In Silence - by Thomas Merton

In Silence
 
Be still.
Listen to the stones of the wall.
Be silent, they try
To speak your
 
Name.
Listen
To the living walls.
Who are you?
Who
Are you? Whose
Silence are you?
 
Who (be quiet)
Are you (as these stones
Are quiet). Do not
Think of what you are
Still less of
What you may one day be.
Rather
Be what you are (but who?) be
The unthinkable one
You do not know.
 
O be still, while
You are still alive,
And all things live around you
Speaking (I do not hear)
To your own being,
Speaking by the Unknown
That is in you and in themselves.
 
“I will try, like them
To be my own silence:
And this is difficult. The whole
World is secretly on fire. The stones
Burn, even the stones
They burn me. How can a man be still or
Listen to all things burning? How can he dare
To sit with them
When all their silence
Is on fire?”

by 
Thomas Merton
 

Er det egentlig noget særligt?

Er du optaget af at være noget særligt?



Sammen med en god ven gik jeg fornylig på opdagelse i temaet om at være noget særligt, og om hvordan det at være unik og speciel bliver et fængsel og en hindring for faktisk at være mig selv - i al min særlighed!

Særlig, ærlig, kærlig - hvad er det med de æ'er?

Jeg blev godt og grundigt konfronteret af min ven, der spurgte om jeg er bange for at være almindelig, og om jeg er klar over hvilken frihed der ligger i at være et helt almindeligt menneske. Sådan et menneske der begår fejl, et menneske der skuffer og sårer andre og mister kontrollen.

Eller værre endnu svigter sine nærmeste og opfører sig umoralsk og egoistisk. Jeg blev en gang spurgt om jeg ville kunne finde styrken til at svigte mine nærmeste for at følge mit hjertes sandhed. Der er sikkert mange lag i det spørgsmål, men jeg er helt sikker på at jeg rigtig mange gange i mit liv, ja endda i løbet af min dag, svigter mit hjerte for at følge det som af kultur og opdragelse er afstukket som normalt og rigtigt.

Min ven og jeg gik ind i det sårbare tema omkring hvor vigtigt det er at gøre det rigtige, se ud på den rigtig måde og opføre sig på den rigtige måde. Og så bliver det tydeligt hvor fuldstændigt almindelig mit forsøg på at være noget særlig i bund og grund er.
Hvor styret jeg er af hvad mine omgivelser betragter som værende noget særligt og hvor meget jeg bestræber mig på at være særlig på den rigtige måde. Altså dikteret af opdragelse, kultur, mode og trends.

"Why cant I be you!" synger The Cure på et af deres hits. Og jeg kender længslen efter at være uimodståelig tiltrækkende, intelligent, "up front" og hænge ud med de helt særlige.

I mit parforhold har det været vigtigt for mig at være den eneste ene, den bedste elsker, den mest romantiske mand, den mest maskuline mand, den mest omsorgsfulde mand, etc. Som far har jeg skullet være den bedste opdrager, den bedste rollemodel, den mest kærlige, den mest forstående, osv, osv.

I mit fag udspiller det sig på samme måde og har altid gjort det. At finde en rolle og en funktion der satte mig i en særlig position og forsøge at opnå omverdenens anerkendelse af at være noget særligt. Jeg gjorde det som arbejdssky, langhåret i tøj jeg selv havde lavet. Jeg gjorde det med sort eyeliner, neglelak og læderjakke. Som skuespiller, som medarbejder i Dansk Røde Kors, som leder, konsulent og supervisor. Og jeg gør det nu som psykoterapeut, coach og supervisor.

Og det er lidt af en erkendelse for jeg har egentlig altid gjort et nummer ud af ikke at være fanget i at skulle være den bedste, men det har også passet ind i idealet, altså at være så godt et menneske at det at være den bedste ikke har betydning. Underforstået at de mennesker der går op i det er forskruede.

Og på den måde bliver det helt vildt hvor meget jeg har været fanget af at skulle være noget særligt og at jeg i virkeligheden har gjort mig afhængig af et sæt regler for hvad særlighed er for en størrelse, og hvor meget energi jeg har lagt i at forstå reglerne og leve efter dem.

Tænk hvor stækket en mand jeg dybest set har været - og er! I mit parforhold, som far, som ven og i mit job. Hvor fanget jeg er i at opretholde et selvbillede af særlighed.

I kærlighedsforholdet bliver det udspillet som den romantiske drøm om den eneste ene! Og det er et fuldtidsarbejde skal jeg hilse og sige. Det er en urimelig rolle at påføre sig selv, men også en urimelig rolle at påføre et andet menneske. I særdeleshed når det andet menneske er den jeg elsker.

Og så er der denne vigtige pointe i hele samtalen, nemlig at det er et eksistentielt projekt for os mennesker at være den bedst mulige udgave af os selv. Og på den måde har jeg stor respekt og anerkendelse for mine og mine omgivelsers stræben efter at være noget særligt.
Vi har bare brug for en helt andet indstilling til hvad det er at være noget særligt. Nemlig at særligheden først bliver tilgængelig når vi forstår at vi er helt almindelige. Og at der i denne forståelse af almindelighed ligger en dyb ydmyghed for det at være menneske, for os selv og for andre.

Jeg tror at der gennem ydmygheden ved at være et helt almindeligt menneske er adgang til den livsglæde og frihed vi længes så dybt efter.
Og jeg tror det vil frisætte en stor mængde ærlighed, nærvær, kreativitet, mod og lyst.

På hvilken måde er du den bedst mulige udgave af dig selv?


Herunder er et inspirerende link:

“Eventually, we must give up trying to be something special.”
~ Chogyam Trungpa