Det må ikke gøre ondt

Av - det må ikke gøre ondt!

Jeg bryder mig ikke om smerte. Så har vi det på det rene!
Jeg opdraget med: "Ja det gjorde ondt, lad mig puste på det og se så at komme ud og lege igen." Og "Så, hold nu op med at græde, værre var det vist heller ikke".

Der blev ikke uden videre delt hovedpinepiller eller smertestillere ud i mit barndomshjem. Min mor var omsorgsfuld og trøstede os når vi slog os eller var kede af noget. Men der var altid en stemning af: "Bliv nu ikke selvmedlidende, græd ikke over spildt mælk. Sådan er livet. Og nu skal du videre. Sådan, ud og leg med dig". Min far var en mand af den gamle skole. Nogen vil sige en RIGTIG mand. Selvfølgelig slog han sig, og skar sig ind i mellem, men arbejdet stoppede ikke af den grund. Når det var koldt gik han ikke med hue, vanter eller tørklæde. Han gik helst i træsko. Og han har vist aldrig trøstet mig eller mine søskende når vi har slået os.

Så jeg har sådan en indre kritiker der fortæller mig at jeg er lidt af en tøsedreng når jeg gerne vil bedøves hos tandlægen, eller når jeg tager en hovedpinepille fordi smerten er blevet for intens. Ja nogen gange tager jeg også en pille før smerten kommer, bare fordi jeg kan mærke at den kunne være på vej.
Jeg synes også jeg er en pivskid når jeg fryser og vil ind i varmen.

Det var ikke mange dage jeg var sygemeldt og hjemme fra skole. Og det var heller ikke særlig hyggeligt at være syg. 
Min mor og far var ikke benhårde jægersoldater, slet ikke. Der var bare ikke noget at klynke over, ingen grund til at have ondt af sig selv. Det kommer der jo alligevel ikke noget godt ud af. "Nu har du vist ligger der længe nok, er det mon ikke på tide at komme i gang igen?"
På en måde kan man jo sige at min far og mor heller ikke brød sig om smerte. De ville gerne have den overstået hurtigst muligt - og det lærte jeg og mine søskende så af dem.

Det var sådan det var. Og det er også sådan det stadig væk er. Jeg bryder mig ikke om smerte. Og måske har min opvækst betydet at smerte ikke fylder ret meget i mit liv?

I hvertfald er jeg meget sjældent syg. Jeg udholder meget pres i længere tid og uden beklagelse.

Og når jeg skriver at jeg ikke bryder mig om smerte, så er det den smerte jeg skal forberede mig på. Den smerte jeg ved kommer når jeg skal vaccineres, smerten ved at få lavet et hul i tænderne.
Men det er også smerten i musklerne når en god kropsterapeut tager fat og bearbejder mine skuldre, min nakke og min ryg. Det gør jo ondt. Kan det virkelig være rigtigt.

Og så er der smerte der handler om følelser, smerten i jalousien, i at sige farvel til en jeg holder af. Smerten i sorgen og afskeden.

Og endelig smerten i at skulle herfra, sige farvel til livet, til alt det jeg elsker og holder af.

En måde at vende sig væk fra smerten er også at være rigtig god til at se det der er rart, dejligt, godt og helt i orden.
Og måske nogen gange lidt for god til det. Lidt for god på den måde at opdagelsen af smerten stopper før jeg helt har forstået den, mødt den oplevet den. 
Og så får smerten i kroppen eller følelsen ikke lov til at bidrage med den intensitet, lidenskab og kraft som smerten også indeholder.

Og jeg tror det er en af mine store udfordringer i mit liv. At der faktisk inde i den smerte jeg forsøger at undgå findes den glæde og kraft jeg leder efter.

Tillid

Tillid - at tillade

At lade livet udfolde sig som det nu engang gør, og tillade det uden at vide hvad der skal ske er noget af det rigtig mange af os var i stand til som børn. Og fordi vi ikke vidste hvad der skulle ske blev en stor del af vores liv til et eventyr. Som voksne har vi fået for meget opmærksomhed på hvordan livet bør være og det kommer til at sætte grænser for hvilket liv vi bliver i stand til at opleve. Og så ind i mellem møder vi eventyrere, som giver sig i kast med sig selv og deres liv med nysgerrighed på hvad der ligger derinde eller derude hvor de ikke har været før. Som har mod og tillid til at gå på opdagelse i det de ikke ved noget om.

Et sådan møde har jeg lige haft i dag. Et møde med et menneske som går på opdagelse, som undersøger, som reflekterer og mærker efter. Et inspirerende og livgivende møde der motiverer til at ryste lidt bukserne og gå på opdagelse i nyt terræn. Indre som ydre.

Og inspirerer fordi det vækker genklang i mig fra dengang jeg var en eventyrer der hele tiden udforskede øjeblikkets muligheder for hvor og hvad jeg kunne opdage og undersøge nærmere. Og jeg mærkede glæde og liv bevæge sig i mave og i hovede. Både til at sidde stille alene i en skov, klatre i træerne med min ven, læse en mærkelig bog, tegne en tegning af noget jeg ikke ved hvad skal være, eller bare lytte til noget musik og se hvad det vil skabe af rørelse i mig.

Og jeg tænkte at det er godt at kende sådanne mennesker, venner eller nogen i sit netværk som virker sådan på dig. Som inspirerer dig til at gå lidt videre og lidt dybere.

Og så sad jeg lidt for mig selv og tænkte på min dag i dag og de mennesker jeg møder og ser. Og blev glad for at jeg kender sådan nogen, at jeg har eventyrere som kære venner. Venner der inspirerer og forstyrrer og inviterer mig med derud og derind hvor jeg ikke har været før. Hvor der er meget mørkt og meget ukendt eller alt for lyst og kendt.

Og jeg tænkte igen på teksten jeg har skrevet på en lampe i min stue: 

Courage is doing what you are afraid to do.
There can be no courage unless you are scared
-       Eddie Rickenbacker

"Vil han ikke udvikle sig - så må jeg forlade ham!

Måske er nedenstående refleksioner ikke ukendte for dig? Måske har du selv fundet en vej videre, eller igennem? Hvad enten det er det ene eller det andet, så må du meget gerne dele dine tanker og erfaringer med mig.

Her er det en kvinde der taler, måske kunne det også have været en mand. Men der er noget det tyder på at flest kvinder sidder med denne oplevelse. Tænker du også det?


"Vil han ikke udvikle sig - så må jeg forlade ham!

I lang tid har jeg accepteret at det er mig der tager initiativ til vores dybere samtaler, og at det er mig der sætter ord på, når stemningen imellem os er anspændt.
Jeg har også accepteret at det er mig der tager initiativ til vores seksuelle møder og at jeg er den udfarende når det drejer sig om udflugter og oplevelser sammen.

Jeg har også accepteret at det er meget vigtigt for ham at se fodboldkampen og tv-avisen, og at han nu er træt og bare gerne vil slappe af.

Jeg har gjort mig umage for at få ham til at tale om det og få ham til at forstå at jeg ikke synes det er en tilfredsstillende måde at leve sammen på, og jeg synes jeg har sagt det på en 'selvansvarlig' måde.

Jeg har også forsøgt i en periode at lade det være og så bare gøre noget for mig selv, være opsøgende på andre fællesskaber og fokusere på mine egne interesser.

Men nu er jeg ved at være træt. Jeg kan ikke holde det ud længere. Og jeg synes ikke jeg kan se mig selv i spejlet og se at jeg lever det liv jeg ønsker at leve.

Konsekvensen ser ud til at være at jeg må forlade ham, eller i hvert fald fortælle ham at det er det der kommer til at ske medmindre der sker en forandring. Og at den forandring må han være med til at skabe. Og jeg er helt med på at vi må skabe den sammen - så det bliver en fælles ønsket fremtid vi formulerer og efterstræber.

Han vil måske føle sig presset fordi han ikke vil have jeg forlader ham, og så indvilliger han måske i at lave noget om af frygt i stedet for af lyst. Og hvilket forhold skaber det så?

Eller han indvilliger og gør alligevel ikke noget og presser på den måde mig til at tage beslutningen. Og så får han fred og kan læne sig tilbage i sofaen med sin kaffe og sin fodboldkamp. Måske er det i virkeligheden det han allerhelst vil?

Er det så også det jeg vil? Forlade ham og efterstræbe et mere dynamisk og lidenskabeligt kærlighedsforhold? Eller fortsætte med at finde en måde at elske ham på - for det, og den, han nu en gang er?"