Ensomhed

Ensomhed? 
Det sker ofte at jeg i mit arbejde møder følelser af dyb sorg hos mennesker der er ramt af ensomhed. For ikke længe siden havde jeg et sådant møde. I mødet med ensomheden opstod en skælven i hele kroppen og tårerne begyndte at trænge sig på. Der blev sat ord på ensomheden, så vi vidste hvad det var vi var 'oppe i mod'. "Det er vist noget eksistentielt. Det er et vilkår vi må leve med. At vi er ensomme".

I den skælven som ensomheden fremkaldte var der en mulighed for at gå på opdagelse i kroppens fortælling om ensomhed. Hvor kommer følelsen egentlig fra?

"Det sidder i brystet, men jeg kan godt holde det ud"
"Nu ændrer det sig og bliver til varme der breder sig"
"Og nu bliver jeg helt varm og fredfyldt"

At sidde lidt med sin følelse, blive opmærksom på hvilke reaktioner den skaber i kroppen og lade reaktionerne få lov til at fylde og måske forandre sig i eget tempo, kan afstedkomme oplevelser af ovenstående karakter.

Det sker ikke så tit, men det sker. Og ensomheden er forandret til velvære og tillid til livet selv.

Ensomhed er en helt igennem ok følelse - ellers ville den jo ikke være her!

Men at være ensom er ikke et eksistentielt grundvilkår, det er en følelse der beskriver noget om hvordan vi forholder os til et eksistentielt grundvilkår, nemlig det at være alene.

At være alene kan være med en oplevelse af ensomhed og isolation. Men at være alene kan så sandelig også være en oplevelse af fred og tillid til livet selv.

At sidde alene på en bænk i skovens gyldne efterårsfarver, nyde stilheden og den klare kølige luft kan skabe ydmyghed og taknemmelighed, men det kan også skabe tristhed og længsel efter en at dele det med.

Gad vide hvor jeg lader oplevelsen slutte?