Har du lyst til at have lyst?

Glæde, samvær og seksualitet

Hun var ikke klar over hvad mødet i dag skulle handle om. Han var træt efter arbejdet. I øvrigt var han altid træt.

En par session

Han ved ikke hvad trætheden skyldes men den fylder rigtig meget. Han har lyst til at sove. Måske er der for meget kontrol og frygt i hans liv. For meget ansvar og for meget han vil passe på. For meget tilpasning. Han er ked af at afvise sin kvinde. Hun er en dejlig kvinde og han elsker hende højt. Han begærer hende og får tit lyst til hende. Men han handler ikke på sin lyst. Tværtimod. Han er afvisende når hun kommer til ham med sin lyst. Og han er rigtig ked af det.

"Har du lyst til at have lyst?"

Hans svar kommer kraftfuldt og direkte: "Ja, for fanden!"

Hun har lyttet til hans og min snak og hun er bevæget og glad. Glad for det han siger, glad for at han er ærlig, glad for hans åbenhed. Hun er også bekymret fordi deres seksuelle møder bliver færre og færre. Og hun har virkelig lyst til ham. Hun elsker ham og hun vil ham. Men hun kan også mærke at hun er begyndt at lukke sig ned, at hun passer på sig selv nu. At hun er holdt op med at udtrykke sin lyst fordi afvisningerne er begyndt at gøre ondt. Der er blevet for mange af dem.

De sætter sig overfor hinanden og taler om deres seksualitet. De er begge rørt og sårbare. Det er svært at tale om. De er bange for at såre hinanden og de er bange for at blive sårede. Der er knuder i maven og øjne der søger accept og anerkendelse. Spænding og frygt. Men de bløder op da de mærker velviljen og modet til at blotte sig. Og de mærker at de begge virkelig gerne vil hinanden.

Hun mærker sit mod til at stå ved sin lyst og modet til at udtrykke det. Han mærker viljen til at handle på sin lyst til hende. De mærker deres fællesskab, de mærker intimiteten, de mærker glæden over at være sammen, over at være her. De spejler sig i hinandens lyst, glæde og mod.
De har lyst til at have lyst og til at tage et ansvar for deres seksualitet. 

Tak for jer. Tak fordi i tør.

Human Contact 
v/ Claus Verner Nielsen

SMERTE

Smerte, frygt, sorg, vrede, svigt og afvisning

Kærlighedsforholdet mellem en mand og en kvinde er det mest fantastiske og det mest forfærdelige jeg ved af i mit liv.
Jeg kender ikke andre områder hvor så mange skræmmende følelser kan være levende i min krop på en gang. Tanker der tager mig med fastlåste sætninger der ikke er nogen udvikling i. Tankerne formulerer sig i vrede sætninger, bebrejdende sætninger, krænkede sætninger. Og de bliver bare ved. Følelserne af svigt, frygt, vrede og afvisning tumler rundt i mave og bryst og så snart den ene holder op kommer den anden lige bag efter.

Kroppen er stresset, oppe at køre, kan ikke finde hvile eller ro. Hjertet hamrer i brystet, maven knuger sig sammen og al energien fiser op i hovedet som prøver at samle det hele sammen til en vej videre.

Systemet er på “Red Alert!

En vej videre med anstændigheden, omsorgen og kærligheden i behold. Vejen må være sårbarhed. At turde mærke mit mindreværd. Nu er jeg her igen. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er svag. Et offer. En taber. Turde mærke det hele. Være i det, være med det.
Sårbarhed som at stå nøgen i oplevelsen, at blive set, mest af sig selv, men også af den skræmmende og betydningsfulde anden. Sårbarheden som redskabet til at lade min sjæl skinne igennem min personlighed.
Min personlighed er bange, utryg og gået i offer tilstand. Det er nu cellerne i min krop kalder på trøst hos min mor. Kom nu mor, giv mig din gyldne honning, smelt sammen med mig. Vis mig at verden er tryg og sikker. Omslut mig af din kærlighed.
Større end min personlighed er min sjæl, min essens, mit sande selv. Som det jeg ved og tror på, det jeg ville ønske jeg kunne efterleve. Det mit hjerte længes efter at leve.

I den nøgne sårbarhed kan jeg møde smerten, hvis jeg tør. Og sårbarhed hjælpe mig til at blive i det sorte skræmmende sted der åbner sig. Isolationen, kulden, hadet!

Kærlighedsforholdet rummer den mulighed for mig, mere end noget andet. Måske fordi jeg mangler andre oplevelser af den dimension.

Muligheden for at stå i smerten, at blive der tålmodigt og vedholdende. Ikke at skulle skjule den, ikke dulme den, ikke flygte fra den. Bare møde den. At have modet til at mærke hvad den vil fortælle mig.

Smerten er knyttet til frygten for at miste. Og det noget er det mest betydningsfulde i mit liv. Hende jeg elsker. Det er interessant så meget smerte det forvolder at have gjort et andet menneske så betydningsfuldt. Jeg har været i kontakt med oplevelsen flere gange. Med forskellig intensitet. Og forskellig polaritet. At være på den ene eller anden side af smerten. Være den der føler ansvaret for at forvolde og være den der tager ansvaret for være forvoldt. Og nogle af oplevelserne står selv efter rigtig mange år så stærke frem at de lægger sig oven i den oplevelse jeg er i lige nu.

Der er så meget irrationalitet i oplevelsen. Hvad så hvis hun vil noget andet en mig? Det er da dybest set menneskeligt og naturligt at vi er forskellige. At vi orienterer os i hver sit univers og oplever virkeligheden forskelligt.

Dialog (og diskussion) bliver så formålsløs når vi forsøger at fortælle hinanden om vores univers og virkeligheder uden oprigtig interesse i at forlade os selv og gå på opdagelse i den anden. Og det formålsløse bliver på forunderlig vis tilfredsstillende for deri ligger bekræftelsen på alle mine antagelser. Og begrundelsen for hvor jeg ikke skal udvide mig, ændre mig. Formålsløsheden tager mig og sikrer at jeg ikke bliver til noget andet end den jeg er.
Det ligger på den måde helt i oplevelsens natur at magtesløshed er nødvendig for at fastholde mig selv som den jeg er. Og på den måde giver det mening at magtesløshed er en acceptabel omend ubehagelig følelse. Hvis jeg slipper -løshed, så står jeg tilbage med magt. At turde se mig selv som magtfuld, som skaber og medskaber at mit liv. Tage magten til mig. Det er for alvor skræmmende!

Smerten hører til min personligheds ideer og overbevisninger om hvordan mit kærlighedsliv bør se ud. Og som sådan er smerten en fortælling om hvordan jeg har bundet mig ind i samme overbevisninger. Smerten fortæller mig om et bevidsthedsrum der er for lille. Hvis det fortæller mig at mit bevidsthedsrum er for lille, så ligger der jo også en mulighed for at det kunne blive større.

Hvis det være åben for en udvidelse af mit bevidsthedsrum er en måde at være i livet på. Så kan jeg finde et sted i mig hvor jeg hilser smerten velkommen.

Fordi jeg ved at smerten hænger sammen med at fastholde ideer og overbevisninger. Så ved jeg også at det vil være sandt at udfordre dem.

Human Contact 
v/Claus Verner Nielsen