Bevidsthed er kærlighed
Har jeg ikke været sød i dag? Med frygt og sorg i stemmen stiller den lille pige spørgsmålet til sin mor og far. Far og mor har ryddet op og sidder nu i stuen efter at gæsterne er gået.
"Du kan bare ikke lære det, kan du!!!" Fars hånende stemme brænder dybt ind i hjertet. Nu begynder det igen. "Hvor tit skal jeg sige til dig, at…." og "Er det helt umuligt for dig at forstå….". "Når du ikke kan forstå det jeg siger til dig, så må du jo føle det". "Du må jo være dum"!
Den lille pige vidste sådan set godt at det ville komme. Men det er bedre at få det sagt og overstået end at gå og vente på det. Og hun ved også godt at det ofte ender med en ophovnet kind og et aftryk af fars fingre i ansigtet. Han slår hårdt! Og tit!
At sådan en opvækst sætter sig i den nu voksne kvinde, er med til at danne hendes personlighed og får afgørende betydning for den måde hun møder verden på er der efterhånden en udbredt forståelse for.
Når kvinden så sætter sig i den ene stol i min praksis og hendes mand i den anden. Som to voksne der elsker hinanden, men er faret vild i skænderier, beskyldninger, skuffelser og smerte. Så starter et udredningsarbejde af ønsker og drømme, længsler og håb på den ene side, og af svigt, afvisninger, magtesløshed og opgivelse på den ande.
Vores personlighed opererer med rigtig og forkert, godt og skidt, smukt og grimt, kærlighed og afvisning, så det er naturligt at det er der vi starter. Det er også klart at når vi opdeler verden på den måde, så er det lidt af en udfordring at undersøge sin partners vrede, sorg og afmagt. Det er jo forkert eller rigtigt.
Det er rigtigt at kvinden har den oplevelse med sig i bagagen og at den har betydning for hendes måde at møde hendes mand på. Især når bølgerne går højt, men også når de bare stiger lidt i intensitet. Hendes forsvarssystem begynder at blinke. Hun har meget dårlige erfaringer med at blive mødt på hendes gode intentioner. Hun har dårlige erfaringer med at være god nok og med at være en der elskes for den hun er. Hun tvivler dybest set på at hun er værd at elske.
At være manden i hendes liv er svært og en udfordring han ind i mellem er ved at give op over for. Han må vide at han har nøglen til at hjælpe sin kvinde i kontakt med at hun er 'elske værdig'. Og han må vide at det kræver tålmodighed, accept og mod til at stå ved sig selv. Hele vejen.
Hvis ikke han er ærlig og autentisk kan hun jo ikke tro på ham. Hvis han giver op og trækker sig, bekræfter han at hun ikke er indsatsen værd. Hvis han afviser og kritiserer bekræfter han hendes indre selvafvisning.
Han har sin historie, men det må blive en anden gang. Han har jo ikke 'helt tilfældigt' valgt sin kvinde.
Den søde pige bliver til en sød kvinde, hun gør sig umage med at gøre andre og sin mand tilfreds. Hun ofrer sig og er på forkant med at hun bliver straffet fordi det ikke er godt nok.
Men hun stråler ikke, hun lyser ikke. Og hun kritiserer i det skjulte. Hendes længsel fylder og bliver til uudtalte forventninger og krav.
Hendes mand oplever ikke at han kan gøre hende tilfreds. Alt det praktiske er ok, men der er en dødhed i mellem dem, et fravær af liv, nysgerrighed og glæde. Ingen intimitet og lyst til hinanden fysisk.
De bliver fanget i rigtig/forkert! Hver for sig og sammen. Dømninger og afvisninger går både ind mod dem selv og ud mod den anden.
Det er ham der kontakter mig. Og det bliver et langt forløb. Med dyb afmagt og fortvivlelse. Men også med rørende øjeblikke af møder der forvandler. Måske ikke hele forholdet, men i hvertfald øjeblikket. Og øjeblik for øjeblik.
Jeg mærker frustrationen, afmagten og fortvivlelsen. Har jeg hvad der skal til? Kan jeg rumme så stor smerte? Formår jeg at holde lygten længe nok til at nye indsigter, forståelse og bevidsthed kan melde sig?
Men det hele løsner når engagementet, viljen og kærligheden er stærkest. Når parret tålmodigt og vedholdende vender tilbage igen og igen. Får løst den ene knude efter den anden. Og lader nogle være uløste, men ikke glemte.
De lykkes ikke med at det er hende der skal ændre sig, de lykkes fordi de begge tager ansvar for at ændre noget hos sig selv. Og de lærer og udvikler sig hver for sig - til gavn for deres fælles kærlighed.
Det kræver en stor indsats at holde liv i kærligheden. At udtrykke den i hverdagen. Tålmodigt og vedholdende. Og ind i mellem kræver det at livet får lov til at forstyrre og øge forståelse og bevidsthed om hvad det er der foregår. At nogen eller nogen får lov til at stille spørgsmål.
Bevidsthed er kærlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar