tirsdag den 29. juli 2014

Sweatlodge - frygten for nederlag




Tid til at se den i øjnene. Tid til at se hvor meget angst for nederlag kontrollerer og styrer mig i mit liv. Jeg må ikke tabe. Tabe til andre, tabe til mig selv. Jeg må ikke tabe mig selv.
Angsten for nederlag bærer tabet i sig selv. Hvordan kan jeg tabe noget jeg ikke er? Hvordan kan jeg tabe noget jeg ikke har? Hvem kan jeg tabe til?

Frygten som jeg denne gang delte med flere i cirklen var frygten for ikke at kunne holde til det. Frygten for at tabe til dette ældgamle ritual. Tænk hvor pinligt det ville være at måtte give op. 

Weekendens svedhytte i 'The Magic Garden' ved Söderåsen satte blandt andet spot på vores frygt. Hvad er vi bange for? "Jeg er bange for afvisning" var mit svar. Hver i sær udtrykte vi vores frygt og i en gruppe på 17 fik frygten udtryk i mange af sine utallige ansigter.

Sveden styrtløb kærtegnende ned af min krop. I moder jords mørke og meget varme livmoder smeltede min krop. Spændinger forlod mig. Frygt for at der ikke var ilt nok, frygt for at varmen ville få mit hjerte til at hamre ud af min krop, frygt for at sveden ville dehydrere mig og frygten for at jeg ville falde besvimet om i mørket slap mig også.

Den ene rødglødende varme sten efter den anden blev bragt ind i den lille trange hytte. Der blev hældt vand over. Varmen og fugten i mørket var på en gang skræmmende og livgivende.

Jeg lod det ske! Jeg tabte mig selv. Hvor vidunderligt! Glæde! Begejstring! Latter! Og jeg blev født igen! Tak!

Rob, Ove og Anita fra ‘Shamanic Sweatlodge’ skabte et vidunderligt, kærligt og kraftfuldt felt for os deltagere. Hvor er det stort at møde mennesker der er så dedikerede til at dele og formidle deres hjerteblod. Hjertet for moder natur, vores forfædre, hjerte for livet selv. Deres taknemmelighed for at være i live, for at være her. Deres ydmyghed og hengivenhed overfor ånder, jord, vand, himmel, sol, sten, træer, dyr og livet smitter. Den magi og det under at vi er her og at vi står her på skuldrene af vores forfædre der gennem deres liv har gjort dette liv muligt.

Taknemmelighed!

Og så…. i går, dagen efter, trækker jeg et tarot kort.
NEDERLAG! Jeg overraskes først og så læser jeg langsomt og mærker et nyt lag af frygt.
Intentionen, et kraftfuldt og vigtigt element i ceremonien, jeg bragte med ind i Svedehytten folder sig ud i et nyt og dybere lag. Jeg røres og jeg skræmmes!

Men jeg mærker også frihed og glæde, et liv der sitrer, flyder og banker. Et liv der viser vej. Et liv der ikke stopper, der aldrig stopper.

One is never afraid of the unknown;
one is afraid of the known coming to an end.
- Krishnamurti
-

……

Human Contact


Ingen kommentarer:

Send en kommentar