Har du lyst til at have lyst?

Glæde, samvær og seksualitet

Hun var ikke klar over hvad mødet i dag skulle handle om. Han var træt efter arbejdet. I øvrigt var han altid træt.

En par session

Han ved ikke hvad trætheden skyldes men den fylder rigtig meget. Han har lyst til at sove. Måske er der for meget kontrol og frygt i hans liv. For meget ansvar og for meget han vil passe på. For meget tilpasning. Han er ked af at afvise sin kvinde. Hun er en dejlig kvinde og han elsker hende højt. Han begærer hende og får tit lyst til hende. Men han handler ikke på sin lyst. Tværtimod. Han er afvisende når hun kommer til ham med sin lyst. Og han er rigtig ked af det.

"Har du lyst til at have lyst?"

Hans svar kommer kraftfuldt og direkte: "Ja, for fanden!"

Hun har lyttet til hans og min snak og hun er bevæget og glad. Glad for det han siger, glad for at han er ærlig, glad for hans åbenhed. Hun er også bekymret fordi deres seksuelle møder bliver færre og færre. Og hun har virkelig lyst til ham. Hun elsker ham og hun vil ham. Men hun kan også mærke at hun er begyndt at lukke sig ned, at hun passer på sig selv nu. At hun er holdt op med at udtrykke sin lyst fordi afvisningerne er begyndt at gøre ondt. Der er blevet for mange af dem.

De sætter sig overfor hinanden og taler om deres seksualitet. De er begge rørt og sårbare. Det er svært at tale om. De er bange for at såre hinanden og de er bange for at blive sårede. Der er knuder i maven og øjne der søger accept og anerkendelse. Spænding og frygt. Men de bløder op da de mærker velviljen og modet til at blotte sig. Og de mærker at de begge virkelig gerne vil hinanden.

Hun mærker sit mod til at stå ved sin lyst og modet til at udtrykke det. Han mærker viljen til at handle på sin lyst til hende. De mærker deres fællesskab, de mærker intimiteten, de mærker glæden over at være sammen, over at være her. De spejler sig i hinandens lyst, glæde og mod.
De har lyst til at have lyst og til at tage et ansvar for deres seksualitet. 

Tak for jer. Tak fordi i tør.

Human Contact 
v/ Claus Verner Nielsen

SMERTE

Smerte, frygt, sorg, vrede, svigt og afvisning

Kærlighedsforholdet mellem en mand og en kvinde er det mest fantastiske og det mest forfærdelige jeg ved af i mit liv.
Jeg kender ikke andre områder hvor så mange skræmmende følelser kan være levende i min krop på en gang. Tanker der tager mig med fastlåste sætninger der ikke er nogen udvikling i. Tankerne formulerer sig i vrede sætninger, bebrejdende sætninger, krænkede sætninger. Og de bliver bare ved. Følelserne af svigt, frygt, vrede og afvisning tumler rundt i mave og bryst og så snart den ene holder op kommer den anden lige bag efter.

Kroppen er stresset, oppe at køre, kan ikke finde hvile eller ro. Hjertet hamrer i brystet, maven knuger sig sammen og al energien fiser op i hovedet som prøver at samle det hele sammen til en vej videre.

Systemet er på “Red Alert!

En vej videre med anstændigheden, omsorgen og kærligheden i behold. Vejen må være sårbarhed. At turde mærke mit mindreværd. Nu er jeg her igen. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er svag. Et offer. En taber. Turde mærke det hele. Være i det, være med det.
Sårbarhed som at stå nøgen i oplevelsen, at blive set, mest af sig selv, men også af den skræmmende og betydningsfulde anden. Sårbarheden som redskabet til at lade min sjæl skinne igennem min personlighed.
Min personlighed er bange, utryg og gået i offer tilstand. Det er nu cellerne i min krop kalder på trøst hos min mor. Kom nu mor, giv mig din gyldne honning, smelt sammen med mig. Vis mig at verden er tryg og sikker. Omslut mig af din kærlighed.
Større end min personlighed er min sjæl, min essens, mit sande selv. Som det jeg ved og tror på, det jeg ville ønske jeg kunne efterleve. Det mit hjerte længes efter at leve.

I den nøgne sårbarhed kan jeg møde smerten, hvis jeg tør. Og sårbarhed hjælpe mig til at blive i det sorte skræmmende sted der åbner sig. Isolationen, kulden, hadet!

Kærlighedsforholdet rummer den mulighed for mig, mere end noget andet. Måske fordi jeg mangler andre oplevelser af den dimension.

Muligheden for at stå i smerten, at blive der tålmodigt og vedholdende. Ikke at skulle skjule den, ikke dulme den, ikke flygte fra den. Bare møde den. At have modet til at mærke hvad den vil fortælle mig.

Smerten er knyttet til frygten for at miste. Og det noget er det mest betydningsfulde i mit liv. Hende jeg elsker. Det er interessant så meget smerte det forvolder at have gjort et andet menneske så betydningsfuldt. Jeg har været i kontakt med oplevelsen flere gange. Med forskellig intensitet. Og forskellig polaritet. At være på den ene eller anden side af smerten. Være den der føler ansvaret for at forvolde og være den der tager ansvaret for være forvoldt. Og nogle af oplevelserne står selv efter rigtig mange år så stærke frem at de lægger sig oven i den oplevelse jeg er i lige nu.

Der er så meget irrationalitet i oplevelsen. Hvad så hvis hun vil noget andet en mig? Det er da dybest set menneskeligt og naturligt at vi er forskellige. At vi orienterer os i hver sit univers og oplever virkeligheden forskelligt.

Dialog (og diskussion) bliver så formålsløs når vi forsøger at fortælle hinanden om vores univers og virkeligheder uden oprigtig interesse i at forlade os selv og gå på opdagelse i den anden. Og det formålsløse bliver på forunderlig vis tilfredsstillende for deri ligger bekræftelsen på alle mine antagelser. Og begrundelsen for hvor jeg ikke skal udvide mig, ændre mig. Formålsløsheden tager mig og sikrer at jeg ikke bliver til noget andet end den jeg er.
Det ligger på den måde helt i oplevelsens natur at magtesløshed er nødvendig for at fastholde mig selv som den jeg er. Og på den måde giver det mening at magtesløshed er en acceptabel omend ubehagelig følelse. Hvis jeg slipper -løshed, så står jeg tilbage med magt. At turde se mig selv som magtfuld, som skaber og medskaber at mit liv. Tage magten til mig. Det er for alvor skræmmende!

Smerten hører til min personligheds ideer og overbevisninger om hvordan mit kærlighedsliv bør se ud. Og som sådan er smerten en fortælling om hvordan jeg har bundet mig ind i samme overbevisninger. Smerten fortæller mig om et bevidsthedsrum der er for lille. Hvis det fortæller mig at mit bevidsthedsrum er for lille, så ligger der jo også en mulighed for at det kunne blive større.

Hvis det være åben for en udvidelse af mit bevidsthedsrum er en måde at være i livet på. Så kan jeg finde et sted i mig hvor jeg hilser smerten velkommen.

Fordi jeg ved at smerten hænger sammen med at fastholde ideer og overbevisninger. Så ved jeg også at det vil være sandt at udfordre dem.

Human Contact 
v/Claus Verner Nielsen

Lad os mødes i frygt

"Har du en tid i morgen? Vi har virkelig brug for din hjælp!"

Med en god følelse af at være værdifuld tager jeg imod parret næste morgen. Det er stadig med en lille nervøs sammentrækning i mave og bryst at jeg beder dem tage plads og selv sætter mig foran dem i stolen. Jeg kender så godt følelsen af utilstrækkelighed, længsel og frustration. Og jeg ved hvor svært det kan være at løse op for en dialog der har låst sig fast. Fordi det virker nytteløst at blotte sig igen. Fordi det er tryggere at forblive inde i sin skal. Fordi der ikke er nogen der skal fortælle mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.
Fordi jeg ikke længere magter at være så sårbar, så skrøbelig og så nøgen.
Indeni siger jeg ja til min nervøse sammentrækning. "Du må gerne være her! Det er fint at du er her." Jeg fornemmer tillid og styrke og spørger hvem der vil starte.

Sessionen blotter hans utilstrækkelighed og hendes længsel. Modigt stiller de op til at svare på mine spørgsmål, åbent mærker de hvad der sker i kroppen, hvilke følelser de har kontakt til og med en vis modstand accepterer de at holde deres domme og vurderinger tilbage for en stund.

"Hvordan holder vi fast i den her følelse af kontakt, af nærvær og samhørighed?"
Jeg holder så meget af det spørgsmål! Og sammen undersøger vi hvad det vil sige at gøre sig umage, hvilke indstillinger til livet, til sig selv og til hinanden der befordrer og styrker nærværet og kærligheden.

Igen og igen dukker temaet op: "Hvordan holder vi os levende?" "Hvordan holder jeg mig levende?" For min egen skyld, for din skyld og for hele verdens skyld. Tør jeg? Vil jeg? Kan jeg?

Det er så vidunderligt smukt og rørende at se skjolde blive sænket, panser blive gennembrudt og hjerter åbne sig i sårbare møder hvor det der opleves lige nu får opmærksomhed, bliver set og mødt. Og hvor nysgerrigheden fører os videre af veje der på samme tid er magiske og skræmmende. Veje i livet vi elsker og frygter. Det giver så god mening at vi mødes i frygten, at vi mødes der hvor vi ikke tør gå længere. At vi stopper op, giver tid, trækker vejret. Og at vi så tager hinanden i hånden og vælger at følges ad - lidt længere - igen og igen.

Sikke en rejse, sikke et liv!

Efter mødet sidder jeg tilbage med varme og glæde i brystet - dybt taknemmelig og tilfreds.

Human Contact v/ Claus Verner Nielsen

I will find you

I WILL FIND YOU!

Nu kommer jeg og finder dig! Borte - tit tit. Gemmelegen vi elskede som små børn. Når vi stod med hovedet bag et gardin med resten af kroppen synlig og troede at ingen kunne se os. Vi holdt bare hænderne for øjnene og så var vi væk. Og fryden ved at blive fundet. Begejstringen over det gode gemmested. Kom nu! Find mig! Giv lyd!


Jeg finder dig!
En dyb længsel i os handler om at blive fundet. Måske genfindes. Vi ønsker at nogen finder os. At nogen holder så meget af os at de vil lede efter os. Og blive ved med at lede. Jeg er blevet væk fra mig selv, jeg er blevet væk fra mine forældre, fra min elskede. Er der nogen der kan finde mig? Er der nogen der vil finde mig?

Tør jeg blive fundet?
Vi ved godt at vi gemmer os bag masker, facader og holdninger der passer ind i det liv vi har skabt og den mening om livet vi har tilegnet os. Det gælder ikke bare nogle få af os. Det gælder de allerfleste af os. Ja måske er der i virkeligheden meget meget få undtagelser. Vi gemmer os og vi ønsker at blive fundet. Vi er bange for at trække gardinet væk, bange for at vi ikke vil blive elsket bag ved vores fine masker. Men samtidig er det jo først derfra vi kan tro på kærligheden. Kan du elske mig som den jeg er? Vil du hjælpe mig med at være mig - derfra?

Kirstine og Zeus

Hestekursus
Jeg har afholdt hestekursus med Birgitte igen og er glad og ydmyg over at opleve hvordan mødet mellem heste og kursusdeltagere rører os alle dyb og langt inde i hjertet. Hestene møder os. Hestene har ingen dagsorden, masker eller meninger om hvordan livet burde være. I hvert møde får vi en autentisk spejling. Deltagerne støtter hinanden i et fælles ønske om at turde finde sig selv. Igen og igen.
Det er noget af det magiske og vidunderlige ved livet. Vi kan blive ved med at lade os finde. Vi kan blive ved med at søge. Os selv, den anden og hinanden.

Fra weekendens kursus og mødet med Birgittes heste, Chico, Indy og Zeus tager jeg (igen) en værdifuld oplevelse med hjem. Udover de hjerteåbnende møder mellem heste og modige deltagere, udover de kraftfulde cirkler og udover en smuk sommerdag i naturen.
Fra dette kursus tager jeg en særlig gave med hjem. At jeg som kæreste kan blive ved med at finde og genfinde min elskede. Hvis jeg tør. Hvis jeg igen og igen vælger at gøre mig umage. Hvis jeg formår at holde mig vågen. Hvis jeg ikke tillader mig selv at falde i søvn i vaner, rutiner og frygt.

Vi taler om at et forhold kan dø hvis der ikke er udvikling, og vi giver hinanden ansvaret for om vi udvikler os eller ej.
Der er en særlig styrke i at tage det fulde ansvar for min udvikling. I mit forhold, i mit job og i mit liv. Jeg vil ikke give det ansvar fra mig. Så jeg vil tage ansvar for at finde min kæreste igen og igen. Og igen. Og jeg tror det vil betyde at jeg finder mig selv igen og igen.

Som parterapeut har jeg fokus på villigheden til at gøre sig umage. Og nu er det tydeligere hvori umagen ligger. Vil vi blive ved med at lede efter den anden? Vil vi blive ved med at lade os finde?

Vi skal bag masker, forventninger og forestillinger. Vi skal ind til sjælen, ind til essensen. Der hvor der er sand kontakt. Sjæl til sjæl. Nøgent, åbent, sårbart. Der hvor vi mærker livets puls igennem os.

Det er et arbejde med tillid, overgivelse, hengivelse, styrke, kærlighed og ja, en meget stor del sårbarhed.

Hvor længe skal vi gemme os?

Hvis du er nysgerrig på vores kurser, så læs mere her: Horse Contact
Du finder os også på Facebook

Og skulle du have mod på session hos mig. Individuelt eller med din kæreste, så læs mere her: Human Contact

Og kan du huske ‘Den Sidste Mohikaner’? Og den helt vidunderligt smukke sang, som du kan lytte til her:  “I will find you”

Gode hilsner
Claus


Tilmeld dig mit NYHEDSBREV

Fællesskab - Faglighed - Fordybelse

Her til aften gik jeg en dejlig lang tur efter en nærende, personligt fordybende og faglig dag i fællesskab.

Det er så dejligt at gå. Det er som om jeg indhenter mig selv. Som om hoved og tanker har brug for at møde resten af kroppen. Det sker for mig når jeg går. Gerne langt. Og gerne stille og roligt. Her til aften blev det en næsten to timer lang tur hvor mørket blev tættere og tættere omkring mig.

Da hoved, tanker og krop faldt i synk opstod en fysisk glæde og taknemmelighed over de fællesskaber jeg er en del af.

Det begyndte med en glæde over at være ID-Psykoterapeut.
I denne uge blev jeg kontaktet af en grædende og meget ulykkelig kvinde og hun fik en akut tid hvor det alene handlede om at få talt ud om den smertefulde oplevelse hun stod midt i. Dagen efter blev jeg kontaktet af en af hende og hendes mands nære venner, der ønskede for denne ulykkelige kvindes ulykkelige mand at han også fik en at tale med. Om den samme smertefulde oplevelse som han var den anden del af.
- Jeg anbefalede en god kollega!
Få dage efter mødte jeg parret i deres fælles smertefulde oplevelse. Og den ulykkelige mand kunne fortælle mig at alt havde ændret sig for ham efter han havde mødt min ID kollega. Det var ligesom blevet til før og efter mødet med min kollega. Han havde fået ro, forståelse og bevidsthed om hvad det var han var på vej igennem. Også selv om det fortsat vil være svært. Så efterlod mødet med min ID kollega ham med klarhed. Klarhed fordi han vidste hvad han bliver nød til at lære i sit liv.
Jeg blev så glad og tilfreds med at være en del af sådan et fællesskab. Et fællesskab der udtrykker så stor faglighed og skaber så afgørende muligheder for at mennesker kan vokse.

ID fællesskabet har udviklet sig igennem flere år. For mig stærkest repræsenteret igennem vores forening IDPF og de grupper der er opstået herigennem. Fagligt udvalg, etisk udvalg, supervisions-laboratoriet og vores årlige generalforsamlinger.

Da jeg gik der i skoven og overgav mig til en indre dyb ro, forstærkedes min opmærksomhed på hvor afhængig jeg er af nærende fællesskaber. Fællesskaber hvor jeg tør udfordre mine grænser, hvor jeg føler at jeg bliver taget vel imod, hvor jeg føler mig holdt af, hvor jeg oplever mening og hvor jeg genkender mening i de andre. Det giver mulighed for at jeg kan fordybe mig, for at jeg kan vokse og for at jeg kan udvide min bevidsthed. Det er betydningsfuldt!

Selve udgangspunktet for ID har forandret sig fordi Ole Vadum Dahl der uddannede mig i tidernes morgen også flytter sig. I dag er ID stærkt inspireret af det Integrale. Først stod ID for 'Integreret Dynamisk Psykoterapi', så blev det til 'Integrativ Dynamisk Psykoterapi' og nu er det 'Integral Dynamisk Psykoterapi'. Hele den integrale verden kender jeg ikke så godt, selv om jeg har læst lidt Ken Wilber. Men så inviterer vi i IDPF da bare Ole til en faglig dag hvor han vil fortælle os mere om den udvikling hans uddannelse nu er i. Så vi, der er en del af det fællesskab, også kan følge udviklingen i det vi alle er fælles om i udgangspunktet. Det er inspirerende!

Da jeg blev psykoterapeut fyldte ‘Essensarbejdet’ meget på ID uddannelsen og jeg gjorde det til min personlige udviklingsvej ved siden af mine mere professionelt faglige aktiviteter. Det er blevet til mange års essensarbejde, et stærkt fællesskab og en vidunderlig mulighed for at holde mig ‘vågen’ og for fortsat fordybelse.

I dag fik det så også en faglig betydning som jeg ikke lige havde regnet med. ProEssence er så småt sat i søen. Det er et træningsforløb for professionelle behandlere der starter til februar næste år. Men i dag mødtes Velusia og jeg med 8 behandlere, psykologer, psykoterapeuter og coaches for så småt at pejle os ind på uddannelsen.
Det var så rørende, kraftfuldt og meningsgivende at møde professionelle fra mere eller mindre samme ‘felt’. At opleve styrken i sådan et fællesskab kom lidt bag på mig. Men blev til en oplevelse af at noget er lykkedes. Noget jeg ikke vidste skulle være, men er på vej til at blive.

En gang var det fodboldholdet der var mit betydningsfulde fællesskab, ligesom det har været mine klassekammerater og min familie. I flere år var det min teatergruppe og i endnu flere år var det børnecenteret i Asylafdelingen. Nu er det i høj grad centreret om IDPF og Essensarbejde.

For et par weekender siden oplevede jeg for første gang en svedehytte ceremoni. En meget stærk oplevelse som har forsøgt at beskrive i et andet blogindlæg. Rob Larkin som stod for ceremonien beskrev hvordan vi vores kultur har mistet ‘cirklen’. Cirklen hvor vi viser vores taknemmelighed over for hinanden, stammen, livet, naturen, dyrene, guderne, det hellige.

Jeg tænker som eksempel på en klient der fortalte mig hvordan han i sit højt lønnede job udførte hvad han var ansat til. At han blev påskønnet og anerkendt for sit arbejde, men at han oplevede en smerte i at han ikke følte sig påskønnet som menneske. At han savnede at opleve at han som menneske havde en reel værdi for fællesskabet. Det er tankevækkende og bekymrende.

På min gåtur i dag fyldtes jeg af taknemmelighed for hvordan det ene fællesskab efter det andet har formået at ryste mig, forvirre mig og mest af alt nære mig. Og opleve at jeg i dag har fået plads i fællesskaber der på en måde får mig til at føle mig meget lille og ydmyg, og samtidig stærk og urokkelig.
Fællesskaber med mening, værdi og skønhed.

For nogle år siden, til en generalforsamling i IDPF, havde vi Sofie Kragh-Müller til at lave et oplæg om hvordan vi ‘brander’ os som psykoterapeuter. En ting hun sagde har sat sig fast i min hukommelse og jeg hører ofte mig selv gentage det. “Vær gavmild med dig selv”. Det du kan og det du ved som psykoterapeut, gennem din uddannelse, dine møder med klienter, din undervisning, dit fortsatte arbejde med dig selv og dit liv i det hele taget. Det er noget rigtig mange mennesker, eller måske bare et enkelt, kan bruge i sit liv til at vokse af, til at komme videre med, til at udvikle sig ved.
At de mennesker jeg møder i mine fællesskaber er gavmilde med sig selv. Det skaber stærke fællesskaber. Med gode og nærende forbindelser og med plads og mulighed for udvikling og vækst.

Sådanne fællesskaber er jeg en del af! Tak for det!

Human Contact

Lidenskab, forelskelse og kærlighed

Det dundrer i brystkassen, hjertet hamrer og alle tanker retter sig mod hende. Hun har vist sig igen. Kvinden der gør mig vanvittig og sindsyg. Kvinden der sætter mig helt og aldeles ud af spillet. Det er uudholdeligt smertefuldt vidunderligt.

I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte som en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!

Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under  balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.

Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!

Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.

Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!

Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg er en trofast elskende.

Jeg tænker, for det har jeg læst, og det giver god mening, at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.

Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)

Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven, hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.

Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.

Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!

Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.

Og tak til dig, til kvinden - tak for det!



( Og måske, hvis jeg lykkes, eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)

(Human Contact)