Heste kontakt

Birgittes heste Indy og Chico

Heste har altid betaget mig. Min far var fra Møn og voksede op med hesten som arbejdsdyr. Som dreng gik han i skole hver anden dag, og arbejdede på gårdene når han ikke var i skole. Her lærte han at omgås og arbejde med heste og her udviklede han sin kærlighed og forståelse for heste. Han red også i konkurrencer. Det var også noget nær det eneste vi som børn kunne få ham til at tegne, et hestehoved i profil. Jeg husker også at vi plagede om at få hest. At vi fornemmede på ham at det var noget helt særligt. Men det var der ikke lige penge og plads til, da vi var små.

Min far fik først råd og tid til heste igen da jeg blev 16, men der var det fodbold og fester der styrede, selv om jeg også var rigtig glad for Amanda som hesten hed. Stor og flot. Det var ikke mange ture jeg fik på den, og det var heller ikke meget jeg striglede eller mugede ud. Vi havde andre heste gående i folden, så glæden ved at stå og beundre de smukke dyr husker jeg rigtig godt.

Min ældste datter er rigtig glad for heste og gik til ridning i mange år, så det var oplagt at hende og jeg skulle med på den hesteweekend som Birgitte tilbød til hendes nære netværk. En hesteweekend hvor vi ville lære lidt om det helt særlige heste kan, hvis vi tillader det og tør åbne os for kontakten. Jeg var lidt nervøs, men min datter fuld af glæde og forventning.

Det blev til en magisk weekend. I ugen efter drømte jeg om heste og jeg havde oplevelserne af begejstring, nærvær og kontakt siddende i blodet. Jeg var også blevet rørt af en hest. Efter at have skabt kontakt til Chico på Birgittes anvisninger, blev jeg gjort opmærksom på at hverken hesten eller jeg slappede helt af. Jeg fortalte lidt om hvad jeg oplevede og i takt med at jeg gjorde det slappede jeg af, og så gjorde Chico det også. Jeg satte mig op på Chico (med hjælp) og den var fortsat lidt urolig. Så fortalte jeg hvad jeg nu oplevede (til Birgitte) og så slappede den af igen. Og så havde vi et møde i stilhed og nærvær. Dybt rørende!

- Det er ret vildt!

Oplevelserne i den weekend var så afgørende at jeg spurgte Birgitte om ikke vi skulle indgå et samarbejde. Et samarbejde hvor hun kan hellige sig det hun er super god til, nemlig alt hvad der har med hestesprog at gøre. Hun er en hestekunstner. Og jeg kan så følge op på det som kursisten oplever på ridebanen med Birgitte. Ved en efterfølgende coaching og endnu en opfølgende samtale efter et par dage. Det tager lidt tid før sådan en oplevelse lige bundfælder sig. Birgitte var helt frisk og en, to, tre så satte vi et kursus op.

Nu har jeg så lige været på hestetræning for at gå lidt dybere i min egen fortælling, med hestene som vejledere og spejle. Denne gang gik det bestemt et lag dybere, og der er mere jeg skal have kigget på. Det er tydeligt for mig at mine møder med hestene spejler områder i mit liv hvor livskraft og autoritet er tilbageholdt og undertrykt. Og de er altså ligeglade med hvor højt jeg larmer eller hvor meget jeg spankulerer rundt med hovedet højt og brystet fremskudt. Hvis ikke det kommer fra et autentisk og ærligt nærvær, så bliver jeg ignoreret indtil jeg tager mig selv alvorligt.

Jeg fik rigtig mange indtryk med mig hjem, jeg var helt basket efterfølgende.

En særlig oplevelse jeg fik med mig hjem var at se hvordan Birgitte på de to dage fik en ung hoppe, Elektra, til at bære hende rundt på banen. Først lagde hun sin arm henover den, så lagde hun begge hænder på ryggen af den og lagde lidt pres på. Til sidst lagde Birgitte sig henover den og så satte hun sig op. For til sidst at dirigere den rund bare med et reb i dens grime. Det var et skoleeksempel i anerkendende pædagogik. Elektra blev ikke presset, truet eller skældt ud. Birgitte gik meget tålmodigt, roligt og bestemt frem, bare en lille ting ad gangen, men selv om det virkede så langsomt og tålmodigt, så gik det faktisk vildt hurtigt. En god lektie i at "Slow is fast - Less is more".

Elektra virkede helt stolt af sig selv og vi var enige om at her er en hest der rigtig gerne vil lære noget.

Efter endt arbejde og fik jeg lov til at følge Elektra tilbage til flokken i folden. Jeg ved der er mange der kender til det at gå tur med en hest, men det er nyt for mig. At gå med en hest i et reb der hænger helt løst i mellem os og Elektra der følger en meter til halvanden bag mig, med rebet som en slags kontakt line. Og opleve at Elektra stopper når jeg stopper og løber med mig hvis jeg begynder at løbe.

Det jeg oplever her er hvad jeg kalder "kant-arbejde". Det kræver fuld opmærksomhed og nærvær, det kræver åbenhed og mod. Det inviterer til liv og kraft, glæde og nysgerrighed. Men det er også udfordrende og konfronterende.

Men gør det alligevel!!

Hestene inviterer dig i kontakt med dig selv - til en autentisk og hjertefuld kontakt med styrke og skønhed. 

Til sidst vil jeg bare sige at Birgitte er en fremragende formidler og brobygger i mødet mellem menneske og hest.

In Silence - by Thomas Merton

In Silence
 
Be still.
Listen to the stones of the wall.
Be silent, they try
To speak your
 
Name.
Listen
To the living walls.
Who are you?
Who
Are you? Whose
Silence are you?
 
Who (be quiet)
Are you (as these stones
Are quiet). Do not
Think of what you are
Still less of
What you may one day be.
Rather
Be what you are (but who?) be
The unthinkable one
You do not know.
 
O be still, while
You are still alive,
And all things live around you
Speaking (I do not hear)
To your own being,
Speaking by the Unknown
That is in you and in themselves.
 
“I will try, like them
To be my own silence:
And this is difficult. The whole
World is secretly on fire. The stones
Burn, even the stones
They burn me. How can a man be still or
Listen to all things burning? How can he dare
To sit with them
When all their silence
Is on fire?”

by 
Thomas Merton
 

Er det egentlig noget særligt?

Er du optaget af at være noget særligt?



Sammen med en god ven gik jeg fornylig på opdagelse i temaet om at være noget særligt, og om hvordan det at være unik og speciel bliver et fængsel og en hindring for faktisk at være mig selv - i al min særlighed!

Særlig, ærlig, kærlig - hvad er det med de æ'er?

Jeg blev godt og grundigt konfronteret af min ven, der spurgte om jeg er bange for at være almindelig, og om jeg er klar over hvilken frihed der ligger i at være et helt almindeligt menneske. Sådan et menneske der begår fejl, et menneske der skuffer og sårer andre og mister kontrollen.

Eller værre endnu svigter sine nærmeste og opfører sig umoralsk og egoistisk. Jeg blev en gang spurgt om jeg ville kunne finde styrken til at svigte mine nærmeste for at følge mit hjertes sandhed. Der er sikkert mange lag i det spørgsmål, men jeg er helt sikker på at jeg rigtig mange gange i mit liv, ja endda i løbet af min dag, svigter mit hjerte for at følge det som af kultur og opdragelse er afstukket som normalt og rigtigt.

Min ven og jeg gik ind i det sårbare tema omkring hvor vigtigt det er at gøre det rigtige, se ud på den rigtig måde og opføre sig på den rigtige måde. Og så bliver det tydeligt hvor fuldstændigt almindelig mit forsøg på at være noget særlig i bund og grund er.
Hvor styret jeg er af hvad mine omgivelser betragter som værende noget særligt og hvor meget jeg bestræber mig på at være særlig på den rigtige måde. Altså dikteret af opdragelse, kultur, mode og trends.

"Why cant I be you!" synger The Cure på et af deres hits. Og jeg kender længslen efter at være uimodståelig tiltrækkende, intelligent, "up front" og hænge ud med de helt særlige.

I mit parforhold har det været vigtigt for mig at være den eneste ene, den bedste elsker, den mest romantiske mand, den mest maskuline mand, den mest omsorgsfulde mand, etc. Som far har jeg skullet være den bedste opdrager, den bedste rollemodel, den mest kærlige, den mest forstående, osv, osv.

I mit fag udspiller det sig på samme måde og har altid gjort det. At finde en rolle og en funktion der satte mig i en særlig position og forsøge at opnå omverdenens anerkendelse af at være noget særligt. Jeg gjorde det som arbejdssky, langhåret i tøj jeg selv havde lavet. Jeg gjorde det med sort eyeliner, neglelak og læderjakke. Som skuespiller, som medarbejder i Dansk Røde Kors, som leder, konsulent og supervisor. Og jeg gør det nu som psykoterapeut, coach og supervisor.

Og det er lidt af en erkendelse for jeg har egentlig altid gjort et nummer ud af ikke at være fanget i at skulle være den bedste, men det har også passet ind i idealet, altså at være så godt et menneske at det at være den bedste ikke har betydning. Underforstået at de mennesker der går op i det er forskruede.

Og på den måde bliver det helt vildt hvor meget jeg har været fanget af at skulle være noget særligt og at jeg i virkeligheden har gjort mig afhængig af et sæt regler for hvad særlighed er for en størrelse, og hvor meget energi jeg har lagt i at forstå reglerne og leve efter dem.

Tænk hvor stækket en mand jeg dybest set har været - og er! I mit parforhold, som far, som ven og i mit job. Hvor fanget jeg er i at opretholde et selvbillede af særlighed.

I kærlighedsforholdet bliver det udspillet som den romantiske drøm om den eneste ene! Og det er et fuldtidsarbejde skal jeg hilse og sige. Det er en urimelig rolle at påføre sig selv, men også en urimelig rolle at påføre et andet menneske. I særdeleshed når det andet menneske er den jeg elsker.

Og så er der denne vigtige pointe i hele samtalen, nemlig at det er et eksistentielt projekt for os mennesker at være den bedst mulige udgave af os selv. Og på den måde har jeg stor respekt og anerkendelse for mine og mine omgivelsers stræben efter at være noget særligt.
Vi har bare brug for en helt andet indstilling til hvad det er at være noget særligt. Nemlig at særligheden først bliver tilgængelig når vi forstår at vi er helt almindelige. Og at der i denne forståelse af almindelighed ligger en dyb ydmyghed for det at være menneske, for os selv og for andre.

Jeg tror at der gennem ydmygheden ved at være et helt almindeligt menneske er adgang til den livsglæde og frihed vi længes så dybt efter.
Og jeg tror det vil frisætte en stor mængde ærlighed, nærvær, kreativitet, mod og lyst.

På hvilken måde er du den bedst mulige udgave af dig selv?


Herunder er et inspirerende link:

“Eventually, we must give up trying to be something special.”
~ Chogyam Trungpa

Krop, bevidsthed og Ki-Aikido

Ki-Aikido, en japansk kampkunst

Han flytter sig sidelæns fra den ene side af rummet til den anden, står stille og spørger: "Har jeg flyttet mig? Hvad er det der har flyttet sig?"
En anden gang bliver vi bedt om at stoppe midt i en fysisk kontakt til en partner og spørgsmålet lyder: "Hvem rører hvem?"

Jeg skal ikke gøre mig alt for klog på kampsport versus kampkunst, Ki-Aikido i forhold til "almindelig" Aikido, for slet ikke at tale om alle mulige andre kampteknikker. Der er sikkert styrker og svagheder ved dem alle, både når det kommer til den direkte brug i en kampsituation og når det drejer sig om den mere meditative krops- og bevidsthedskontakt.

Men en ting er sikkert! Jeg er blevet ret vild med Ki-Aikido. Det er bare 2 gange om ugen a 1,5 times varighed. Nogen gange er vi 8-10 stykker og andre gange 3-4. Enkelte gange har jeg haft træneren helt for mig selv. Ligemeget hvilket humør eller hvilken stemning jeg måtte komme med, så er mødet med måtten, træningen og nærværet i stand til at nulstille og balancere min egentilstand, så jeg hver gang drager derfra med en stille glæde som vibrerer i min krop.

Jeg er virkelig nybegynder, så der er lang vej til de sorte bukser. Men det er slet ikke det der styrer her, og Ki-Aikido passer så godt ind i alt det jeg ellers tager mig til for min personlige udviklings skyld. Paul Hauerbach som træneren, eller Sensei, hedder har trænet længe og meget. Han er varsom med at sætte for mange etiketter på, så vi ikke bliver fastlåst i stereotype beskrivelser af hvad det er vi laver, og er med til at holde os vågne når han spørger til hvad det er vi laver nu. Vi får virkelig kigget på krop og bevægelse, på hvad der er muskel styrke og hvad der er Ki. Og det er faktisk ret vildt hvordan nogle af de allerførste teknikker jeg lærte fortsat skal forbedres.

Ki er der sikkert skrevet store afhandlinger om, men det er dejligt at have en fornemmelse af hvad det er der helt konkret og fysisk forståes med Ki. Når hele kroppen er bevidst og kan møde en anden uden at miste sig selv. På den måde er der stor læring om relationelle og dialogiske færdigheder i Ki-Aikido. Hvilket også nogle trænede Ki-Aikido instruktører bruger i kursusvirksomhed omkring konflikthåndtering, samarbejde og kommunikation.

Jeg får næsten hver gang opmærksomhed på at fylde mig selv ud, at rette mig op, og lade hele min krop have den fylde og det omfang den nu engang har. Jeg skal ikke gå lidt ned, eller gøre mig lidt mindre fordi min partner er mindre. Jeg skal udfylde mit rum og tage min plads. Det har jeg sgu arbejdet med hele mit liv, men her bliver det til en konkret oplevelse, og en direkte erfaring. Hvis jeg forbliver tro mod min krops fylde og bevægelsesrum, så bliver øvelsen så meget enklere og dynamisk. Og jeg har haft enkelte - nær på - flow oplevelser, hvor både jeg og min partner har været i en bevidst kontakt hele øvelsen igennem.
En del teknikker ender i et rullefald, det kan være mere eller mindre, højere eller lavere, længere eller kortere. Og selv om jeg ikke er tilfreds med letheden i mine fald, så er jeg virkelig tilfreds med oplevelsen. Det er fedt at lade sig "smide" og "flyve" for så at rulle rundt på madrassen, og mere eller mindre smidigt være oppe igen, parat til næste møde.

Der er mange øvelser, teknikker og japanske navne at lære, der er kniv, sværd og stokke, der er gradueringer, der er lejre i Danmark, Sverige og Europa, og så er der det helt særlige omkring Ki-bevidstheden, som den røde tråd der binder det hele sammen og gør Ki-Aikido til en kampkunst og en bevidsthedstræning der er lige så værdifuld for nybegynderen som for den højt graduerede.

Jeg har været til træning i aften og nyder opstemtheden over kontakten og nærværet i krop og sind.

Tak for træningen!

Ghandi's Prayer for Peace

Gandhi's Prayer for Peace

I offer you peace.
I offer you love.
I offer you friendship.
I see your beauty.
I hear your need.
I feel your feelings.
My wisdom flows from the highest source.
I salute that source in you.
Let us work together.
For unity and peace.

Mahatma Gandhi

Godt brølt løve

Sammen med en fælles rejsende på en spirituel udviklingsvej har vi i denne weekend været på opdagelse i en tema vi her kan kalde livsglæde.

Det er søndag eftermiddag, vi er trætte, afspændte og fyldt med nærvær og mening. Vi giver vores opmærksomhed til hvordan det ville være hvis lethed i hjertet var det primære fokus i vores liv. At være let om hjertet er en kvalitet jeg har forholdsvist let adgang til, men det første billede der dukker op er bestemt ikke fyldt med lethed, ikke i første omgang i hvert fald. Jeg kigger lige ind i ansigtet på en vred og oprevet fysik lærer, der hårdt og koldt fortæller mig at hvis jeg havde været hans søn, så havde jeg fået en på kassen. Jeg kan også huske at jeg i min frustration og smerte fik svaret at jeg da så var glad for at jeg ikke var hans søn.

Egentlig havde jeg dummet mig, også temmeligt alvorligt. Vi havde et forsøg hvor vi skulle suge noget op med en gummidims, og som man også kunne puste med. Jeg pjattede, havde det sjovt og var glad. Jeg var let om hjertet. Jeg pustede en af mine venner i hovedet med gummidimsen. Og det kunne jo være gået grueligt galt hvis der havde været et eller andet giftigt i den.
Så jeg havde fortjent irettesættelsen!

Men det den lille historie også handler om er hvordan den slags irettesættelser, som der har været mange af, har skabt en begrænset adgang til mit lette hjerte. Jeg er blevet bange for at jeg kan skade nogen, såre nogen og gøre nogen meget vred. Jeg er blevet bange for at begå fejl.

Jeg er blevet til en løve i bur, til en stækket rovfugl, en krokodille i en 1-værelses lejlighed på 4.sal, langt væk fra sumpen og mit naturlige element.

Mens jeg på kurset dykkede ned i oplevelser af hvordan jeg har fængslet min kreativitet, tilpasset mig over evne og betalt prisen kom jeg i kontakt med et brøl nede fra bunden af min mave. Et brøl fyldt med liv, fyldt med kraft, fyldt med lyst og skabertrang.
På samme tid vil jeg skrive en bog, bygge et gæstehus, lave et nyt køkken, tage ud og rejse, lave et personligt udviklingsforløb, et parkursus og holde en fest.

Der var – og er – så meget lyst til alt muligt at det gør det svært at gå i gang. Og måske er det heller ikke så væsentligt om jeg handler på det eller ej.

Brølet fra dybet lod mig med al tydelighed forstå at jeg er så meget større end det begrænsede og begrænsende selvbillede jeg lader mit liv styre af.
Godt brølt løve!

Et øjeblik - et møde med livet

Søndag var en solrig, frostklar og sneklædt dag hvor turen i skoven var fyldt med stilhed. Der var ingen vind og de lyde der måtte være blev fanget i dynen af sne. Selv om det frøs fik solens varme sneen til at smelte fra træernes grene, og lave små lydløse regndråbepletter i sneen jeg gik på. Jeg gik med sanserne åbne og en frydefuld stemning i krop og tanke.
På turen rundt i skoven, på vej ned mod søen, går jeg forbi en fold med heste, en fold med får der har lam og nogle langpelsede, langhornede køer der har en kalv. Der stod en hest i midten af sin fold og så lidt kold og alene ud, og jeg stoppede op og ventede. Den blev bare stående og det gjorde jeg også.

Hvad laver vi her, tænkte jeg, dig en hest, mig et menneske, træerne, sneen og stilheden? Hvorfor? Lige om lidt går jeg, lige om lidt går du, sneen smelter og øjeblikket er væk. Det vil livet også være? Om snart eller om længe. Hvad bruger jeg det her øjeblik til? Skal jeg blive stående, skal jeg gå? Og hvilken forskel gør det?

Og så gik tiden i stå! Eller min tænkning om tiden stoppede, eller hvad man nu skal sige om det eller hvad man nu skal kalde det. Måske gik "jeg" i stå? Og noget dybere fik plads i stilheden?

Derinde i stilheden åbnede en dør til dyb taknemmelighed, og en lille våd størrelse trillede lige så langsomt ned af min kind.

Der, i spørgsmålet om mening fik en stille undren lov til at fylde og og lov til at udvide sig, for så at passere forbi en voksen mands begrænsninger, og lige der blev jeg rørt af livet selv.

Tak