Et øjeblik - et møde med livet

Søndag var en solrig, frostklar og sneklædt dag hvor turen i skoven var fyldt med stilhed. Der var ingen vind og de lyde der måtte være blev fanget i dynen af sne. Selv om det frøs fik solens varme sneen til at smelte fra træernes grene, og lave små lydløse regndråbepletter i sneen jeg gik på. Jeg gik med sanserne åbne og en frydefuld stemning i krop og tanke.
På turen rundt i skoven, på vej ned mod søen, går jeg forbi en fold med heste, en fold med får der har lam og nogle langpelsede, langhornede køer der har en kalv. Der stod en hest i midten af sin fold og så lidt kold og alene ud, og jeg stoppede op og ventede. Den blev bare stående og det gjorde jeg også.

Hvad laver vi her, tænkte jeg, dig en hest, mig et menneske, træerne, sneen og stilheden? Hvorfor? Lige om lidt går jeg, lige om lidt går du, sneen smelter og øjeblikket er væk. Det vil livet også være? Om snart eller om længe. Hvad bruger jeg det her øjeblik til? Skal jeg blive stående, skal jeg gå? Og hvilken forskel gør det?

Og så gik tiden i stå! Eller min tænkning om tiden stoppede, eller hvad man nu skal sige om det eller hvad man nu skal kalde det. Måske gik "jeg" i stå? Og noget dybere fik plads i stilheden?

Derinde i stilheden åbnede en dør til dyb taknemmelighed, og en lille våd størrelse trillede lige så langsomt ned af min kind.

Der, i spørgsmålet om mening fik en stille undren lov til at fylde og og lov til at udvide sig, for så at passere forbi en voksen mands begrænsninger, og lige der blev jeg rørt af livet selv.

Tak