig. Der er en særlig intelligens der aktiveres og kreativt bidrager til udvikling og fordybelse i mødet.
I fraværet kan det være optagethed af andre projekter som aftensmad, næste opgave eller sidste møde. Det er andre relationer, vigtige som uvigtige. Det er tanker der tilsyneladende har helt sit eget liv, uden mål og med.
I fraværet opstår der spring i samtalen, hvor kom det fra, hvorfor taler han pludselig om noget helt andet. I fraværet kobles min lytter af fordi jeg springer væk fra vores møde og introducerer et andet.
Der er ikke noget galt i det - det er ikke forkert, dumt eller groft. Det sker hele tiden. Nogen gange opdager vi det, andre gange ikke.

Hvad skete der lige der?
Jeg sidder opslugt og lytter til min partners fortælling det ene øjeblik for at så i det næste at opdage at jeg er ved at skrive huskeseddel, eller planlægge ferie. Blev min partners fortælling for kedelig? Kom det lidt for tæt på? Følte jeg mig overset og ikke god nok? Synes jeg der blev sagt noget jeg ikke brød mig om eller som jeg var uenig i?
Og hvad enten det var det ene eller det andet, hvorfor afbryder jeg så ikke og inddrager min partner i min oplevelse? Og genskaber nærværet!

Hvordan skaber du det liv du gerne vil leve?
At vi har resourcer og potentiale til at leve mere af os selv end vi allerede gør, det ved de fleste af os vist godt. Og at vi også frygter at gøre brug af den viden med de omkostninger den har, er vi vist også mere eller mindre klar over. Jeg tænker at mange af vores handlinger ville miste deres mening hvis vi for alvor lever for det vi elsker. Det er dejligt at slappe af foran fjernsynet, se en fodboldkamp eller følge en serie. Men hver aften og hele aftenen? Det er dejligt at bo lækkert og rent, men at lade det tage så meget af vores tid og opmærksomhed. Det fint at give sin krop opmærksomhed og holde sig smuk og lækker, men for mange af os er det blevet til en slags besættelse.
At leve livet som det eventyr det også er kræver mere mod og nysgerrighed end jeg og mange jeg kender tør stille op til. Det kræver bevidsthed om vaner og rutiner, forståelse for vores gentagelser der har rod i tryghed og frygt for forandring. Og så kræver det handlekraft, vilje og visdom at følge den vej der nærer sjæl, lys og mening.

Fravær af liv
Når jeg sætter mig med Facebook, en pose slik og en kop kaffe, når minutter bliver til timer, når jeg har været rundt i verdener og virkeligheder og jeg ser at aftenen er gået og jeg igen ikke fik lavet mit momsregnskab, ringet til en ven, gået en tur i skoven, inviteret i biografen, til dans eller en snak. Har jeg så levet liv eller eller slået tiden (livet) ihjel?

Det er nok ikke den ene eller anden handling der skaber nærvær eller fravær. Det er måden vi er til stede i handlingen der afgør det. Det er den indstiling vi møder os selv med i handlingen. 
Hvis jeg følger med i en serie i fjernsynet, så kan jeg gøre det med så høj grad af engagement og interesse at jeg oplever jeg lever imens. Det gælder også foldboldkampen, facebook eller alle de andre aktiviteter jeg har gang i. Også gåturen, samtalen med min ven, danseaftenen eller middagen.
Eller jeg kan sidde og småsove foran fjernsynet til en serie der egentlig ikke gør noget for mig, en fodboldkamp jeg synes er kedelig eller surfe på nettet for at få tiden til at gå. Jeg kan samtale med en ven hvor jeg ikke lytter og engagerer mig.

Det er et valg!
At være nærværende eller fraværende kan være noget vi ikke tillægger værdi og opmærksomhed. Men det kan også være noget vi gør til en målestok for i hvor høj grad vi tager vores liv alvorligt (eller sjovt). Det kan være en måde hvorpå vi ser hvor meget vores vaner styrer os, og på den måde vores frygt. Eller en måde hvorpå vi oplever vores kraft, nysgerrighed og mod til at bryde med vanerne.
Hvad enten vi gør det ubevidst eller bevidst, så er nærvær eller fravær et valg! At vælge nærvær er ikke noget vi bare gør, ligesom vi heller ikke bare vælger fravær. Men vi kan i den grad være opmærksomme på begge dele. Ved at blive opmærksomme på vores fravær bliver vi nærværende. Til at startet med kræver det ekstra energi og måske lidt anstrengelse. Men nærvær må meget gerne ende med at være en meget afslappet tilstand, hvor liv, kraft og glæde kan flyde frit.

Vi kan altid træne nærvær!

Bevidsthed er kærlighed

Lækker jazz på en pladespiller. En cafelatte i glasset. Et lille hyggeligt aflangt lokale i Kaffeværket på H.C. Ørsteds Vej.
Livet er godt!

Jeg skulle blot have et enkelt par i dag, men de bad om udskydelse fordi det blev lidt for presset, og jeg kunne trække mig tilbage og holde weekend. Og starte her på Cafeen.

I morgen er der Hestekursus igen. Skønt at der er deltagere til endnu et kursus. Jeg holder meget af at lave kurser. At være tovholder og facilitere udviklingsprocesser for grupper der tør og vil. Jeg har masser af forbehold og tvivl på mine egne kompetencer, sådan skal det nok helst være, men sammen med en nysgerrig og åben gruppe er det som om det hele sker af sig selv. Jeg skal 'bare' holde lygten, så sker der ting og sager. Nogen gange kan det godt være lidt smertefuldt med sorg og længsel. Nogen gange med vrede og afvisning. Men mest er det undren, nysgerrighed og lyst til at forstå og skabe bevidsthed.

Bevidsthed er kærlighed
At skabe bevidsthed. Bevidsthed er det der forløser smerte og gamle historier om mindreværd og afvisninger. Det er ikke enkelt, det foregår på mange planer og vil fortsat udvide og forstærke. Bevidsthed gør os større og stærkere. Bevidsthed skaber skønhed og visdom.

Nærvær og kontakt er så vigtigt for at vores bevidsthed kan udvide sig og berige os. Nærværet skaber kontakt til øjeblikket, til krop, følelser og tanker. Nærværet har sandhedsværdi. Vi kan ikke løbe fra noget, vi kan ikke skjule noget. Ikke over for os selv i hvertfald.

For mig er nærvær noget meget sanseligt og berørende. Ikke altid behageligt, slet ikke. Men det føles som livet selv. Som kolde våde vanter efter en dag på kælkebakken, som vinden der tørrer mig efter en dukkert i søen. Søens vand om min krop, solens varme og kroppens sved. Og regnen der gør mig drivende våd på et halvt minut.

"Some people just get wet, others feel the rain". Bob Marley udtrykte det på den måde. En måde at være i livet på.

Mærk livet!

Heste kontakt

Birgittes heste Indy og Chico

Heste har altid betaget mig. Min far var fra Møn og voksede op med hesten som arbejdsdyr. Som dreng gik han i skole hver anden dag, og arbejdede på gårdene når han ikke var i skole. Her lærte han at omgås og arbejde med heste og her udviklede han sin kærlighed og forståelse for heste. Han red også i konkurrencer. Det var også noget nær det eneste vi som børn kunne få ham til at tegne, et hestehoved i profil. Jeg husker også at vi plagede om at få hest. At vi fornemmede på ham at det var noget helt særligt. Men det var der ikke lige penge og plads til, da vi var små.

Min far fik først råd og tid til heste igen da jeg blev 16, men der var det fodbold og fester der styrede, selv om jeg også var rigtig glad for Amanda som hesten hed. Stor og flot. Det var ikke mange ture jeg fik på den, og det var heller ikke meget jeg striglede eller mugede ud. Vi havde andre heste gående i folden, så glæden ved at stå og beundre de smukke dyr husker jeg rigtig godt.

Min ældste datter er rigtig glad for heste og gik til ridning i mange år, så det var oplagt at hende og jeg skulle med på den hesteweekend som Birgitte tilbød til hendes nære netværk. En hesteweekend hvor vi ville lære lidt om det helt særlige heste kan, hvis vi tillader det og tør åbne os for kontakten. Jeg var lidt nervøs, men min datter fuld af glæde og forventning.

Det blev til en magisk weekend. I ugen efter drømte jeg om heste og jeg havde oplevelserne af begejstring, nærvær og kontakt siddende i blodet. Jeg var også blevet rørt af en hest. Efter at have skabt kontakt til Chico på Birgittes anvisninger, blev jeg gjort opmærksom på at hverken hesten eller jeg slappede helt af. Jeg fortalte lidt om hvad jeg oplevede og i takt med at jeg gjorde det slappede jeg af, og så gjorde Chico det også. Jeg satte mig op på Chico (med hjælp) og den var fortsat lidt urolig. Så fortalte jeg hvad jeg nu oplevede (til Birgitte) og så slappede den af igen. Og så havde vi et møde i stilhed og nærvær. Dybt rørende!

- Det er ret vildt!

Oplevelserne i den weekend var så afgørende at jeg spurgte Birgitte om ikke vi skulle indgå et samarbejde. Et samarbejde hvor hun kan hellige sig det hun er super god til, nemlig alt hvad der har med hestesprog at gøre. Hun er en hestekunstner. Og jeg kan så følge op på det som kursisten oplever på ridebanen med Birgitte. Ved en efterfølgende coaching og endnu en opfølgende samtale efter et par dage. Det tager lidt tid før sådan en oplevelse lige bundfælder sig. Birgitte var helt frisk og en, to, tre så satte vi et kursus op.

Nu har jeg så lige været på hestetræning for at gå lidt dybere i min egen fortælling, med hestene som vejledere og spejle. Denne gang gik det bestemt et lag dybere, og der er mere jeg skal have kigget på. Det er tydeligt for mig at mine møder med hestene spejler områder i mit liv hvor livskraft og autoritet er tilbageholdt og undertrykt. Og de er altså ligeglade med hvor højt jeg larmer eller hvor meget jeg spankulerer rundt med hovedet højt og brystet fremskudt. Hvis ikke det kommer fra et autentisk og ærligt nærvær, så bliver jeg ignoreret indtil jeg tager mig selv alvorligt.

Jeg fik rigtig mange indtryk med mig hjem, jeg var helt basket efterfølgende.

En særlig oplevelse jeg fik med mig hjem var at se hvordan Birgitte på de to dage fik en ung hoppe, Elektra, til at bære hende rundt på banen. Først lagde hun sin arm henover den, så lagde hun begge hænder på ryggen af den og lagde lidt pres på. Til sidst lagde Birgitte sig henover den og så satte hun sig op. For til sidst at dirigere den rund bare med et reb i dens grime. Det var et skoleeksempel i anerkendende pædagogik. Elektra blev ikke presset, truet eller skældt ud. Birgitte gik meget tålmodigt, roligt og bestemt frem, bare en lille ting ad gangen, men selv om det virkede så langsomt og tålmodigt, så gik det faktisk vildt hurtigt. En god lektie i at "Slow is fast - Less is more".

Elektra virkede helt stolt af sig selv og vi var enige om at her er en hest der rigtig gerne vil lære noget.

Efter endt arbejde og fik jeg lov til at følge Elektra tilbage til flokken i folden. Jeg ved der er mange der kender til det at gå tur med en hest, men det er nyt for mig. At gå med en hest i et reb der hænger helt løst i mellem os og Elektra der følger en meter til halvanden bag mig, med rebet som en slags kontakt line. Og opleve at Elektra stopper når jeg stopper og løber med mig hvis jeg begynder at løbe.

Det jeg oplever her er hvad jeg kalder "kant-arbejde". Det kræver fuld opmærksomhed og nærvær, det kræver åbenhed og mod. Det inviterer til liv og kraft, glæde og nysgerrighed. Men det er også udfordrende og konfronterende.

Men gør det alligevel!!

Hestene inviterer dig i kontakt med dig selv - til en autentisk og hjertefuld kontakt med styrke og skønhed. 

Til sidst vil jeg bare sige at Birgitte er en fremragende formidler og brobygger i mødet mellem menneske og hest.

In Silence - by Thomas Merton

In Silence
 
Be still.
Listen to the stones of the wall.
Be silent, they try
To speak your
 
Name.
Listen
To the living walls.
Who are you?
Who
Are you? Whose
Silence are you?
 
Who (be quiet)
Are you (as these stones
Are quiet). Do not
Think of what you are
Still less of
What you may one day be.
Rather
Be what you are (but who?) be
The unthinkable one
You do not know.
 
O be still, while
You are still alive,
And all things live around you
Speaking (I do not hear)
To your own being,
Speaking by the Unknown
That is in you and in themselves.
 
“I will try, like them
To be my own silence:
And this is difficult. The whole
World is secretly on fire. The stones
Burn, even the stones
They burn me. How can a man be still or
Listen to all things burning? How can he dare
To sit with them
When all their silence
Is on fire?”

by 
Thomas Merton
 

Er det egentlig noget særligt?

Er du optaget af at være noget særligt?



Sammen med en god ven gik jeg fornylig på opdagelse i temaet om at være noget særligt, og om hvordan det at være unik og speciel bliver et fængsel og en hindring for faktisk at være mig selv - i al min særlighed!

Særlig, ærlig, kærlig - hvad er det med de æ'er?

Jeg blev godt og grundigt konfronteret af min ven, der spurgte om jeg er bange for at være almindelig, og om jeg er klar over hvilken frihed der ligger i at være et helt almindeligt menneske. Sådan et menneske der begår fejl, et menneske der skuffer og sårer andre og mister kontrollen.

Eller værre endnu svigter sine nærmeste og opfører sig umoralsk og egoistisk. Jeg blev en gang spurgt om jeg ville kunne finde styrken til at svigte mine nærmeste for at følge mit hjertes sandhed. Der er sikkert mange lag i det spørgsmål, men jeg er helt sikker på at jeg rigtig mange gange i mit liv, ja endda i løbet af min dag, svigter mit hjerte for at følge det som af kultur og opdragelse er afstukket som normalt og rigtigt.

Min ven og jeg gik ind i det sårbare tema omkring hvor vigtigt det er at gøre det rigtige, se ud på den rigtig måde og opføre sig på den rigtige måde. Og så bliver det tydeligt hvor fuldstændigt almindelig mit forsøg på at være noget særlig i bund og grund er.
Hvor styret jeg er af hvad mine omgivelser betragter som værende noget særligt og hvor meget jeg bestræber mig på at være særlig på den rigtige måde. Altså dikteret af opdragelse, kultur, mode og trends.

"Why cant I be you!" synger The Cure på et af deres hits. Og jeg kender længslen efter at være uimodståelig tiltrækkende, intelligent, "up front" og hænge ud med de helt særlige.

I mit parforhold har det været vigtigt for mig at være den eneste ene, den bedste elsker, den mest romantiske mand, den mest maskuline mand, den mest omsorgsfulde mand, etc. Som far har jeg skullet være den bedste opdrager, den bedste rollemodel, den mest kærlige, den mest forstående, osv, osv.

I mit fag udspiller det sig på samme måde og har altid gjort det. At finde en rolle og en funktion der satte mig i en særlig position og forsøge at opnå omverdenens anerkendelse af at være noget særligt. Jeg gjorde det som arbejdssky, langhåret i tøj jeg selv havde lavet. Jeg gjorde det med sort eyeliner, neglelak og læderjakke. Som skuespiller, som medarbejder i Dansk Røde Kors, som leder, konsulent og supervisor. Og jeg gør det nu som psykoterapeut, coach og supervisor.

Og det er lidt af en erkendelse for jeg har egentlig altid gjort et nummer ud af ikke at være fanget i at skulle være den bedste, men det har også passet ind i idealet, altså at være så godt et menneske at det at være den bedste ikke har betydning. Underforstået at de mennesker der går op i det er forskruede.

Og på den måde bliver det helt vildt hvor meget jeg har været fanget af at skulle være noget særligt og at jeg i virkeligheden har gjort mig afhængig af et sæt regler for hvad særlighed er for en størrelse, og hvor meget energi jeg har lagt i at forstå reglerne og leve efter dem.

Tænk hvor stækket en mand jeg dybest set har været - og er! I mit parforhold, som far, som ven og i mit job. Hvor fanget jeg er i at opretholde et selvbillede af særlighed.

I kærlighedsforholdet bliver det udspillet som den romantiske drøm om den eneste ene! Og det er et fuldtidsarbejde skal jeg hilse og sige. Det er en urimelig rolle at påføre sig selv, men også en urimelig rolle at påføre et andet menneske. I særdeleshed når det andet menneske er den jeg elsker.

Og så er der denne vigtige pointe i hele samtalen, nemlig at det er et eksistentielt projekt for os mennesker at være den bedst mulige udgave af os selv. Og på den måde har jeg stor respekt og anerkendelse for mine og mine omgivelsers stræben efter at være noget særligt.
Vi har bare brug for en helt andet indstilling til hvad det er at være noget særligt. Nemlig at særligheden først bliver tilgængelig når vi forstår at vi er helt almindelige. Og at der i denne forståelse af almindelighed ligger en dyb ydmyghed for det at være menneske, for os selv og for andre.

Jeg tror at der gennem ydmygheden ved at være et helt almindeligt menneske er adgang til den livsglæde og frihed vi længes så dybt efter.
Og jeg tror det vil frisætte en stor mængde ærlighed, nærvær, kreativitet, mod og lyst.

På hvilken måde er du den bedst mulige udgave af dig selv?


Herunder er et inspirerende link:

“Eventually, we must give up trying to be something special.”
~ Chogyam Trungpa

Krop, bevidsthed og Ki-Aikido

Ki-Aikido, en japansk kampkunst

Han flytter sig sidelæns fra den ene side af rummet til den anden, står stille og spørger: "Har jeg flyttet mig? Hvad er det der har flyttet sig?"
En anden gang bliver vi bedt om at stoppe midt i en fysisk kontakt til en partner og spørgsmålet lyder: "Hvem rører hvem?"

Jeg skal ikke gøre mig alt for klog på kampsport versus kampkunst, Ki-Aikido i forhold til "almindelig" Aikido, for slet ikke at tale om alle mulige andre kampteknikker. Der er sikkert styrker og svagheder ved dem alle, både når det kommer til den direkte brug i en kampsituation og når det drejer sig om den mere meditative krops- og bevidsthedskontakt.

Men en ting er sikkert! Jeg er blevet ret vild med Ki-Aikido. Det er bare 2 gange om ugen a 1,5 times varighed. Nogen gange er vi 8-10 stykker og andre gange 3-4. Enkelte gange har jeg haft træneren helt for mig selv. Ligemeget hvilket humør eller hvilken stemning jeg måtte komme med, så er mødet med måtten, træningen og nærværet i stand til at nulstille og balancere min egentilstand, så jeg hver gang drager derfra med en stille glæde som vibrerer i min krop.

Jeg er virkelig nybegynder, så der er lang vej til de sorte bukser. Men det er slet ikke det der styrer her, og Ki-Aikido passer så godt ind i alt det jeg ellers tager mig til for min personlige udviklings skyld. Paul Hauerbach som træneren, eller Sensei, hedder har trænet længe og meget. Han er varsom med at sætte for mange etiketter på, så vi ikke bliver fastlåst i stereotype beskrivelser af hvad det er vi laver, og er med til at holde os vågne når han spørger til hvad det er vi laver nu. Vi får virkelig kigget på krop og bevægelse, på hvad der er muskel styrke og hvad der er Ki. Og det er faktisk ret vildt hvordan nogle af de allerførste teknikker jeg lærte fortsat skal forbedres.

Ki er der sikkert skrevet store afhandlinger om, men det er dejligt at have en fornemmelse af hvad det er der helt konkret og fysisk forståes med Ki. Når hele kroppen er bevidst og kan møde en anden uden at miste sig selv. På den måde er der stor læring om relationelle og dialogiske færdigheder i Ki-Aikido. Hvilket også nogle trænede Ki-Aikido instruktører bruger i kursusvirksomhed omkring konflikthåndtering, samarbejde og kommunikation.

Jeg får næsten hver gang opmærksomhed på at fylde mig selv ud, at rette mig op, og lade hele min krop have den fylde og det omfang den nu engang har. Jeg skal ikke gå lidt ned, eller gøre mig lidt mindre fordi min partner er mindre. Jeg skal udfylde mit rum og tage min plads. Det har jeg sgu arbejdet med hele mit liv, men her bliver det til en konkret oplevelse, og en direkte erfaring. Hvis jeg forbliver tro mod min krops fylde og bevægelsesrum, så bliver øvelsen så meget enklere og dynamisk. Og jeg har haft enkelte - nær på - flow oplevelser, hvor både jeg og min partner har været i en bevidst kontakt hele øvelsen igennem.
En del teknikker ender i et rullefald, det kan være mere eller mindre, højere eller lavere, længere eller kortere. Og selv om jeg ikke er tilfreds med letheden i mine fald, så er jeg virkelig tilfreds med oplevelsen. Det er fedt at lade sig "smide" og "flyve" for så at rulle rundt på madrassen, og mere eller mindre smidigt være oppe igen, parat til næste møde.

Der er mange øvelser, teknikker og japanske navne at lære, der er kniv, sværd og stokke, der er gradueringer, der er lejre i Danmark, Sverige og Europa, og så er der det helt særlige omkring Ki-bevidstheden, som den røde tråd der binder det hele sammen og gør Ki-Aikido til en kampkunst og en bevidsthedstræning der er lige så værdifuld for nybegynderen som for den højt graduerede.

Jeg har været til træning i aften og nyder opstemtheden over kontakten og nærværet i krop og sind.

Tak for træningen!

Ghandi's Prayer for Peace

Gandhi's Prayer for Peace

I offer you peace.
I offer you love.
I offer you friendship.
I see your beauty.
I hear your need.
I feel your feelings.
My wisdom flows from the highest source.
I salute that source in you.
Let us work together.
For unity and peace.

Mahatma Gandhi

Godt brølt løve

Sammen med en fælles rejsende på en spirituel udviklingsvej har vi i denne weekend været på opdagelse i en tema vi her kan kalde livsglæde.

Det er søndag eftermiddag, vi er trætte, afspændte og fyldt med nærvær og mening. Vi giver vores opmærksomhed til hvordan det ville være hvis lethed i hjertet var det primære fokus i vores liv. At være let om hjertet er en kvalitet jeg har forholdsvist let adgang til, men det første billede der dukker op er bestemt ikke fyldt med lethed, ikke i første omgang i hvert fald. Jeg kigger lige ind i ansigtet på en vred og oprevet fysik lærer, der hårdt og koldt fortæller mig at hvis jeg havde været hans søn, så havde jeg fået en på kassen. Jeg kan også huske at jeg i min frustration og smerte fik svaret at jeg da så var glad for at jeg ikke var hans søn.

Egentlig havde jeg dummet mig, også temmeligt alvorligt. Vi havde et forsøg hvor vi skulle suge noget op med en gummidims, og som man også kunne puste med. Jeg pjattede, havde det sjovt og var glad. Jeg var let om hjertet. Jeg pustede en af mine venner i hovedet med gummidimsen. Og det kunne jo være gået grueligt galt hvis der havde været et eller andet giftigt i den.
Så jeg havde fortjent irettesættelsen!

Men det den lille historie også handler om er hvordan den slags irettesættelser, som der har været mange af, har skabt en begrænset adgang til mit lette hjerte. Jeg er blevet bange for at jeg kan skade nogen, såre nogen og gøre nogen meget vred. Jeg er blevet bange for at begå fejl.

Jeg er blevet til en løve i bur, til en stækket rovfugl, en krokodille i en 1-værelses lejlighed på 4.sal, langt væk fra sumpen og mit naturlige element.

Mens jeg på kurset dykkede ned i oplevelser af hvordan jeg har fængslet min kreativitet, tilpasset mig over evne og betalt prisen kom jeg i kontakt med et brøl nede fra bunden af min mave. Et brøl fyldt med liv, fyldt med kraft, fyldt med lyst og skabertrang.
På samme tid vil jeg skrive en bog, bygge et gæstehus, lave et nyt køkken, tage ud og rejse, lave et personligt udviklingsforløb, et parkursus og holde en fest.

Der var – og er – så meget lyst til alt muligt at det gør det svært at gå i gang. Og måske er det heller ikke så væsentligt om jeg handler på det eller ej.

Brølet fra dybet lod mig med al tydelighed forstå at jeg er så meget større end det begrænsede og begrænsende selvbillede jeg lader mit liv styre af.
Godt brølt løve!

Et øjeblik - et møde med livet

Søndag var en solrig, frostklar og sneklædt dag hvor turen i skoven var fyldt med stilhed. Der var ingen vind og de lyde der måtte være blev fanget i dynen af sne. Selv om det frøs fik solens varme sneen til at smelte fra træernes grene, og lave små lydløse regndråbepletter i sneen jeg gik på. Jeg gik med sanserne åbne og en frydefuld stemning i krop og tanke.
På turen rundt i skoven, på vej ned mod søen, går jeg forbi en fold med heste, en fold med får der har lam og nogle langpelsede, langhornede køer der har en kalv. Der stod en hest i midten af sin fold og så lidt kold og alene ud, og jeg stoppede op og ventede. Den blev bare stående og det gjorde jeg også.

Hvad laver vi her, tænkte jeg, dig en hest, mig et menneske, træerne, sneen og stilheden? Hvorfor? Lige om lidt går jeg, lige om lidt går du, sneen smelter og øjeblikket er væk. Det vil livet også være? Om snart eller om længe. Hvad bruger jeg det her øjeblik til? Skal jeg blive stående, skal jeg gå? Og hvilken forskel gør det?

Og så gik tiden i stå! Eller min tænkning om tiden stoppede, eller hvad man nu skal sige om det eller hvad man nu skal kalde det. Måske gik "jeg" i stå? Og noget dybere fik plads i stilheden?

Derinde i stilheden åbnede en dør til dyb taknemmelighed, og en lille våd størrelse trillede lige så langsomt ned af min kind.

Der, i spørgsmålet om mening fik en stille undren lov til at fylde og og lov til at udvide sig, for så at passere forbi en voksen mands begrænsninger, og lige der blev jeg rørt af livet selv.

Tak