Her til aften gik jeg en dejlig lang tur efter en nærende, personligt fordybende og faglig dag i fællesskab.
Det er så dejligt at gå. Det er som om jeg indhenter mig selv. Som om hoved og tanker har brug for at møde resten af kroppen. Det sker for mig når jeg går. Gerne langt. Og gerne stille og roligt. Her til aften blev det en næsten to timer lang tur hvor mørket blev tættere og tættere omkring mig.
Da hoved, tanker og krop faldt i synk opstod en fysisk glæde og taknemmelighed over de fællesskaber jeg er en del af.
Det begyndte med en glæde over at være ID-Psykoterapeut.
I denne uge blev jeg kontaktet af en grædende og meget ulykkelig kvinde og hun fik en akut tid hvor det alene handlede om at få talt ud om den smertefulde oplevelse hun stod midt i. Dagen efter blev jeg kontaktet af en af hende og hendes mands nære venner, der ønskede for denne ulykkelige kvindes ulykkelige mand at han også fik en at tale med. Om den samme smertefulde oplevelse som han var den anden del af.
- Jeg anbefalede en god kollega!
Få dage efter mødte jeg parret i deres fælles smertefulde oplevelse. Og den ulykkelige mand kunne fortælle mig at alt havde ændret sig for ham efter han havde mødt min ID kollega. Det var ligesom blevet til før og efter mødet med min kollega. Han havde fået ro, forståelse og bevidsthed om hvad det var han var på vej igennem. Også selv om det fortsat vil være svært. Så efterlod mødet med min ID kollega ham med klarhed. Klarhed fordi han vidste hvad han bliver nød til at lære i sit liv.
Jeg blev så glad og tilfreds med at være en del af sådan et fællesskab. Et fællesskab der udtrykker så stor faglighed og skaber så afgørende muligheder for at mennesker kan vokse.
ID fællesskabet har udviklet sig igennem flere år. For mig stærkest repræsenteret igennem vores forening IDPF og de grupper der er opstået herigennem. Fagligt udvalg, etisk udvalg, supervisions-laboratoriet og vores årlige generalforsamlinger.
Da jeg gik der i skoven og overgav mig til en indre dyb ro, forstærkedes min opmærksomhed på hvor afhængig jeg er af nærende fællesskaber. Fællesskaber hvor jeg tør udfordre mine grænser, hvor jeg føler at jeg bliver taget vel imod, hvor jeg føler mig holdt af, hvor jeg oplever mening og hvor jeg genkender mening i de andre. Det giver mulighed for at jeg kan fordybe mig, for at jeg kan vokse og for at jeg kan udvide min bevidsthed. Det er betydningsfuldt!
Selve udgangspunktet for ID har forandret sig fordi Ole Vadum Dahl der uddannede mig i tidernes morgen også flytter sig. I dag er ID stærkt inspireret af det Integrale. Først stod ID for 'Integreret Dynamisk Psykoterapi', så blev det til 'Integrativ Dynamisk Psykoterapi' og nu er det 'Integral Dynamisk Psykoterapi'. Hele den integrale verden kender jeg ikke så godt, selv om jeg har læst lidt Ken Wilber. Men så inviterer vi i IDPF da bare Ole til en faglig dag hvor han vil fortælle os mere om den udvikling hans uddannelse nu er i. Så vi, der er en del af det fællesskab, også kan følge udviklingen i det vi alle er fælles om i udgangspunktet. Det er inspirerende!
Da jeg blev psykoterapeut fyldte ‘Essensarbejdet’ meget på ID uddannelsen og jeg gjorde det til min personlige udviklingsvej ved siden af mine mere professionelt faglige aktiviteter. Det er blevet til mange års essensarbejde, et stærkt fællesskab og en vidunderlig mulighed for at holde mig ‘vågen’ og for fortsat fordybelse.
I dag fik det så også en faglig betydning som jeg ikke lige havde regnet med. ProEssence er så småt sat i søen. Det er et træningsforløb for professionelle behandlere der starter til februar næste år. Men i dag mødtes Velusia og jeg med 8 behandlere, psykologer, psykoterapeuter og coaches for så småt at pejle os ind på uddannelsen.
Det var så rørende, kraftfuldt og meningsgivende at møde professionelle fra mere eller mindre samme ‘felt’. At opleve styrken i sådan et fællesskab kom lidt bag på mig. Men blev til en oplevelse af at noget er lykkedes. Noget jeg ikke vidste skulle være, men er på vej til at blive.
En gang var det fodboldholdet der var mit betydningsfulde fællesskab, ligesom det har været mine klassekammerater og min familie. I flere år var det min teatergruppe og i endnu flere år var det børnecenteret i Asylafdelingen. Nu er det i høj grad centreret om IDPF og Essensarbejde.
For et par weekender siden oplevede jeg for første gang en svedehytte ceremoni. En meget stærk oplevelse som har forsøgt at beskrive i et andet blogindlæg. Rob Larkin som stod for ceremonien beskrev hvordan vi vores kultur har mistet ‘cirklen’. Cirklen hvor vi viser vores taknemmelighed over for hinanden, stammen, livet, naturen, dyrene, guderne, det hellige.
Jeg tænker som eksempel på en klient der fortalte mig hvordan han i sit højt lønnede job udførte hvad han var ansat til. At han blev påskønnet og anerkendt for sit arbejde, men at han oplevede en smerte i at han ikke følte sig påskønnet som menneske. At han savnede at opleve at han som menneske havde en reel værdi for fællesskabet. Det er tankevækkende og bekymrende.
På min gåtur i dag fyldtes jeg af taknemmelighed for hvordan det ene fællesskab efter det andet har formået at ryste mig, forvirre mig og mest af alt nære mig. Og opleve at jeg i dag har fået plads i fællesskaber der på en måde får mig til at føle mig meget lille og ydmyg, og samtidig stærk og urokkelig.
Fællesskaber med mening, værdi og skønhed.
For nogle år siden, til en generalforsamling i IDPF, havde vi Sofie Kragh-Müller til at lave et oplæg om hvordan vi ‘brander’ os som psykoterapeuter. En ting hun sagde har sat sig fast i min hukommelse og jeg hører ofte mig selv gentage det. “Vær gavmild med dig selv”. Det du kan og det du ved som psykoterapeut, gennem din uddannelse, dine møder med klienter, din undervisning, dit fortsatte arbejde med dig selv og dit liv i det hele taget. Det er noget rigtig mange mennesker, eller måske bare et enkelt, kan bruge i sit liv til at vokse af, til at komme videre med, til at udvikle sig ved.
At de mennesker jeg møder i mine fællesskaber er gavmilde med sig selv. Det skaber stærke fællesskaber. Med gode og nærende forbindelser og med plads og mulighed for udvikling og vækst.
Sådanne fællesskaber er jeg en del af! Tak for det!
lørdag den 16. august 2014
Fællesskab - Faglighed - Fordybelse
mandag den 4. august 2014
Lidenskab, forelskelse og kærlighed
I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte som en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!
Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.
Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!
Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.
Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!
Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg er en trofast elskende.
Jeg tænker, for det har jeg læst, og det giver god mening, at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.
Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)
Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven, hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.
Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.
Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!
Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.
Og tak til dig, til kvinden - tak for det!
( Og måske, hvis jeg lykkes, eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)
tirsdag den 29. juli 2014
Sweatlodge - frygten for nederlag
Tid til at se den i øjnene. Tid til at se hvor meget angst for nederlag kontrollerer og styrer mig i mit liv. Jeg må ikke tabe. Tabe til andre, tabe til mig selv. Jeg må ikke tabe mig selv.
Angsten for nederlag bærer tabet i sig selv. Hvordan kan jeg tabe noget jeg ikke er? Hvordan kan jeg tabe noget jeg ikke har? Hvem kan jeg tabe til?
Frygten som jeg denne gang delte med flere i cirklen var frygten for ikke at kunne holde til det. Frygten for at tabe til dette ældgamle ritual. Tænk hvor pinligt det ville være at måtte give op.
Weekendens svedhytte i 'The Magic Garden' ved Söderåsen satte blandt andet spot på vores frygt. Hvad er vi bange for? "Jeg er bange for afvisning" var mit svar. Hver i sær udtrykte vi vores frygt og i en gruppe på 17 fik frygten udtryk i mange af sine utallige ansigter.
Sveden styrtløb kærtegnende ned af min krop. I moder jords mørke og meget varme livmoder smeltede min krop. Spændinger forlod mig. Frygt for at der ikke var ilt nok, frygt for at varmen ville få mit hjerte til at hamre ud af min krop, frygt for at sveden ville dehydrere mig og frygten for at jeg ville falde besvimet om i mørket slap mig også.
Den ene rødglødende varme sten efter den anden blev bragt ind i den lille trange hytte. Der blev hældt vand over. Varmen og fugten i mørket var på en gang skræmmende og livgivende.
Jeg lod det ske! Jeg tabte mig selv. Hvor vidunderligt! Glæde! Begejstring! Latter! Og jeg blev født igen! Tak!
Rob, Ove og Anita fra ‘Shamanic Sweatlodge’ skabte et vidunderligt, kærligt og kraftfuldt felt for os deltagere. Hvor er det stort at møde mennesker der er så dedikerede til at dele og formidle deres hjerteblod. Hjertet for moder natur, vores forfædre, hjerte for livet selv. Deres taknemmelighed for at være i live, for at være her. Deres ydmyghed og hengivenhed overfor ånder, jord, vand, himmel, sol, sten, træer, dyr og livet smitter. Den magi og det under at vi er her og at vi står her på skuldrene af vores forfædre der gennem deres liv har gjort dette liv muligt.
Taknemmelighed!
Og så…. i går, dagen efter, trækker jeg et tarot kort. NEDERLAG! Jeg overraskes først og så læser jeg langsomt og mærker et nyt lag af frygt.
Intentionen, et kraftfuldt og vigtigt element i ceremonien, jeg bragte med ind i Svedehytten folder sig ud i et nyt og dybere lag. Jeg røres og jeg skræmmes!
Men jeg mærker også frihed og glæde, et liv der sitrer, flyder og banker. Et liv der viser vej. Et liv der ikke stopper, der aldrig stopper.
One is never afraid of the unknown;
one is afraid of the known coming to an end.
- Krishnamurti-
……
lørdag den 19. juli 2014
Forandring for livsglæde
Et inspirerende møde i min supervisionsgruppe satte gang i flere tanker om forandring.
Hvad er det i os der gør det muligt at søge hjælp der har effekt? Ikke bare terapeutisk men i det hele taget. Hvad gør det muligt for os at forandre os. Nogle møder op hos en terapeut, får samtaler over en periode, men oplever ikke at det har den ønskede effekt. Andre oplever stor effekt.
Jeg kan godt lide at tænke at selvudvikling ikke er luksus, men nødvendighed. Og jeg har selv i det meste af mit voksne liv haft stor glæde af selvrefleksion og opdagelsesrejser i sindets natur.
Jeg kender mange for hvem det ikke giver mening at tage på udviklingskurser eller gå i terapi og kropsbehandling. Og mange af dem lever et godt liv. Med en høj grad af tilfredshed.
Jeg kender det fra erhvervslivet hvor medarbejdere og ledere tager på kurser og har en god oplevelse, men det skaber ikke varige spor i organisationen. Og så er der de oplevelser hvor gruppen melder tilbage at det har haft stor effekt på deres samarbejde og arbejdsglæde.
Et af de gode steder at starte sin refleksion er om jeg er på vej væk fra noget jeg er utilfreds med, eller på vej hen imod noget jeg drømmer om, eller længes efter.
Denne ‘væk fra’ eller ‘hen mod’ indstilling i vores personlighed skaber et naturligt indre pres. Naturligt fordi jeg ikke tror vi kan være foruden det. Og pres fordi det er vidunderligt i kortere eller længere øjeblikke at være det foruden.
Vi bombarderes med tilbud om et bedre liv. Det kan være noget til vores ydre liv. Kroppen, hjemmet, haven, bilen, etc. Det kan også være noget til vores indre liv. Psykoterapi, coaching, healing, osv.
Rigtig mange af os oplever ikke at det ændrer noget særligt på den lange bane. Det hjælper lige nu at få en fed ny cykel, et nyt ur, bil, græsslåmaskine, et nyt par sko og en uendelig række andre materielle ting og sager. De kan gøre os glade for en stund. Vi kan længes efter dem meget længe, vi har måske ønsket os det siden vi var børn.
Det kan også lette og støtte at samtale med en coach eller psykoterapeut. Det føles stærkt at være i et udviklingsforløb. Men efter et stykke tid har det ikke rigtigt betydet noget.
Som manden der som dreng grædende af længsel gik rundt i velhaverkvarteret og drømte om et liv i velstand, med egen have, to biler i garagen og en glad familie i samtalekøkkenet. Og samme mand der som voksen, i stor villa med to biler og samtalekøkken, stadig længes efter den nærhed og det sammenhold han som barn forbandt med velhaveriet.
Jeg tænker at vi har brug for at udvikle os som mennesker. At vi nok kan finde måder at blive tilfredse på, men tilfredshed er ikke livsglæde. Livsglæde er noget der bobler i blodet, som det der holder os nysgerrige, naive og eventyrlystne.
Vi lever i et land hvor de allerfleste af os har god grund til at være tilfredse. Og mange af os tænker nok af samme grund at vi også derfor er lykkelige. Men der er forskel på tilfredshed og lykke.
Jeg tror ikke at vi finder lykke i vores liv, hvis vi stiller os tilfredse med tilfredsheden. Jeg tror vi falder i søvn. At vi mister nysgerrigheden, sårbarheden og modet til at prøve noget nyt.
Og jeg tror det er noget af det vi har mistet på vores vej mod at blive voksne. At vi holdt op med at stille spørgsmål, at undre os og gå på opdagelse.
Når psykoterapi, coaching og andre behandlingsformer ikke virker. Når vi ikke oplever at det vi søger og længes efter bliver en større del af vores liv. Så er det sandsynligvis fordi vi har for meget at miste. For meget af alt det vi er tilfredse med. Det er så meget af det liv der identificerer os som privilegerede mennesker. Og den identifikation er vi blevet afhængige af. Vi er blevet bange for at flytte os.
Jeg tror dybest set det handler om nysgerrighed. Og jeg tror nysgerrighed er en tilstand vi må søge meget mere bevidst. At nysgerrighed skaber åbenhed, sårbarhed og uvidenhed på en god måde. Vi er bange for at vores nysgerrighed skal ryste vores fundament. Jeg tænker at det er den samme frygt for at blive rystet som vi som børn elskede. Fordi det var der verden blev levende og eventyrlig. Livet var i spil. Livet var på spil. Der hvor vi gik på opdagelse, undersøgte, afdækkede og levede. Intenst. Hver dag, hvert øjeblik. Beruset, rørt, begejstret.
Det kunne tyde på at vi ikke skal stille os tilfredse. At forandringsprocesser ikke har til mål at skabe tilfredshed. At processerne alene har til mål at skærpe nysgerrighed. At effekten ikke måles på hvor stor tilfredshed jeg har opnået i mit liv, men snarere på hvor nysgerrig jeg fortsat er i stand til at forholde mig til mit liv.
torsdag den 17. juli 2014
Det hårde arbejde
Solen skinner på en glad torsdag formiddag.
Jeg har været ude og male et par stole som skal ind og stå på klinikken. Tid til forandringer. Jeg sidder og læser om glæde og mærker livsglæde i mit bryst. Jeg får lyst til at læse mere på denne måde. At undersøge temaer som glæde, sårbarhed, styrke, vilje, nærvær er en dejlig vej til at aktivere følelsen i krop og bevidsthed. Har du prøvet det?
Jeg har dejlig musik på anlægget, Beth Gibbons, stille skaber det en lydkulisse for mit arbejde.
Arbejde?
Jo altså! Jeg skal have gang i et personligt udviklingsforløb for en lille gruppe i efteråret. Vi skal mødes over 10 gange og 4 søndage. Vi skal gå på opdagelse i relationer, kærlighed og glæde. Livsglæde. Vi skal undersøge hvad der fremmer, hvad der begrænser og vi skal lære af hinanden.
Så jeg er på arbejde. Jeg formulerer. Jeg skriver. Jeg sletter. Jeg retter. Det er en kreativ proces. Også en sårbar proces.
Lige nu er arbejdet at få det formuleret. I næste omgang er det at få det distribueret så de ti mennesker der er plads til i gruppen også kan finde vej til forløbet. Opdage at det er her. Jeg har lavet flere forløb af denne type gennem årene og det er så givende og inspirerende.
Sårbart?
Meget! Hvad siger læseren til det jeg skriver. Vil jeg lykkes med at få deltagere på kurset. Det er som om der er noget i min krop der lukker sig sammen i frygt for at du og andre skal synes jeg er for meget. At jeg har for store tanker om mig selv. Og så bliver det skamfuldt at jeg ikke tør stå ved mig selv. Og så er jeg tilbage ved glæde!
Glæde
Glæden over at være her. Glæden over at mærke kreativiteten flyde. Glæden over at være lettere ekstatisk, boblende, fjollet. Måske også glæden over at turde risikere.
Når jeg lige læser om glæde står der også at glæde vender livet på hovedet.Vi kan ikke være alvorlige og glade samtidigt. Og vi lever et meget alvorligt liv!!!
Overspring?
Jo helt sikkert. Tid til en kop kaffe. Tjekke Facebook. Der er andre opgaver der skal ses til. Så bliver jeg en smule stresset. Det er så meget op til mig selv.
Glad hilsen
Nå men det varer altså ikke så længe før jeg sender en invitation ud til et gruppeforløb :-) Nu fik du bare lov til at kigge indenfor i processen.
søndag den 1. juni 2014
Tanker om tillid
Tillid
Når en ny klient starter i et forløb er det vigtigt lige at få talt lidt om tillid. Tillid til mig, tillid til det der foregår og ikke mindst tillid til sig selv.
Tillid til sig selv er i høj grad også tillid til livet, tillid til processen.
Det er tillid til at kunne møde og rumme det der sker. Tillid til at følelser kan rummes. Af klienten og af terapeuten.
Et typisk tema er ‘vrede’. Må den være her. Tør jeg vise den. Hvad vil der ske hvis jeg bliver vred? Vil terapeuten afvise mig? Bede mig om at slappe af? Blive vred over min vrede? Føle sig krænket?
At lade sorgen tage over og lade tårer og gråd slippe fri fra års indespærrethed kræver også tillid og kan være lige så svært som at udtrykke sin vrede.
En anden udfordring er tillidsfuldt at udtrykke sine tanker, positive som negative, uden frygt for at det er uintelligent, naivt, barnligt, klodset, grinagtigt, osv.
Dybest set er udfordringen at have tillid til at være i kontakten og mødet med et andet menneske uden at vide hvad der vil ske. Og tillid til at kunne håndtere de følelser og reaktioner som kontakten udløser.
Tillid til at frit at opleve og udtrykke følelser, tanker og sansninger er en nødvendighed for at vi kan vokse og udvikle os som mennesker. Det lyder godt og fint. Men det er rigtig svært.
Vi har så mange ideer og drømme om hvordan livet skal udfolde sig og de kan meget vel blive til begrænsninger for vores vækst og udvikling.
For hvordan kan vi være åbne og modtagelige for det der opstår i øjeblikket hvis vi allerede har bestemt os for hvor vi gerne vil hen? Når vi har bestemt os for hvordan livet skal være er vi ‘fanget’ og vi vil klage over livet fordi det ikke udfolder sig som vi ønsker det.
Det er en super svær øvelse for et godt terapeutisk forløb. Fordi det er oplagt at vi søger en terapeut med ønske om en forandring. Og oftest med et mål med forandringen. Målet kan stå i vejen for at vi opdager det vi ‘virkelig’ har brug for.
Til sidst bliver vi måske så tillidsfulde at vi ikke stoler på noget som helst andet end det livet præsenterer os for i dette øjeblik. Alt andet er noget vi allerede har oplevet og som såden ikke længere gyldigt, eller noget vi ikke har oplevet endnu og som sådan ikke virkeligt.
Små børn gør det. De kan det bare. Uden anstrengelse. Men jeg tror det tager lang tid for os voksne at genfinde tilliden til livet selv. Evnen til at møde nuet fordomsfrit og nysgerrigt i tillid til at livet vil os det godt!
Obs!! Dette er blot refleksioner over tillid og slet ikke gyldige som ‘sandhed’ :-)
Fra A Glimpse of Today af Sogyal Rinpoche:
“When we are in a negative frame of mind, it is only natural to doubt rather than to believe.
From a Buddhist point of view, doubt is a sign of a lack of complete understanding and a lack of spiritual education, but it is also seen as a catalyst in the maturing of faith. It is when we face doubts and difficulties that we discover whether our faith is a simplistic, pious, and conceptual one, or whether it is strong, enduring, and anchored in a deep understanding in the heart.
If you have faith, sooner or later it may well be put to the test, and wherever the challenge may come from—from within you or from outside—it is simply part of the process of faith and doubt.”
onsdag den 14. maj 2014
Hvor meget blander du dig?
Jeg har netop parkeret på Sdr. Boulevard med en god time før jeg skal til Ki-Aikido. Jeg vil lige gå en tur først og betaler for min parkering. Så hører jeg en vred stemme skælde ud og min krop trækker sig lidt sammen. Jeg kigger ud og der kommer en mand med sin hund. Den stakkels hund bliver talt hårdt til, skældt ud og dasket til med hundesnoren. Og hver gang så kryber den lidt sammen. Men ellers virker den ung, stærk og glad og den løber frit uden snor på. Helt modsat hunden så udstråler han stærk vrede, hans krop er truende og hans blik søger rundt for at se om der er nogen at rette vreden imod. Som om han bare venter på en der skal påtale hans adfærd. Jeg sidder i min bil og overvejer stærkt om det mon skal være mig, der skal tage vreden istedet for hans hund. Men jeg fryser ligesom fast i sædet. Og mærker magtesløsheden brede sig.
For mange år siden sad jeg i s-toget en varm sommerdag. Jeg røg dengang og vi var bare et par og mig i vognen. Kvinden sagde højt at det ville være fedt med noget frisk luft og jeg smilede til hende. Hendes kæreste for op og spurgte hårdt "Hvad griner du af?" Hun stoppede ham og bad ham slappe af. Jeg vidste sgu ikke hvad jeg skulle stille op.
En mand med pandebånd hvor der står Hells Angels på kom ind i en bus på Østerbro og jeg kan huske hvordan jeg stivnede og tænkte på alle de historier jeg har hørt om hvor hurtigt den slags mænd tænder af. Og her den anden dag spiste jeg shawarma med to fyre hvor der stod bandidos op af deres muskuløse underarme.
En anden gang i s-toget var der en fuld mand der chikanerede et par unge piger på vej til fest. Det blev for meget og jeg bad ham om at stoppe. Hans vrede vendte sig mod mig, og han smed lidt af sin øl efter mig. Men selv om jeg var opspændt var jeg mere fattet.
Jeg kan huske en forfatter skrive i en bog at hun på et tidspunkt da en tyr løb efter hende, tænkte at nu måtte det være nok, vendte sig rundt og løb den brølende i møde, hvorefter den stoppede op og vendte om. Det måtte være slut med at være bange.
Jeg har klienter som er meget sårbare overfor vrede. Som ikke tør mærke og udtrykke den. Jeg har også klienter for hvem det er vigtigt at jeg kan rumme deres vrede, de har erfaringer med at blive afvist når de udtrykker vreden.
Modet til at udtrykke sig frit overfor andre er iboende. Det kan vi se på små børn der trygt udfordrer mennesker der er fire gange større end dem selv. Som frit spørger hvad der står på mandens tatoverede arm eller nakke. Og hvorfor det står der. Børn der beder voksne om at holde op med at skændes, holde op med at råbe og som frit trøster når nogen bliver kede af det.
I min tid i Asylafdelingen var der nogle af de unge der stjal. Og jeg husker en ung mand fra Bangladesh sige at han ikke kunne være en god muslim hvis han ikke blandede sig når han så det.
Jeg kan mærke at jeg skammer mig over ikke at turde gribe ind over for en mand der behandler sin hund så dårligt. Også selv om jeg kan finde gode grunde til at jeg ikke skal gøre det.
Her er en vigtig lille film om samme tema: http://goo.gl/J8s8w3
Jeg tænker at det er noget jeg har kunnet en gang, men som jeg har lært at lade være med.
Hvad tænker du?
torsdag den 13. februar 2014
Arbejdsglæde - Ledelsesbevidsthed

Viggo har skrevet et inspirerende blogindlæg om arbejdsglæde.
Læs mere her LedelsesBevidsthed
onsdag den 5. februar 2014
Jeg savner dig!
lørdag den 11. januar 2014
Godt Nytårs - Nyhedsbrevet
Yes is more - Snow is Fast - Love Hurts |