Jeg kan godt lide at tænke, jeg kan lide mit hoved, min hjerne og hele det virvar af liv der bokser, glimter og sprudler inde i knolden på mig.
Jeg kan også godt lide min krop og alt det liv jeg kan mærke og føle i min krop.
Og lige der der gjorde jeg det!!!
Jeg gjorde min hoved og min krop til to forskellige størrelser.
Kender du det?
At få at vide at du er alt for meget i dit hoved? At du tænker for meget og at det ville være godt om du kunne slappe lidt af fra alle de tanker?
Jeg forstår det godt. At vi lever i en kultur hvor det at tænke og regne det hele ud har taget over og er blevet alt for styrende. At det vi mærker og føler kommer i anden række når der skal måles og vejes. Vores tanker, de tanker vi kan formulere, vores sprog, den måde vores tanker bliver til ord som beskriver livet. Det er de tanker der gør os magtfulde.
Med ord beskriver vi virkelighed. Før ord var der tanker.
Tilbage til tanke, følelse og krop. Det hænger sammen. Det er så vidunderligt og fantastisk at det hænger sammen. Det skaber øjeblikke af nærvær, kontakt og glæde når tanke, krop og følelse er et. Det gør det når jeg er alene, og det gør det når jeg er sammen med andre. Nogen gange er det bare meget sværere sammen med andre. Når jeg er sammen med andre kan jeg tage mig selv i at det er det jeg tænker der kommer til at styre samværet. At det jeg mærker og føler bliver trængt i baggrunden. Kender du også det?
At være for meget i sit hoved og for lidt i sin krop!
Det er noget jeg tillægger betydning i mit liv, men hvem er det egentlig der er for meget eller for lidt i sin krop eller sit hoved? Er jeg mere mig når jeg er i min krop og mindre mig når jeg er i mit hoved? Er det en forskel i kvaliteten af liv?
Det hele hænger sammen, men alligevel fremhæver vi det ene for det andet? Hvad er det?
Væren, nærvær, intime øjeblikke. For sig selv, med andre. Måske er der noget inden i mig der kan 'falde i sync', så jeg bliver mere hel, mere mig. Og måske kan krop og hjerne 'falde ud af sync' og så føler jeg mig spaltet og ikke helt mig selv?
Noget sætter sig i kroppen og noget husker vi med hovedet. Minder, chock, traumer, succes, sejre, drømme og smerte. Alt sammen sidder i os. Og det skaber på forunderlig vis, eller også er det helt logisk, brud på linjen. Signalforstyrrelser mellem krop og tanke. Og vi føler os ikke helt hjemme i os selv.
Yoga, mindfulness, chi gong, aikido, meditation, tai chi er måder at skabe sammenhæng på.
At vi sætter tempoet ned, sidder stille lidt, går lidt langsommere. Det hjælper krop og hjerne tilbage i 'sync'.
Jeg tænker for meget - altså er jeg for meget? Er det det 'for meget væren' der skaber pres i form af hovedpine, bekymringer og stress?
Et billede er en god ting, så her er min udsprungne Rhododendron i al sin skønhed og generøsitet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar