Jeg tænker altså er jeg

.... tænker jeg for meget?

Jeg kan godt lide at tænke, jeg kan lide mit hoved, min hjerne og hele det virvar af liv der bokser, glimter og sprudler inde i knolden på mig.
Jeg kan også godt lide min krop og alt det liv jeg kan mærke og føle i min krop.

Og lige der der gjorde jeg det!!!
Jeg gjorde min hoved og min krop til to forskellige størrelser.
Kender du det?
At få at vide at du er alt for meget i dit hoved? At du tænker for meget og at det ville være godt om du kunne slappe lidt af fra alle de tanker?

Jeg forstår det godt. At vi lever i en kultur hvor det at tænke og regne det hele ud har taget over og er blevet alt for styrende. At det vi mærker og føler kommer i anden række når der skal måles og vejes. Vores tanker, de tanker vi kan formulere, vores sprog, den måde vores tanker bliver til ord som beskriver livet. Det er de tanker der gør os magtfulde.
Med ord beskriver vi virkelighed. Før ord var der tanker.

Tilbage til tanke, følelse og krop. Det hænger sammen. Det er så vidunderligt og fantastisk at det hænger sammen. Det skaber øjeblikke af nærvær, kontakt og glæde når tanke, krop og følelse er et. Det gør det når jeg er alene, og det gør det når jeg er sammen med andre. Nogen gange er det bare meget sværere sammen med andre. Når jeg er sammen med andre kan jeg tage mig selv i at det er det jeg tænker der kommer til at styre samværet. At det jeg mærker og føler bliver trængt i baggrunden. Kender du også det?

At være for meget i sit hoved og for lidt i sin krop!
Det er noget jeg tillægger betydning i mit liv, men hvem er det egentlig der er for meget eller for lidt i sin krop eller sit hoved? Er jeg mere mig når jeg er i min krop og mindre mig når jeg er i mit hoved? Er det en forskel i kvaliteten af liv?

Det hele hænger sammen, men alligevel fremhæver vi det ene for det andet? Hvad er det?

Væren, nærvær, intime øjeblikke. For sig selv, med andre. Måske er der noget inden i mig der kan 'falde i sync', så jeg bliver mere hel, mere mig. Og måske kan krop og hjerne 'falde ud af sync' og så føler jeg mig spaltet og ikke helt mig selv?
Noget sætter sig i kroppen og noget husker vi med hovedet. Minder, chock, traumer, succes, sejre, drømme og smerte. Alt sammen sidder i os. Og det skaber på forunderlig vis, eller også er det helt logisk, brud på linjen. Signalforstyrrelser mellem krop og tanke. Og vi føler os ikke helt hjemme i os selv.

Yoga, mindfulness, chi gong, aikido, meditation, tai chi er måder at skabe sammenhæng på.

At vi sætter tempoet ned, sidder stille lidt, går lidt langsommere. Det hjælper krop og hjerne tilbage i 'sync'.

Jeg tænker for meget - altså er jeg for meget? Er det det 'for meget væren' der skaber pres i form af hovedpine, bekymringer og stress?


Et billede er en god ting, så her er min udsprungne Rhododendron i al sin skønhed og generøsitet:

Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig

Kærlighed
(Uddrag fra mit kapitel om parterapi i bogen 'Trædesten - fortællinger om ID-Psykoterapi')

Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces båret af sanser, følelser og tanker. 
Når kærlighed er en oplevelse der vibrerer i hver en celle, i alle organer, muskler og nervetråde, når dine fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet føler og oplever kærlighed, når hjernen med ord beskriver hjertets oplevelse – så elsker du!
Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede vi lever med og opholder os i. Vores psykiske og fysiske selvbillede ændrer sig, det sprækker og åbner sig, og det må vi tillade. 
Som Leonard Cohen synger i Anthem: ”There is a Crack in everything, that’s where the light gets in”. 
For at vokse og udvikle os må vi møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbilleder. Det kan gøre ondt. Det er en smerte, vi hver især må vokse og blive modne til at forstå og til at bære. Og den smerte må vi vælge at tage på os, som et vilkår ved at udvikle os. 
Vi tager smerten på os som en del af livet, for at øge vores bevidsthed og for at styrke vores kapacitet til at rumme al den lidenskab, omsorg og kærlighed som bor i os. 
Det liv og det nærvær som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har kapslet inde og undertrykt for at passe ind, for at overleve.

Her kan læse mere om bogen 'Trædesten - fortællinger om ID-Psykoterapi'

Hvordan kunne jeg falde for ham?

"Hvad i alverden sker der for mig?"

"Jeg er åben, udviklet, intelligent - og så falder jeg for sådan en mand?"
Jeg har fået lov til at dele denne kvindes forundring og nysgerrighed. Hun har arbejdet med sig selv i mange år, er kærlig, hensynsfuld og forstående.
Hun har stor værdi i hendes omgangskreds og de mennesker hun er i berøring med. Som empatisk, intelligent, selvansvarlig og forandringsvillig. Hun formår så også at falde for en mand der i den grad sætter hendes tvivl og selvværd på prøve. Han er en flot fyr, sympatisk, maskulin og veltalende. Han er også manipulerende, svigefuld, hånende og grov. Han får ikke bare hende, men også andre af hans kærester før hende til at gøre ting de ellers ville have tænkt var forkastelige. Ømhed og hårdhed i samme person. Drama, konflikt og forsoning. Svær at holde ud og svær at forlade. Politi, på kant med loven, skam og skyld.
"Min fornuft siger løb, men hjertet siger bliv" skriver hun, og så spørger hun: "Hvordan ser det ud? Udefra? Det er så svært at stå i, så svært at finde op og ned på. Hvad er rigtigt og forkert?"

Der er så mange parforhold hvor noget lignende foregår. Måske ikke helt så dramatisk og også hvor det er omvendt, altså hvor det er manden der stiller de samme spørgsmål.
Jeg har ingen forkromede svar eller løsninger på spørgsmålet "hvorfor". Det ville være stik i mod min dybeste overbevisning om at vi alle har vores helt egne grunde til at søge de udfordringer i livet vi har brug for. Men når det er sagt så kan vi også trække nogle generelle streger på landkortet. Som viser lidt om hvilken retning vi måske vil bevæge os i, for at blive klogere på hvem vi er. For at blive klogere på hvad kærlighed er. Og for at brænde hul i nogle af de overbevisninger om os selv som skaber stagnation og stivsind.
Det kunne helt sikkert også være mig der faldt for en sådan person. Kunne det også være dig?
Vores personligheder er så finurlige. De opdeler alting i rigtigt og forkert, i smukt og grimt, godt og skidt. Så når noget er smukt vil vi lede efter det grimme. Når noget er grimt vil vi søge det smukke. Og så videre. Det er godt at vide. Det er godt at undersøge. At vi hele tiden vurderer og deler verden om i poler, i modsætninger.
Det er måske også sådan vi nødvendigvis må udvikle os i retning af et mere åbent og frit selv, med mindre vurdering og dømning. At vi må møde det 'polære', altså det vi udstøder og afviser hos os selv. Alt det vi synes er forkert, grimt og skidt. Men også det kærlige, smukke og ekstatiske vi heller ikke tør rumme i os selv.

På min hjemmeside har jeg dette citat af Rainer Maria Rilke: "Måske er det sådan, at alt, hvad der er forfærdeligt, i sit inderste væsen har brug for vores kærlighed"
Hvad nu hvis vi ubevidst søger det forfærdelige fordi noget kærligt i os gerne vil hele det? Det forfærdelige i os selv, såvel som det forfærdelige i andre?

C.G. Jung har beskrevet det i vores personlighed som han kalder for 'skyggen', (det vi ikke vil stå ved i os selv). Det er en anden god måde at undersøge hvad det er der ubevidst tiltrækker os hos et andet menneske. Det i os som ikke vi ikke er bevidste om, som vi fornægter eller afviser. Som vi har haft oplevelser med i vores liv, men som vi ikke bryder os om at genopleve og derfor forsøger at fortrænge. 

Jeg ved godt at dette lille indlæg ikke til fulde besvarer eller forklarer den intelligente kvindes fascination og tiltrækning af en manipulerende og 'farlig' mand. Men det er bestemt i den retning jeg ville gå hvis jeg skulle hjælpe hende på vej mod en større bevidsthed. Og det er den vej jeg selv søger at følge.

HumanContact