torsdag den 17. juli 2014

Det hårde arbejde


Solen skinner på en glad torsdag formiddag.

Jeg har været ude og male et par stole som skal ind og stå på klinikken. Tid til forandringer. Jeg sidder og læser om glæde og mærker livsglæde i mit bryst. Jeg får lyst til at læse mere på denne måde. At undersøge temaer som glæde, sårbarhed, styrke, vilje, nærvær er en dejlig vej til at aktivere følelsen i krop og bevidsthed. Har du prøvet det?
Jeg har dejlig musik på anlægget, Beth Gibbons, stille skaber det en lydkulisse for mit arbejde.

Arbejde?
Jo altså! Jeg skal have gang i et personligt udviklingsforløb for en lille gruppe i efteråret. Vi skal mødes over 10 gange og 4 søndage. Vi skal gå på opdagelse i relationer, kærlighed og glæde. Livsglæde. Vi skal undersøge hvad der fremmer, hvad der begrænser og vi skal lære af hinanden.
Så jeg er på arbejde. Jeg formulerer. Jeg skriver. Jeg sletter. Jeg retter. Det er en kreativ proces. Også en sårbar proces.

Lige nu er arbejdet at få det formuleret. I næste omgang er det at få det distribueret så de ti mennesker der er plads til i gruppen også kan finde vej til forløbet. Opdage at det er her. Jeg har lavet flere forløb af denne type gennem årene og det er så givende og inspirerende.

Sårbart?
Meget! Hvad siger læseren til det jeg skriver. Vil jeg lykkes med at få deltagere på kurset. Det er som om der er noget i min krop der lukker sig sammen i frygt for at du og andre skal synes jeg er for meget. At jeg har for store tanker om mig selv. Og så bliver det skamfuldt at jeg ikke tør stå ved mig selv. Og så er jeg tilbage ved glæde!

Glæde
Glæden over at være her. Glæden over at mærke kreativiteten flyde. Glæden over at være lettere ekstatisk, boblende, fjollet. Måske også glæden over at turde risikere.
Når jeg lige læser om glæde står der også at glæde vender livet på hovedet.Vi kan ikke være alvorlige og glade samtidigt. Og vi lever et meget alvorligt liv!!!

Overspring?
Jo helt sikkert. Tid til en kop kaffe. Tjekke
Facebook. Der er andre opgaver der skal ses til. Så bliver jeg en smule stresset. Det er så meget op til mig selv.

Glad hilsen
Nå men det varer altså ikke så længe før jeg sender en invitation ud til et
gruppeforløb :-) Nu fik du bare lov til at kigge indenfor i processen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar