Krop, bevidsthed og Ki-Aikido

Ki-Aikido, en japansk kampkunst

Han flytter sig sidelæns fra den ene side af rummet til den anden, står stille og spørger: "Har jeg flyttet mig? Hvad er det der har flyttet sig?"
En anden gang bliver vi bedt om at stoppe midt i en fysisk kontakt til en partner og spørgsmålet lyder: "Hvem rører hvem?"

Jeg skal ikke gøre mig alt for klog på kampsport versus kampkunst, Ki-Aikido i forhold til "almindelig" Aikido, for slet ikke at tale om alle mulige andre kampteknikker. Der er sikkert styrker og svagheder ved dem alle, både når det kommer til den direkte brug i en kampsituation og når det drejer sig om den mere meditative krops- og bevidsthedskontakt.

Men en ting er sikkert! Jeg er blevet ret vild med Ki-Aikido. Det er bare 2 gange om ugen a 1,5 times varighed. Nogen gange er vi 8-10 stykker og andre gange 3-4. Enkelte gange har jeg haft træneren helt for mig selv. Ligemeget hvilket humør eller hvilken stemning jeg måtte komme med, så er mødet med måtten, træningen og nærværet i stand til at nulstille og balancere min egentilstand, så jeg hver gang drager derfra med en stille glæde som vibrerer i min krop.

Jeg er virkelig nybegynder, så der er lang vej til de sorte bukser. Men det er slet ikke det der styrer her, og Ki-Aikido passer så godt ind i alt det jeg ellers tager mig til for min personlige udviklings skyld. Paul Hauerbach som træneren, eller Sensei, hedder har trænet længe og meget. Han er varsom med at sætte for mange etiketter på, så vi ikke bliver fastlåst i stereotype beskrivelser af hvad det er vi laver, og er med til at holde os vågne når han spørger til hvad det er vi laver nu. Vi får virkelig kigget på krop og bevægelse, på hvad der er muskel styrke og hvad der er Ki. Og det er faktisk ret vildt hvordan nogle af de allerførste teknikker jeg lærte fortsat skal forbedres.

Ki er der sikkert skrevet store afhandlinger om, men det er dejligt at have en fornemmelse af hvad det er der helt konkret og fysisk forståes med Ki. Når hele kroppen er bevidst og kan møde en anden uden at miste sig selv. På den måde er der stor læring om relationelle og dialogiske færdigheder i Ki-Aikido. Hvilket også nogle trænede Ki-Aikido instruktører bruger i kursusvirksomhed omkring konflikthåndtering, samarbejde og kommunikation.

Jeg får næsten hver gang opmærksomhed på at fylde mig selv ud, at rette mig op, og lade hele min krop have den fylde og det omfang den nu engang har. Jeg skal ikke gå lidt ned, eller gøre mig lidt mindre fordi min partner er mindre. Jeg skal udfylde mit rum og tage min plads. Det har jeg sgu arbejdet med hele mit liv, men her bliver det til en konkret oplevelse, og en direkte erfaring. Hvis jeg forbliver tro mod min krops fylde og bevægelsesrum, så bliver øvelsen så meget enklere og dynamisk. Og jeg har haft enkelte - nær på - flow oplevelser, hvor både jeg og min partner har været i en bevidst kontakt hele øvelsen igennem.
En del teknikker ender i et rullefald, det kan være mere eller mindre, højere eller lavere, længere eller kortere. Og selv om jeg ikke er tilfreds med letheden i mine fald, så er jeg virkelig tilfreds med oplevelsen. Det er fedt at lade sig "smide" og "flyve" for så at rulle rundt på madrassen, og mere eller mindre smidigt være oppe igen, parat til næste møde.

Der er mange øvelser, teknikker og japanske navne at lære, der er kniv, sværd og stokke, der er gradueringer, der er lejre i Danmark, Sverige og Europa, og så er der det helt særlige omkring Ki-bevidstheden, som den røde tråd der binder det hele sammen og gør Ki-Aikido til en kampkunst og en bevidsthedstræning der er lige så værdifuld for nybegynderen som for den højt graduerede.

Jeg har været til træning i aften og nyder opstemtheden over kontakten og nærværet i krop og sind.

Tak for træningen!

Ghandi's Prayer for Peace

Gandhi's Prayer for Peace

I offer you peace.
I offer you love.
I offer you friendship.
I see your beauty.
I hear your need.
I feel your feelings.
My wisdom flows from the highest source.
I salute that source in you.
Let us work together.
For unity and peace.

Mahatma Gandhi

Godt brølt løve

Sammen med en fælles rejsende på en spirituel udviklingsvej har vi i denne weekend været på opdagelse i en tema vi her kan kalde livsglæde.

Det er søndag eftermiddag, vi er trætte, afspændte og fyldt med nærvær og mening. Vi giver vores opmærksomhed til hvordan det ville være hvis lethed i hjertet var det primære fokus i vores liv. At være let om hjertet er en kvalitet jeg har forholdsvist let adgang til, men det første billede der dukker op er bestemt ikke fyldt med lethed, ikke i første omgang i hvert fald. Jeg kigger lige ind i ansigtet på en vred og oprevet fysik lærer, der hårdt og koldt fortæller mig at hvis jeg havde været hans søn, så havde jeg fået en på kassen. Jeg kan også huske at jeg i min frustration og smerte fik svaret at jeg da så var glad for at jeg ikke var hans søn.

Egentlig havde jeg dummet mig, også temmeligt alvorligt. Vi havde et forsøg hvor vi skulle suge noget op med en gummidims, og som man også kunne puste med. Jeg pjattede, havde det sjovt og var glad. Jeg var let om hjertet. Jeg pustede en af mine venner i hovedet med gummidimsen. Og det kunne jo være gået grueligt galt hvis der havde været et eller andet giftigt i den.
Så jeg havde fortjent irettesættelsen!

Men det den lille historie også handler om er hvordan den slags irettesættelser, som der har været mange af, har skabt en begrænset adgang til mit lette hjerte. Jeg er blevet bange for at jeg kan skade nogen, såre nogen og gøre nogen meget vred. Jeg er blevet bange for at begå fejl.

Jeg er blevet til en løve i bur, til en stækket rovfugl, en krokodille i en 1-værelses lejlighed på 4.sal, langt væk fra sumpen og mit naturlige element.

Mens jeg på kurset dykkede ned i oplevelser af hvordan jeg har fængslet min kreativitet, tilpasset mig over evne og betalt prisen kom jeg i kontakt med et brøl nede fra bunden af min mave. Et brøl fyldt med liv, fyldt med kraft, fyldt med lyst og skabertrang.
På samme tid vil jeg skrive en bog, bygge et gæstehus, lave et nyt køkken, tage ud og rejse, lave et personligt udviklingsforløb, et parkursus og holde en fest.

Der var – og er – så meget lyst til alt muligt at det gør det svært at gå i gang. Og måske er det heller ikke så væsentligt om jeg handler på det eller ej.

Brølet fra dybet lod mig med al tydelighed forstå at jeg er så meget større end det begrænsede og begrænsende selvbillede jeg lader mit liv styre af.
Godt brølt løve!

Et øjeblik - et møde med livet

Søndag var en solrig, frostklar og sneklædt dag hvor turen i skoven var fyldt med stilhed. Der var ingen vind og de lyde der måtte være blev fanget i dynen af sne. Selv om det frøs fik solens varme sneen til at smelte fra træernes grene, og lave små lydløse regndråbepletter i sneen jeg gik på. Jeg gik med sanserne åbne og en frydefuld stemning i krop og tanke.
På turen rundt i skoven, på vej ned mod søen, går jeg forbi en fold med heste, en fold med får der har lam og nogle langpelsede, langhornede køer der har en kalv. Der stod en hest i midten af sin fold og så lidt kold og alene ud, og jeg stoppede op og ventede. Den blev bare stående og det gjorde jeg også.

Hvad laver vi her, tænkte jeg, dig en hest, mig et menneske, træerne, sneen og stilheden? Hvorfor? Lige om lidt går jeg, lige om lidt går du, sneen smelter og øjeblikket er væk. Det vil livet også være? Om snart eller om længe. Hvad bruger jeg det her øjeblik til? Skal jeg blive stående, skal jeg gå? Og hvilken forskel gør det?

Og så gik tiden i stå! Eller min tænkning om tiden stoppede, eller hvad man nu skal sige om det eller hvad man nu skal kalde det. Måske gik "jeg" i stå? Og noget dybere fik plads i stilheden?

Derinde i stilheden åbnede en dør til dyb taknemmelighed, og en lille våd størrelse trillede lige så langsomt ned af min kind.

Der, i spørgsmålet om mening fik en stille undren lov til at fylde og og lov til at udvide sig, for så at passere forbi en voksen mands begrænsninger, og lige der blev jeg rørt af livet selv.

Tak