Jeg har netop parkeret på Sdr. Boulevard med en god time før jeg skal til Ki-Aikido. Jeg vil lige gå en tur først og betaler for min parkering. Så hører jeg en vred stemme skælde ud og min krop trækker sig lidt sammen. Jeg kigger ud og der kommer en mand med sin hund. Den stakkels hund bliver talt hårdt til, skældt ud og dasket til med hundesnoren. Og hver gang så kryber den lidt sammen. Men ellers virker den ung, stærk og glad og den løber frit uden snor på. Helt modsat hunden så udstråler han stærk vrede, hans krop er truende og hans blik søger rundt for at se om der er nogen at rette vreden imod. Som om han bare venter på en der skal påtale hans adfærd. Jeg sidder i min bil og overvejer stærkt om det mon skal være mig, der skal tage vreden istedet for hans hund. Men jeg fryser ligesom fast i sædet. Og mærker magtesløsheden brede sig.
For mange år siden sad jeg i s-toget en varm sommerdag. Jeg røg dengang og vi var bare et par og mig i vognen. Kvinden sagde højt at det ville være fedt med noget frisk luft og jeg smilede til hende. Hendes kæreste for op og spurgte hårdt "Hvad griner du af?" Hun stoppede ham og bad ham slappe af. Jeg vidste sgu ikke hvad jeg skulle stille op.
En mand med pandebånd hvor der står Hells Angels på kom ind i en bus på Østerbro og jeg kan huske hvordan jeg stivnede og tænkte på alle de historier jeg har hørt om hvor hurtigt den slags mænd tænder af. Og her den anden dag spiste jeg shawarma med to fyre hvor der stod bandidos op af deres muskuløse underarme.
En anden gang i s-toget var der en fuld mand der chikanerede et par unge piger på vej til fest. Det blev for meget og jeg bad ham om at stoppe. Hans vrede vendte sig mod mig, og han smed lidt af sin øl efter mig. Men selv om jeg var opspændt var jeg mere fattet.
Jeg kan huske en forfatter skrive i en bog at hun på et tidspunkt da en tyr løb efter hende, tænkte at nu måtte det være nok, vendte sig rundt og løb den brølende i møde, hvorefter den stoppede op og vendte om. Det måtte være slut med at være bange.
Jeg har klienter som er meget sårbare overfor vrede. Som ikke tør mærke og udtrykke den. Jeg har også klienter for hvem det er vigtigt at jeg kan rumme deres vrede, de har erfaringer med at blive afvist når de udtrykker vreden.
Modet til at udtrykke sig frit overfor andre er iboende. Det kan vi se på små børn der trygt udfordrer mennesker der er fire gange større end dem selv. Som frit spørger hvad der står på mandens tatoverede arm eller nakke. Og hvorfor det står der. Børn der beder voksne om at holde op med at skændes, holde op med at råbe og som frit trøster når nogen bliver kede af det.
I min tid i Asylafdelingen var der nogle af de unge der stjal. Og jeg husker en ung mand fra Bangladesh sige at han ikke kunne være en god muslim hvis han ikke blandede sig når han så det.
Jeg kan mærke at jeg skammer mig over ikke at turde gribe ind over for en mand der behandler sin hund så dårligt. Også selv om jeg kan finde gode grunde til at jeg ikke skal gøre det.
Her er en vigtig lille film om samme tema: http://goo.gl/J8s8w3
Jeg tænker at det er noget jeg har kunnet en gang, men som jeg har lært at lade være med.
Hvad tænker du?
