(Uddrag fra mit kapitel om parterapi i bogen 'Trædesten - fortællinger om ID-Psykoterapi')
Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces båret af sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed er en oplevelse der vibrerer i hver en celle, i alle organer, muskler og nervetråde, når dine fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet føler og oplever kærlighed, når hjernen med ord beskriver hjertets oplevelse – så elsker du!
Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede vi lever med og opholder os i. Vores psykiske og fysiske selvbillede ændrer sig, det sprækker og åbner sig, og det må vi tillade.
Som Leonard Cohen synger i Anthem: ”There is a Crack in everything, that’s where the light gets in”.
For at vokse og udvikle os må vi møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbilleder. Det kan gøre ondt. Det er en smerte, vi hver især må vokse og blive modne til at forstå og til at bære. Og den smerte må vi vælge at tage på os, som et vilkår ved at udvikle os.
Vi tager smerten på os som en del af livet, for at øge vores bevidsthed og for at styrke vores kapacitet til at rumme al den lidenskab, omsorg og kærlighed som bor i os.
Det liv og det nærvær som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har kapslet inde og undertrykt for at passe ind, for at overleve.
Her kan læse mere om bogen 'Trædesten - fortællinger om ID-Psykoterapi'
Ingen kommentarer:
Send en kommentar