lørdag den 12. februar 2011

Magi og Eventyr

Er livet et magisk eventyr eller bare op ad bakke?

 


Kender du også til livet som en udmattende og stresset oplevelse mellem to yderpunkter? Den ene pol er et uopnåeligt mål, derude i fremtiden, som kræver hårdt arbejde. Det kan være mål som; rigdom, tryghed, kærlighed, visdom og overflod. Det kan også være oplysthed, dyb indre fred, styrke og kraft. Den anden pol er frygten for at gå til grunde, at gå fallit, være en fiasko, blive isoleret og ensom. Eller spilde sit liv. Der finder vi smerten, kulden, afvisningen og magtesløsheden.
 
Og kender du også livet som en mystisk, magisk og eventyrlig oplevelse? Hvor det er øjeblikket der fylder, hvor det er mødet med solopgangen, vennen, kæresten eller barnet der skaber kontakt og forbindelse til livets underfulde og bevægende karakter. Hvor du forbinder dig til glæde, kraft, ydmyghed, medfølelse og taknemmelighed. Magien i livet selv, som et nærvær der frisætter, healer og får både dig og livet selv til at lyse.
 
Hvordan nærer og ærer vi livet? Hvilke betingelser skaber vi der fremmer skønheden, kraften og glæden i vores liv? 
 
Magisk eller op ad bakke. Det er længsel og udfordring i det terapeutiske rum. Og jeg møder forskellen særligt tydeliget i de mere intense udviklingsforløb. Jeg har netop afsluttet et gruppe forløb med 10 mænd og kvinder som hver anden torsdag aften mødtes til en lille meditatiion og derefter en opdagelsesrejse i personlige udfordringer og længsler. Det er bevægende og livsbekræftende hvordan modet til at udtrykke sin sårbarhed i en tryg sammenhæng, frisætter lyst, kraft og glæde. 
 
En anden god oplevelse med magi og nærvær fik vi på kurset, 29-30.jan, i den Røde Essens. Et weekendforløb med 14 deltagere hvor mødet med vores indre varme, styrke og mod var en tiltrængt optankning af essentielt brændstof til fortsat at konfrontere den frygt der holder os nede og tilbage. I det som vi kalder essensarbejde bliver det meget tydeligt om livet er magi eller et anstrengende projekt. Her optræder skiftet fra personlighed til essens ofte og det er bevægende og livsbekræftende at være vidne til.
 
Musik er så vidunderligt til at støtte nærværet af en særlig livskvalitet. Musik er også en mulighed, hvis humøret er for tungt for længe. På med noget musik du kan lide, noget musik som gør dig godt og som inviterer til en forandring af stemning og humør. Det virker bedst hvis du danser eller bevæger dig til musikken. Hvilken slags musik forbinder du f.eks med styrke og mod? 
Ayo's "I wanna dance" booster i hvert fald min kraft og energi:

http://www.youtube.com/watch?v=EBAFe_TnVsc
 

onsdag den 12. januar 2011

På kanten af respekt

På kanten af respekt
Nogen gange kan det hele bare være nok! Livet virker så meningsløst og ukærligt. Jeg mister troen på mig selv og kontakten til glæden i mit liv.
Oftest mister jeg troen på mit liv i mødet med andre. Når jeg læser at vi smider mad ud for milliarder hver dag. Når jeg læser at en stakkels mand skyder en guvenør i USA. Når Helle og Lars forsøger at gøre hinanden dumme for selv at fremstå som intelligent.
Jeg mister også glæden og lysten når jeg ser hvad vores velfærdsstat har af konsekvenser for den planet vi lever på. 
Eller når klienter jeg har arbejdet med længe fortsat er deprimerede og opgivende.
Og når jeg ser på hvor lidt jeg egentlig forstår, og hvor lidt jeg egentlig kan.
Jeg mister troen på mit liv, jeg mister respekten for livet selv.
Respekt kan betyde at "se igen". Det vil sige at jeg lige kigger på mit liv en gang til.
At jeg måske indtager en anden positiion at se på mit liv fra.
Respekt for det levende; for medmennesket, for træet, dyret, planten, alt det der vokser og udvikler sig.
At respektere livet selv gør mig ydmyg og så oplever jeg et skift i mit humør.
Nogen gange er det en tur i skoven eller på stranden der gør det. Andre gange noget jeg læser eller ser.
Men oftest er det et møde med et andet menneske der inviterer til ydmyghed og respekt for livet selv. 
 
"On the Edge of a Cliff" by Mike Skinner og "The Streets":
"For billions of years since the outset of Time
every single one of your Ancestors survived
every single person on your mum and dad's side
successfully looked after you, and passed on to you life

What are the chances of that like?
It comes to me once in a while."