The feminine principle within a man

Inspiration fra "We" af Robert A. Johnson:

Baubo

'The feminine principle within a man is above all a principle of relatedness: She personifies a man's capacity to relate to his own inner self, to the interior realm of his own psyche and to the unconscious. When a man drinks of the love potion, it is anima, his soul that he sees superimposed on a woman.

"The projection can only be dissolved when the son sees that in the realm of his psyche there is an imago....of the daughter, the sister, the beloved, the heavenly goddess, and chthonic Baudo. Every mother and every beloved is forced to become the carrier and embodiment of this omnipresent and ageless image, which corresponds to the deepest reality in a man. It belongs to him, this perilous image of Woman; she stands for the loyalty which in the interests of life he must sometimes forgo; she is the much needed compensation for the risks, struggle, sacrifices, that all end in disappointment; she is the solace for all the bitterness of life. And, at the same time she is the great illusionist, the seductress, who draws him into life with her Maya - and not only into life's reasonable and useful aspects, but into its frightful paradoxes and ambivalences where good and evil, succes and ruin, hope and despair, counterbalance each other. Because she is his greatest danger she demands from a man his greatest, and if he has it in him she will receive it.
This image i "My Lady Soul"
(Jung, Aion, par. 24)

God ferie

Human Contact

Et nøgent, jomfrueligt øjeblik

Der inde fra hvor tiden går

Solen er ved at gå ned. Det er lidt køligt. En fantastisk rhododendron er ved at eksplodere i sin udfoldelse og store brombasser summer lystigt omkring de fyldige blomster.
En lille flagermus hvæser da jeg flytter den fra dørkarmen og sender den ind under terrassen i håb om at den finder vej til sikkerhed. Hvad skal man mon stille op med sådan en lille fyr?
Jeg sætter mig under min parasol i ly fra duggen, lader blikket søge mod egetræet der står så kraftfuldt og mættet af grøn. Jeg lader rhododendron, egetræ og aftenens kølige stilhed være små døre der åbner ind til mig selv.
Et nøgent, jomfrueligt øjeblik inviterer til kontakt. Et øjeblik der folder sig ud. Et nærvær fra mit indre. Fra det indre dyb som kreativiteten udspringer fra. Fra orkanens øje. Der inde fra hvor tiden går. Hvor tiden udvider sig og bevæger mig. Derinde fra hvor livet skabes, hvor bevidsthed opstår. Derinde hvor sanser møder krop. 
Kraft, Fred og Nærvær.
Et øjeblik. Et liv. En begyndelse og en slutning. Igen. Et nært og stille øjeblik hvor glæden ved at være fylder. Hvor min hud, mine nervetråde og mine celler åbner sig. Det skaber plads. Indeni bliver der plads og bevidsthed folder sig ud. Bevidsthed som kærlighed der skaber opmærksomhed og anerkender de mindste dele af mig og fylder mig ud. 
Af liv. Af nærvær. Af taknemmelighed. 
Med plads og rum følger der frihed. 
Frihed til et møde med mig selv, som den jeg er, her og nu. På godt og ondt. Uden dom eller afvisning.
Et øjeblik af liv, mening og fylde.
Det er her at alting betyder noget, også selv om det ikke er noget. Det er her hvor det jeg gør er den jeg er. Og omvendt.
Det er sandheden i at elske den jeg er fordi jeg elsker det jeg gør. Og omvendt.
Og kærligheden som bevidsthed der ikke dømmer, blot rummer. Bevidsthed der anerkender, ser og møder og lader sig møde.
Øjeblikkets ro og dybe fred. I midten af tankers mylder, følelsers magt og kropslige bevægelser.
Herinde i midten af livet selv, hvor livet opleves så smukt, så stærkt, så sanseligt.
Her udvider jeg mig, her bevæges og forandres jeg. For en stund, for endnu et øjeblik efter at vende tilbage til mit gode gamle jeg.
Beriget af et møde med livet. Mit liv. Et møde med mig selv.

HumanContact