"Vil han ikke udvikle sig - så må jeg forlade ham!

Måske er nedenstående refleksioner ikke ukendte for dig? Måske har du selv fundet en vej videre, eller igennem? Hvad enten det er det ene eller det andet, så må du meget gerne dele dine tanker og erfaringer med mig.

Her er det en kvinde der taler, måske kunne det også have været en mand. Men der er noget det tyder på at flest kvinder sidder med denne oplevelse. Tænker du også det?


"Vil han ikke udvikle sig - så må jeg forlade ham!

I lang tid har jeg accepteret at det er mig der tager initiativ til vores dybere samtaler, og at det er mig der sætter ord på, når stemningen imellem os er anspændt.
Jeg har også accepteret at det er mig der tager initiativ til vores seksuelle møder og at jeg er den udfarende når det drejer sig om udflugter og oplevelser sammen.

Jeg har også accepteret at det er meget vigtigt for ham at se fodboldkampen og tv-avisen, og at han nu er træt og bare gerne vil slappe af.

Jeg har gjort mig umage for at få ham til at tale om det og få ham til at forstå at jeg ikke synes det er en tilfredsstillende måde at leve sammen på, og jeg synes jeg har sagt det på en 'selvansvarlig' måde.

Jeg har også forsøgt i en periode at lade det være og så bare gøre noget for mig selv, være opsøgende på andre fællesskaber og fokusere på mine egne interesser.

Men nu er jeg ved at være træt. Jeg kan ikke holde det ud længere. Og jeg synes ikke jeg kan se mig selv i spejlet og se at jeg lever det liv jeg ønsker at leve.

Konsekvensen ser ud til at være at jeg må forlade ham, eller i hvert fald fortælle ham at det er det der kommer til at ske medmindre der sker en forandring. Og at den forandring må han være med til at skabe. Og jeg er helt med på at vi må skabe den sammen - så det bliver en fælles ønsket fremtid vi formulerer og efterstræber.

Han vil måske føle sig presset fordi han ikke vil have jeg forlader ham, og så indvilliger han måske i at lave noget om af frygt i stedet for af lyst. Og hvilket forhold skaber det så?

Eller han indvilliger og gør alligevel ikke noget og presser på den måde mig til at tage beslutningen. Og så får han fred og kan læne sig tilbage i sofaen med sin kaffe og sin fodboldkamp. Måske er det i virkeligheden det han allerhelst vil?

Er det så også det jeg vil? Forlade ham og efterstræbe et mere dynamisk og lidenskabeligt kærlighedsforhold? Eller fortsætte med at finde en måde at elske ham på - for det, og den, han nu en gang er?"