Kærlighed - Khalil Gibran

Da sagde Almitra: Tal til os om Kærlighed.

Og han løftede sit hoved ud over folkeskaren, medens stilheden sænkede sig over den.
Og med kraftfuldt røst begyndte han at tale:

Når Kærligheden kalder jer, følg den. Er dens vej end stejl og stenet.
Og favned I af dens vinger, da giv jer hen til den. Skulle I end såres af det sværd, der er skjult i dens vingefjer.
Og når den taler til jer, tro den. Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster.

Thi ligesom Kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer.
Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring.
Ligesom den hæver sig til jert højeste og kærtegner jeres spædeste kviste,
der sitrende strækker sig mod solen.
Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet. 

Som markens neg sanker den jer til sig. Den tærsker for at gøre jer nøgne. Den sigter jer for at rense jer for avner. Den kværner jer til hvidhed. Den ælter jer, til I er smidige; og da overlader den jer til sin hellige ild, at i kan blive helligt brød til guds hellige gæstebud.

Alt dette skal Kærligheden gøre imod jer, at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte

Men dersom I af angst kun vil søge Kærlighedens fred og Kærlighedens glæder,
Da var det bedre for jer, om i dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra Kærligheds tærskelo, til den omskiftelighedens verden, hvor i skal le, men ikke ag jeres latter, og græde, men ikke af jeres tårer. Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.

Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes; Thi for Kærligheden er Kærlighed alt.

Når i er opfyldt af Kærlighed, sig da ikke:
"Gud har taget bolig i vort hjerte", men snarere skal I sige: "Vi dvæler i guds hjerte"

Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs:
Thi dersom Kærligheden finder jer værdige, skal den bestemme jeres kurs.

Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.

Fra Bogen "PROFETEN" af: Kahlil Gibran

At række hånden frem mod en fremmed

At række hånden frem mod en fremmed

Interview til "Aktive kvinder"
Af: Kristina Gjelstrup Villadsen
Hvad gør du, når den hjemløse på hjørnet en dag ser ulykkelig ud, når du hver eneste nat i en måned har lagt øre til naboen stille gråd, eller når underboen går med tunge skridt forbi din dør? Siger du noget? Og hvordan griber du det an, hvis du gerne vil hjælpe?
 
Præst Kristine Stricker Hestbech og psykoterapeut Claus Verner Nielsen giver her stof til eftertanke og gode råd til, hvordan du rækker hånden frem og hjælper et fremmed menneske.

Hvordan hjælper man et fremmed menneske?
Præsten: Det er nok der, hvor det at hjælpe er sværest, fordi der ikke er nogen relation i forvejen, og fordi den anden ikke selv rækker ud efter hjælp. Her skal man finde ud af, hvordan man går fra en passiv rolle til en aktiv rolle.
Terapeuten: Medfølelse er et vigtigt ord. Der er en væsentlig forskel på at være medlidende og på at være medfølende. Vi har ikke brug for medlidenhed, men hvis vi mærker, at et andet menneske har medfølelse, så bløder vi måske lidt op. Det handler om det nærvær og den indstilling, vi møder et andet menneske med.
 
Hvad er første skridt, når man eksempelvis vil hjælpe naboen eller underboen?
Præsten: Hvis man hører nabokvinden græde hver aften, mens hun bare smiler på trappen, så vil det være grænseoverskridende at sige ligeud, at man kan høre hende græde. Her kan man begynde med at spørge, om hun har lyst til at mødes til en kop kaffe. Begynde et neutralt sted og på den måde få dannet en relation.
Terapeuten: Man skal ikke direkte spørge om naboen har brug for hjælp. I stedet skal man tilbyde sin interesse og sit engagement. Man kan måske sige noget om det gode vejr eller det støjende vejarbejde. Samtalens indhold er ikke det vigtige. Det vigtige er, at vi stopper op, tilbyder vores tid og viser interesse for det andet menneske.
 
Hvad kan næste skridt være?
Præsten: Når man sidder over kaffen, kan det gå to veje. Den ene er, at hun ikke åbner sig overhovedet. Den anden er, at hun selv lægger kortene på bordet. Den svære er selvfølgelig, hvis hun ikke åbner sig. I den situation må man mærke efter, om man synes, at der er nok tillid til, at man kan sige ”Jeg er bange for, at jeg går over dine grænser, men jeg vover det alligevel, fordi jeg er bekymret over at høre dig græde.” Hvis hun så kommer med bortforklaringer, skal man sige, at man også bare gerne lige ville høre. Man kan række hånden ud, men man kan ikke kræve, at de tager den.
Terapeuten: Måske opfatter underboen ikke interessen i første omgang, men så er det vigtigt, at man husker intentionen om at hjælpe og ikke tager den første reaktion som en afvisning. Ofte bunder det jo i, at vi er bange for at åbne os over for andre og gøre os sårbare. Næste gang man møder vedkommende, prøver man igen at indlede en samtale, og langsomt bløder den anden måske op. Næste skridt kan så være at tilbyde at bære poserne eller følges op af trappen.
Man skal have tillid til sig selv om, at man selv kan fornemme grænserne og lade dem være styrende for, hvad man skal gøre. Ville man selv blive intimideret, hvis et andet menneske opførte sig på en bestemt måde, så skal man heller ikke selv gøre det.
 
Hvad gør man derefter?
Præsten: Hvis hun åbner sig og fortæller historien, så er det din opgave at være vidne. Du skal ikke fikse hendes liv. Vi tror, at vi skal redde hele verden. Det kan vi ikke. Men vi kan være et medmenneske, der viser, at vi er opmærksomme.
Du kan spørge hende, om hun vil høre, hvad historien gør ved dig, men du skal komme med gode råd, hvis hun ikke beder om det. Gode råd har nemlig oftest en fordømmelse i sig. Hvis du siger, at du ikke havde fundet dig i hendes situation, så virker det fordømmende.
Terapeuten: Det bedste, man kan tilbyde, er at lytte, vise interesse og stille spørgsmål. Det handler ikke om, hvad du selv har oplevet, men om hvad din underbo har brug for at tale om. Hvis man hjælper en anden, så skal man indstille sig på at lytte og være interesseret. Samtidig skal man passe på ikke at fare frem med sin nysgerrighed. Man skal stikke en finger i jorden og forholde sig lidt afventende.

Hvad skal man huske på undervejs?
Præsten: Man skal bevare respekten mellem de to mennesker, så man ikke bliver frelser og offer. Det er et medmenneske, man står over for. Ikke et undermenneske. Man skal ikke skabe andre mennesker i sit eget billede, men have respekt for livets mangfoldighed.
Terapeuten: Vi må ikke tro, at vi som hjælpere tager over for et andet menneske. Det skal vi ikke gøre.
 
Hvad skal vi huske i forhold til os selv?
Præsten: Man skal huske at være klar i sine grænser. Hvis man ikke har overskud til at snakke, så skal man sige det. Det er ærlig snak, og det bliver den anden ikke ked af. Vedkommende bliver mere ked af det, hvis man ikke siger det, men signalerer det. Så giver det skyldfølelse.
Terapeuten: Man skal tillade sig at have sine grænser, og selvom de måske ikke altid bliver holdt, så skal man være bevidst om dem. Når et menneske er afklaret med sine grænser, styrker det også evnen til at være i en relation.
 
Forpligter man sig?
Præsten: Man skal vide, at hvis man banker på et fremmed menneskes dør, så skal man også være klar til, at den fremmede åbner døren.
Terapeuten: Jeg tror, at noget af det store og smukke her i livet er at forpligte os. Når man er til stede, er nærværende og tager livet på sig, så er der tale om en indre forpligtelse, der er med til at gøre livet meningsfuldt. Jeg er ikke i tvivl om, at mennesker, der tilbyder hjælp, også inviterer sig selv ind i livet på en større, smukkere og mere sand måde.

Angst

Søren Kierkegaard, Begrebet Angest, 1844
"Derimod vil jeg sige, at dette er et eventyr, som ethvert Menneske har at bestaae, at lære at ængstes, for at han ikke enten skal fortabes ved aldrig at have været angest, eller ved at synke i Angesten; hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det Højeste"

Vores største frygt

Marianne Williamson, "A Return to Love"
Frit oversat:
"Vores største frygt er ikke at vi er utilstrækkelige.
Vores største frygt er at vi har overordentlig meget styrke.
Det er vores lys, ikke vores mørke, der skræmmer os mest.
Vi spørger os selv, hvem er jeg der tror at jeg er genial, mægtig og talentfuld?
Ærlig talt, hvorfor skulle du ikke være det?
Du er et barn af Gud.
At spille lille tjener ikke verden.
Der er ikke noget oplyst ved at krympe, så andre mennesker ikke føler sig utrygge i dit selskab.
Vi er alle bestemt til at stråle, ligesom børn.
Vi er født til at manifestere Guds herlighed, som lever i os.
Ikke bare i nogen af os, men i os alle.
Og når vi lader vores eget lys stråle, giver vi ubevidst tilladelse til at andre mennesker kan gøre det samme.
Når vi er frigjort fra vores frygt, vil vores tilstedeværelse automatisk frigøre andre."

"I am me" - Virginia Satir

Virginia Satir:
“I am Me.
In all the world, there is no one else exactly like me.
Everything that comes out of me is authentically mine, because I alone chose it --
I own everything about me: my body, my feelings, my mouth, my voice, all my actions, whether they be to others or myself.
I own my fantasies, my dreams, my hopes, my fears. I own my triumphs and successes, all my failures and mistakes.
Because I own all of me, I can become intimately acquainted with me.
By so doing, I can love me and be friendly with all my parts.
I know there are aspects about myself that puzzle me, and other aspects that I do not know -- but as long as I am friendly and loving to myself, I can courageously and hopefully look for solutions to the puzzles and ways to find out more about me.
However I look and sound, whatever I say and do, and whatever I think and feel at a given moment in time is authentically me.
If later some parts of how I looked, sounded, thought, and felt turn out to be unfitting, I can discard that which is unfitting, keep the rest, and invent something new for that which I discarded.
I can see, hear, feel, think, say, and do.
I have the tools to survive, to be close to others, to be productive, and to make sense and order out of the world of people and things outside of me. I own me, and therefore, I can engineer me.
I am me, and I am Okay.”

Kærlighed

Kærlighed

Kærlighed er et vågent og intimt indre forhold til dig selv og din krop. Kærlighed er en essentiel indre og iboende kvalitet i mange nuancer.
Kærlighed i mellem to lykkes i det øjeblik hvor den ikke er afhængig af den anden, men hvor de begge i kærlighedsmødet værdsætter den andens væren.
Kærlighed og sex kan godt være adskilt, sex uden kærlighed er ”som et godt nys”, mens sex med kærlighed heler, udvikler og nærer.
Kærlighed er åbenhed over for det, som er, alene for glæden ved at møde, kende og se.

Kærlighed bliver stærkere, smukkere, mere intim og lidenskabelig i takt med at vi udvikler os til ansvarlige, selvstændige og frie mennesker. Og modsat bliver kærlighed svagere, betinget og ufri, når vi er identificeret med det vi mangler og ikke har; når vi søger den uden for os selv, når vi er afhængige af, ofre for, bekræftelse, samhørighed og ”den anden”.
Når kærlighed er et vågent møde, hvor vi vidner og ærer vores essentielle natur, så skaber vi gensidigt os selv, i en proces, i et kreativt NU, i et intimt nærvær - det kræver ærlighed, sårbarhed og modenhed.

Når jeg elsker at se og møde essensen hos den anden, oplever jeg også at den anden er et unikt individ og forskellig fra mig. Kærlighed anerkender den anden. Jeg oplever at jeg ikke er alene i verden. På den måde kan kærlighedsmødet heale den eksistentielle frygt for isolation. Jeg oplever at den anden er adskilt fra mig, og derfor også eksisterer uden mig. Ultimativt vil jeg løsne mig fra mine afhængighedsmønstre og blive et frit menneske.

Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces; båret af sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed er en oplevelse der vibrerer i hver en celle, i alle organer, muskler og nervetråde. Når mine fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet føler og oplever kærlighed; når hjernen med ord beskriver hjertets oplevelse.
- Så elsker jeg!

Kærlighedsoplevelsen er som et skift i måden at være til i verden på.
For det meste er jeg ikke opmærksom på min vejrtrækning som et livets kærtegn der bekræfter et magisk mysterium, livets puls. Tværtimod reagerer jeg per automatik, så jeg uden at give det opmærksomhed, følger og gentager de gamle og dybe spor i mine reaktionsmønstre igen og igen.
Ikke nødvendigvis med smerte eller lidelse, ofte med behag og behovstilfredsstillelse, men ubevidst, uden nærvær, uden intimitet.

Men ind i mellem skifter min opmærksomhed til et essentielt og meget intimt nærvær.
Og så er jeg konge i mit eget rige, et dynamisk, farverigt, magisk og helt igennem smukt, fantastisk univers. Måske er universet ikke kærlighed alene, men jeg elsker at være der!
Jeg elsker at orientere mig i verden herfra. Nogle gange er jeg konge, magtfuld og stærk, i kontakt med rigdom og overflod, medfølende, storsindet og retfærdig. Andre gange er jeg en hjertets kriger der sårbart og åbent, påtager mig kærlighedens mission, en ridder der kæmper med ildsprudlende drager forklædt som normer og rigide adfærdsregler. Eller en magisk vismand der forvandler og transformerer. Så er jeg medskaber af universets mystik og vidunder.
Nogle gange er jeg narren der legende, smilende og med en champagnebrusende boblen i alle mine celler kaster mig ubekymret og fri ind i livets hvirvler af spøgefuld kreativ manifestation. ”Let’s try it on!”

Alle variationer og nuancer opleves i et skær af fantastiske farver, juveler, guld og rigdom, de sanses som kærlighed, kraft, glæde, medfølelse, fred og inderlighed, oplevelser af overflod. Og tænker at det er paradis på jord.

At elske er en kunst som Fromm (Filosoffen Erich Fromm’s bog ”Kunsten at elske” Red) beskriver det; det er noget vi skal træne, noget vi skal lære som kræver sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin – en stor opgave.

Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede og den følelseskrop vi lever med og opholder os i, noget sprækker og åbner sig, og det må vi tillade. Vi må nødvendigvis møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbilleder.
Det gør ondt. Det er en smerte vi hver i sær må vokse og modne os til at forstå og til at bære.
Og den smerte må vi vælge og tage på os som et vilkår ved at udvikle sig, ved at øge vores bevidsthed og ved at styrke vores kapacitet til at rumme al den ild, kraft, lidenskab, medfølelse, omsorg og det kærlige nærvær som bor i os.
Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har lagt låg på, kapslet inde, og undertrykt for at passe ind, for at overleve.

Kirkegaard: ”...den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne forudsætning bygger Kjerligheden i ham op – fra grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter den i Grunden”