Birgittes heste Indy og Chico
Heste har altid betaget mig. Min far var fra Møn og voksede op med hesten som arbejdsdyr. Som dreng gik han i skole hver anden dag, og arbejdede på gårdene når han ikke var i skole. Her lærte han at omgås og arbejde med heste og her udviklede han sin kærlighed og forståelse for heste. Han red også i konkurrencer. Det var også noget nær det eneste vi som børn kunne få ham til at tegne, et hestehoved i profil. Jeg husker også at vi plagede om at få hest. At vi fornemmede på ham at det var noget helt særligt. Men det var der ikke lige penge og plads til, da vi var små.
Min far fik først råd og tid til heste igen da jeg blev 16, men der var det fodbold og fester der styrede, selv om jeg også var rigtig glad for Amanda som hesten hed. Stor og flot. Det var ikke mange ture jeg fik på den, og det var heller ikke meget jeg striglede eller mugede ud. Vi havde andre heste gående i folden, så glæden ved at stå og beundre de smukke dyr husker jeg rigtig godt.
Min ældste datter er rigtig glad for heste og gik til ridning i mange år, så det var oplagt at hende og jeg skulle med på den hesteweekend som Birgitte tilbød til hendes nære netværk. En hesteweekend hvor vi ville lære lidt om det helt særlige heste kan, hvis vi tillader det og tør åbne os for kontakten. Jeg var lidt nervøs, men min datter fuld af glæde og forventning.
Det blev til en magisk weekend. I ugen efter drømte jeg om heste og jeg havde oplevelserne af begejstring, nærvær og kontakt siddende i blodet. Jeg var også blevet rørt af en hest. Efter at have skabt kontakt til Chico på Birgittes anvisninger, blev jeg gjort opmærksom på at hverken hesten eller jeg slappede helt af. Jeg fortalte lidt om hvad jeg oplevede og i takt med at jeg gjorde det slappede jeg af, og så gjorde Chico det også. Jeg satte mig op på Chico (med hjælp) og den var fortsat lidt urolig. Så fortalte jeg hvad jeg nu oplevede (til Birgitte) og så slappede den af igen. Og så havde vi et møde i stilhed og nærvær. Dybt rørende!
- Det er ret vildt!
Oplevelserne i den weekend var så afgørende at jeg spurgte Birgitte om ikke vi skulle indgå et samarbejde. Et samarbejde hvor hun kan hellige sig det hun er super god til, nemlig alt hvad der har med hestesprog at gøre. Hun er en hestekunstner. Og jeg kan så følge op på det som kursisten oplever på ridebanen med Birgitte. Ved en efterfølgende coaching og endnu en opfølgende samtale efter et par dage. Det tager lidt tid før sådan en oplevelse lige bundfælder sig. Birgitte var helt frisk og en, to, tre så satte vi et kursus op.
Nu har jeg så lige været på hestetræning for at gå lidt dybere i min egen fortælling, med hestene som vejledere og spejle. Denne gang gik det bestemt et lag dybere, og der er mere jeg skal have kigget på. Det er tydeligt for mig at mine møder med hestene spejler områder i mit liv hvor livskraft og autoritet er tilbageholdt og undertrykt. Og de er altså ligeglade med hvor højt jeg larmer eller hvor meget jeg spankulerer rundt med hovedet højt og brystet fremskudt. Hvis ikke det kommer fra et autentisk og ærligt nærvær, så bliver jeg ignoreret indtil jeg tager mig selv alvorligt.
Jeg fik rigtig mange indtryk med mig hjem, jeg var helt basket efterfølgende.
En særlig oplevelse jeg fik med mig hjem var at se hvordan Birgitte på de to dage fik en ung hoppe, Elektra, til at bære hende rundt på banen. Først lagde hun sin arm henover den, så lagde hun begge hænder på ryggen af den og lagde lidt pres på. Til sidst lagde Birgitte sig henover den og så satte hun sig op. For til sidst at dirigere den rund bare med et reb i dens grime. Det var et skoleeksempel i anerkendende pædagogik. Elektra blev ikke presset, truet eller skældt ud. Birgitte gik meget tålmodigt, roligt og bestemt frem, bare en lille ting ad gangen, men selv om det virkede så langsomt og tålmodigt, så gik det faktisk vildt hurtigt. En god lektie i at "Slow is fast - Less is more".
Elektra virkede helt stolt af sig selv og vi var enige om at her er en hest der rigtig gerne vil lære noget.
Efter endt arbejde og fik jeg lov til at følge Elektra tilbage til flokken i folden. Jeg ved der er mange der kender til det at gå tur med en hest, men det er nyt for mig. At gå med en hest i et reb der hænger helt løst i mellem os og Elektra der følger en meter til halvanden bag mig, med rebet som en slags kontakt line. Og opleve at Elektra stopper når jeg stopper og løber med mig hvis jeg begynder at løbe.
Det jeg oplever her er hvad jeg kalder "kant-arbejde". Det kræver fuld opmærksomhed og nærvær, det kræver åbenhed og mod. Det inviterer til liv og kraft, glæde og nysgerrighed. Men det er også udfordrende og konfronterende.
Men gør det alligevel!!
Hestene inviterer dig i kontakt med dig selv - til en autentisk og hjertefuld kontakt med styrke og skønhed.
Til sidst vil jeg bare sige at Birgitte er en fremragende formidler og brobygger i mødet mellem menneske og hest.
