"Jeg er åben, udviklet, intelligent - og så falder jeg for sådan en mand?"
Jeg har fået lov til at dele denne kvindes forundring og nysgerrighed. Hun har arbejdet med sig selv i mange år, er kærlig, hensynsfuld og forstående.
Hun har stor værdi i hendes omgangskreds og de mennesker hun er i berøring med. Som empatisk, intelligent, selvansvarlig og forandringsvillig. Hun formår så også at falde for en mand der i den grad sætter hendes tvivl og selvværd på prøve. Han er en flot fyr, sympatisk, maskulin og veltalende. Han er også manipulerende, svigefuld, hånende og grov. Han får ikke bare hende, men også andre af hans kærester før hende til at gøre ting de ellers ville have tænkt var forkastelige. Ømhed og hårdhed i samme person. Drama, konflikt og forsoning. Svær at holde ud og svær at forlade. Politi, på kant med loven, skam og skyld.
"Min fornuft siger løb, men hjertet siger bliv" skriver hun, og så spørger hun: "Hvordan ser det ud? Udefra? Det er så svært at stå i, så svært at finde op og ned på. Hvad er rigtigt og forkert?"
Der er så mange parforhold hvor noget lignende foregår. Måske ikke helt så dramatisk og også hvor det er omvendt, altså hvor det er manden der stiller de samme spørgsmål.
Jeg har ingen forkromede svar eller løsninger på spørgsmålet "hvorfor". Det ville være stik i mod min dybeste overbevisning om at vi alle har vores helt egne grunde til at søge de udfordringer i livet vi har brug for. Men når det er sagt så kan vi også trække nogle generelle streger på landkortet. Som viser lidt om hvilken retning vi måske vil bevæge os i, for at blive klogere på hvem vi er. For at blive klogere på hvad kærlighed er. Og for at brænde hul i nogle af de overbevisninger om os selv som skaber stagnation og stivsind.
Det kunne helt sikkert også være mig der faldt for en sådan person. Kunne det også være dig?
Vores personligheder er så finurlige. De opdeler alting i rigtigt og forkert, i smukt og grimt, godt og skidt. Så når noget er smukt vil vi lede efter det grimme. Når noget er grimt vil vi søge det smukke. Og så videre. Det er godt at vide. Det er godt at undersøge. At vi hele tiden vurderer og deler verden om i poler, i modsætninger.
Det er måske også sådan vi nødvendigvis må udvikle os i retning af et mere åbent og frit selv, med mindre vurdering og dømning. At vi må møde det 'polære', altså det vi udstøder og afviser hos os selv. Alt det vi synes er forkert, grimt og skidt. Men også det kærlige, smukke og ekstatiske vi heller ikke tør rumme i os selv.
På min hjemmeside har jeg dette citat af Rainer Maria Rilke: "Måske er det sådan, at alt, hvad der er forfærdeligt, i sit inderste væsen har brug for vores kærlighed"
Hvad nu hvis vi ubevidst søger det forfærdelige fordi noget kærligt i os gerne vil hele det? Det forfærdelige i os selv, såvel som det forfærdelige i andre?
C.G. Jung har beskrevet det i vores personlighed som han kalder for 'skyggen', (det vi ikke vil stå ved i os selv). Det er en anden god måde at undersøge hvad det er der ubevidst tiltrækker os hos et andet menneske. Det i os som ikke vi ikke er bevidste om, som vi fornægter eller afviser. Som vi har haft oplevelser med i vores liv, men som vi ikke bryder os om at genopleve og derfor forsøger at fortrænge.
Jeg ved godt at dette lille indlæg ikke til fulde besvarer eller forklarer den intelligente kvindes fascination og tiltrækning af en manipulerende og 'farlig' mand. Men det er bestemt i den retning jeg ville gå hvis jeg skulle hjælpe hende på vej mod en større bevidsthed. Og det er den vej jeg selv søger at følge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar